'Dog' i Biblen

Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!

Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber

vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra,

Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!

Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?

Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!

Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!

Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.

sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!

og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.

Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,

Spørg dog Kvæget, det skal lære dig, Himlens Fugle, de skal oplyse dig,

Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise!

Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage!

Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.

se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.

Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende?

Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl, 

Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!

Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare?

Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds;

vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje,

"Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale!

så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;

"Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!

Dog siger du: "Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky?

Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Råd er ham fjernt.

tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord på Sinde!

"Hvor har du dog hjulpet ham, den afmægtige, støttet den kraftløse Arm!

Hvor har du dog rådet ham, den uvise, kundgjort en Fylde af Visdom!

Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?

Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

og på hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig.

Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Ånde giver dem Indsigt;

Dog, det har du sagt i mit Påhør, jeg hørte så lydende Ord:

Han synger det ud for Folk: "Jeg synded og krænkede Retten og fik dog ej Løn som forskyldt!

Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler han sit Åsyn, hvo vil laste ham? Over Folk og Mennesker våger han dog,

Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!

(40:32) Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer.

Hør dog, og jeg vil tale, jeg vil spørge, og du skal lære mig!