'Pa' i Biblen

Hør, min Søn, på din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring.

Siger de: "Kom med, lad os lure på den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand!

de lurer på eget Blod, lægger Baghold for eget Liv.

Visdommen råber på Gaden, på Torvene løfter den Røsten;

oppe på Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene:

ja, kalder du på Forstanden og løfter din Røst efter Indsigt,

som går fra de lige Stier for at vandre på Mørkets Veje.

Min Søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare på mine bud!

Godhed og Troskab vige ej fra dig, bind dem som Bånd om din Hals, skriv dem på dit Hjertes Tavle!

Stol på HERREN af hele dit Hjerfe, men forlad dig ikke på din Forstand;

hav ham i Tanke på alle dine Veje, så jævner han dine Stier.

Min Søn, tag Vare på Snilde og Kløgt, de slippe dig ikke af Syne;

Tænk ikke på ondt mod din Næste, når han tillidsfuldt bor i din Nærhed.

Hør, I sønner, på en Faders lyt til for at vinde Forstand;

den sætter en yndig Krans på dit Hoved; den rækker dig en dejlig Krone.

hold fast ved Tugt, lad den ikke fare, tag Vare på den, thi den er dit Liv.

Kom ikke på gudløses Sti, skrid ej frem ad de ondes Vej.

at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig.

lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene!

han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab. 

gør så dette, min Søn, og red dig, nu du er kommet i Næstens Hånd: Gå hen uden Tøven, træng ind på din Næste;

derfor kommer hans Undergang brat, han knuses på Stedet, kan ikke læges.

Min Søn, tag Vare på din Faders Bud, opgiv ikke din Moders Belæring,

bind dem altid på dit Hjerte, knyt dem fast om din Hals;

på din Vandring lede den dig, på dit Leje vogte den dig, den tale dig til, når du vågner;

Kan man vandre på glødende Kul, uden at Fødderne svides?

Thi Skinsyge vækker Mandens Vrede, han skåner ikke på Hævnens Dag;

bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle,

han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus

snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; -

Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget;

Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier;

Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem;

Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn.

Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier

leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn.

Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje!

Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom!

Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper.

hun har sendt sine Terner ud, byder ind på Byens højeste Steder:

hun sidder ved sit Huses indgang, troner på Byens Høje

Velsignelse er for retfærdiges hoved, på uret gemmer gudløses mund.

Den retfærdiges mund er en livsens kilde, på uret gemmer gudløses mund.

På den kloges Læber fnder man Visdom, Stok er til Ryg på Mand uden Vid.

Den retfærdiges Læber nærer mange, Dårerne dør af Mangel på Vid.

Når Storm farer frem, er den gudløse borte, den retfærdige står på evig Grund.

Ej hjælper Rigdom på Vredens Dag, men Retfærd redder fra Døden.

Mand uden Vid ser ned på sin Næste, hvo, som har Indsigt, tier.

Hvo der stoler på sin Rigdom, falder, retfærdige grønnes som Løv.

Gudløses Ord er på Lur efter Blod, retsindiges Mund skal bringe dem Frelse.

Dårens Færd behager ham selv, den vise hører på Råd.

Den retfærdige times der intet ondt, - gudløse oplever Vanheld på Vanheld.

På Retfærds Sti er der Liv, til Døden fører den onde Vej. 

Viis Søn elsker tugt, spotter hører ikke på skænd.

Afvises Tugt, får man Armod og Skam; agtes på Revselse, bliver man æret.

På Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret.

Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.

Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.

At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald.

Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab.

Dåre lader hånt om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare på Revselse.

Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, Tåbers Mund lægger Vind på Dårskab.

Den kloge går opad på Livets Vej for at undgå Dødsriget nedentil.

Vælt dine Gerninger på HERREN, så skal dine Planer lykkes.

Der er Gudsdom på Kongens Læber, ej fejler hans Mund, når han dømmer.

De retsindiges Vej er at vige fra ondt; den vogter sit Liv, som agter på sin Vej.

Vel går det den, der mærker sig Ordet; lykkelig den, der stoler på HERREN.

Den vises Hjerte giver Munden Kløgt, på Læberne lægger det øget Viden.

En Arbejders Hunger arbejder for ham, thi Mundens Krav driver på ham.

En Nidding graver Ulykkesgrave, det er, som brændte der Ild på hans Læber.

Grå Hår er en dejlig Krone, den vindes på Retfærds Vej.

Den onde hører på onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger.

Bedre virker Skænd på forstandig end hundrede Slag på en Tåbe.

Loddet gør Ende på Trætter og skiller de stærkeste ad.

Et Menneskes Dårskab øder hans Vej, men på HERREN vredes hans Hjerte.

Den, der vinder Vid, han elsker sin Sjæl, og den, der vogter på Indsigt, får Lykke.

Som Brøl af en Løve er Kongens Vrede, som Dug på Græs er hans Gunst.

Den vogter sin Sjæl, som vogter på Budet, men skødesløs Vandel fører til Død.

Hør på Råd og tag ved Lære, så du til sidst bliver viis.

Hør op, min Søn, med at høre på Tugt og så fare vild fra Kundskabsord.

Selv Drengen kendes på det, han gør, om han er ren og ret hans Færd.

Sig ikke: "Ondt vil jeg gengælde!" Bi på HERREN, så hjælper han dig.

Hellere bo i en Krog på Taget end fælles Hus med frættekær Kvinde.

Vismand stormer Heltes By og styrter Værnet, den stolede på.

På den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer; vil man vogte sin Sjæl, må man holde sig fra dem.

HERREN elsker den rene af Hjertet; med Ynde på Læben er man Kongens Ven.

HERRENs Øjne agter på Kundskab, men han kuldkaster troløses Ord.

Den lade siger: "En Løve på Gaden! Jeg kan let blive revet ihjel på Torvet."

Fremmed Kvindes Mund er en bundløs Grav, den, HERREN er vred på, falder deri.

Vogter du dem i dit Indre, er de alle rede på Læben.

og sæt dig en Kniv på Struben, i Fald du er alt for sulten.

Flyt ej ældgamle Skel, kom ikke på faderløses Mark;

Dit Hjerte være ikke skinsygt på Syndere, men stadig ivrigt i HERRENs Frygt;

ja, som en Stimand ligger hun på Lur og øger de troløses Tal blandt Mennesker.

du har det, som lå du midt i Havet, som lå du oppe på en Mastetop.

thi deres Hjerte pønser på Vold, deres Læbers Ord volder Men.

Taber du Modet på Trængslens Dag, da er din Kraft kun ringe.

Siger du: "Se, jeg vidste det ikke" - mon ej han, der vejer Hjerter, kan skønne? Han, der tager Vare på din Sjæl, han ved det, han gengælder Mennesker, hvad de har gjort.

Lur ej på den retfærdiges Bolig, du gudløse, ødelæg ikke hans Hjem;

Et Kys på Læberne giver den, som kommer med ærligt Svar.