'Pa' i Biblen

Hans Sønner havde for Skik at holde Gæstebud på Omgang hos hverandre, og de indbød deres tre Søstre til at spise og drikke sammen med sig.

HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede HERREN: "Jeg har gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."

HERREN spurgte da Satan: " Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde."

Har du ikke omgærdet ham og hans Hus og alt, hvad han ejer, på alle Kanter? Hans Hænders Idræt har du velsignet, og hans Hjorde breder sig i Landet.

HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede HERREN: "Jeg bar gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."

HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"

Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage og syv Nætter, uden at nogen af dem mælede et Ord til ham; thi de så, at hans Lidelser var såre store. 

dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg,

blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.

dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte,

Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.

et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.

som giver Regn på Jorden og nedsender Vand over Marken

Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem,

Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?

Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt? 

Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.

Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,

Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.

Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!

Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;

han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,

gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.

vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!

og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.

Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,

mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe.

Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder?

Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører!

lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje. indkredser mine Fødders Trin!

Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.

Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!

Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer,

styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord!

de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig;

hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden;

Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig.

Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra. 

"Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale!

thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem,

Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti;

Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald:

i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig;

hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn;

hvem jeg skal se på min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgår i mit Indre!

til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til Svar!

Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden,

sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane,

For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham.

Hans Huses Vinding må bort, rives bort på Guds Vredes Dag.

Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund!

Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?"

En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger:

Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag.

Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på Himlens Runding går han!"

tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord på Sinde!

kaster du Guldet på Jorden, Ofirguldet blandt Bækkenes Sten,

hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner på dine Veje;

"Også i Dag er der Trods i min Klage, tungt ligger hans Hånd på mit Suk!

Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han på mig;

De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de på Græs.

De høster på Marken om Natten, i Rigmandens Vingård sanker de efter.

De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel på Ly til Klippen.

Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej på hans Stier:

Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske.

Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke på Vejen til Vingården.

Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.

dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er ikke tryg på sit Liv,

han styrtes uden Håb og Støtte, og på hans Veje er idel Nød.

Er der mon Tal på hans Skarer? Mod hvem står ikke hans Baghold op?

Han udspænder Norden over det tomme, ophænger Jorden på intet;

Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;

På Mørket gør man en Ende og ransager indtil de dybeste Kroge Mørkets og Mulmets Sten;

På Flinten lægger man Hånd og omvælter Bjerge fra Roden;

da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.

Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,

Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;

ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;

de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.

Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;

Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;

på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld

Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,

Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten,

og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd

Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,

blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams Slægt. På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud,

og på hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig.

Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord;

jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar på hans Ord.

Sig nu ikke: "Vi stødte på Visdom, Gud må fælde ham, ikke et Menneske!"

Thi jeg er fuld af Ord, Ånden i mit Bryst trænger på;

Men hør nu Job, på min Tale og lyt til alle mine Ord!

Rædsel for mig skal ikke skræmme dig, min Hånd skal ej ligge tyngende på dig.

han lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje."

Hvorfor tvistes du med ham, fordi han ej svarer på dine Ord?