Men nu, da hans Vrede ej bringer Straf og han ikke bekymrer sig stort om Synd,

nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.

han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;

Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord"

min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;

(41:20) Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for den,

så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,

Sig nu ikke: "Vi stødte på Visdom, Gud må fælde ham, ikke et Menneske!"

Lyt til og hør mig, Job, ti stille, så jeg kan tale!

min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;

da skued og mønstred han den, han stilled den op og ransaged den.

også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.

Dybet siger: "I mig er den ikke!" Havet: "Ej heller hos mig!"

Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem;

Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.

De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,

(41:22) På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens;

tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?

Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,

den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret,

Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.

Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse!

Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.

De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.

Se, jeg har åbnet min Mund, min Tunge taler i Ganen;

han lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje."

Svar mig, i Fald du kan, rust dig imod mig, mød frem!

De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:

Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?

var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide.

at du siger: "Hvad båder det mig, hvad hjælper det mig, at jeg ikke synder?"

(41:23) Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden;

Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?

Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?

Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd, der hører mig:

for deres Gudløshed slås de sønder, for alles Øjne tugter han dem,

jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar på hans Ord.

skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, så sig da nu, hvad du ved!

thi jeg går til i Mørket, mit Åsyn dækkes af Mulm. 

den, jeg gemmer til Trængselens Tid, til Kampens og Krigens Dag?

Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.

for at kvæge Øde og Ødemark og fremkalde Urter i Ørkenen?

derfor siger jeg: Hør mig, lad også mig komme frem med min Viden!

se til Jorden, den skal lære dig lad Havets Fisk fortælle dig det!

da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!

Rædsel for mig skal ikke skræmme dig, min Hånd skal ej ligge tyngende på dig.

Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder;

Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: "Du gjorde Uret!"

Har du noget at sige, så svar mig, tal, thi gerne gav jeg dig Ret;

så du kunde hente det til dets Rige og bringe det hen på Vej til dets Bolig?

de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,

fordi de veg borf fra ham og ikke regned hans Veje det mindste,

Hvor har du dog rådet ham, den uvise, kundgjort en Fylde af Visdom!

Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;

(41:21) Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd.

Du ved det, du blev jo født dengang, dine Dages Tal er jo stort!

Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et Ord?

Har du Forstand, så hør derpå, lån Øre til mine Ord!

(41:24) bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår.

se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?

hvis ikke, så høre du på mig, ti stille, at jeg kan lære dig Visdom! 

thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort! 

Også jeg vil svare min Del, også jeg vil frem med min Viden!

(41:19) Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ;

Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;

Jeg vil give dig Svar og tillige med dig dine Venner:

Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?

da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,

Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.

tale vil jeg for at få Luft, åbne mine Læber og svare.