'Jeg' i Biblen

HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede HERREN: "Jeg har gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."

så faldt Sabæerne over dem og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."

Medens han endnu talte, kom en anden og sagde: "Guds Ild faldt ned fra Himmelen og slog ned iblandt Småkvæget og Karlene og fortærede dem; jeg alene undslap for at melde dig det."

Medens han endnu talte, kom en tredje og sagde: "Kaldæerne kom i tre Flokke og kastede sig over Kamelerne og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."

og se, da for der et stærkt Vejr hen over Ørkenen, og det tog i Husets fire Hjørner, så det styrtede ned over de unge Mænd, og de omkom; jeg alene undslap for at melde dig det."

og sagde: Nøgen kom jeg af Moders Skød, og nøgen vender jeg did tilbage.

HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede HERREN: "Jeg bar gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."

Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!"

Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød?

Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred

Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!

Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.

Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro! 

Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.

Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:

Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat;

Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,

Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!

Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber

så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.

Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig?

Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,

Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!

Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?

Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!

så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.

Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere! 

men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"

"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?

Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;

hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!

Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!

Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,

Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!

Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!

Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"

må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?

Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,

Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;

da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden! 

Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,

endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!

og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.

Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.

Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;

Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;

jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.

Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,

før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,

Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"

Også jeg har som I Forstand, står ikke tilbage for eder, hvo kender vel ikke sligt?

hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer.

Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette,

Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!

Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd;

se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.

Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!

Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden!

Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig:

Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!

Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!

Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!

Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,

"Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!

Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer,

Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring får jeg?

Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,

Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel;

Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra. 

Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;

Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer!

Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;

vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje,

Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.

Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?

Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der er ingen Ret.

Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke;

brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb som Træet;

mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;

ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min Mund;

ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank;

selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de mod mig;

Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.

Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort.

Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer stå frem.

Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,

hvem jeg skal se på min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgår i mit Indre!

til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til Svar!