'Dem' i Biblen

Når så Gæstebudsdagene havde nået Omgangen rundt, sendte Job Bud og lod Sønnerne hellige sig, og tidligt om Morgenen ofrede han Brændofre, et for hver af dem. Thi Job sagde: "Måske har mine Sønner syndet og forbandet Gud i deres Hjerte." Således gjorde Job hver Gang.

Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for HERREN, og iblandt dem kom også Satan.

så faldt Sabæerne over dem og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."

Medens han endnu talte, kom en anden og sagde: "Guds Ild faldt ned fra Himmelen og slog ned iblandt Småkvæget og Karlene og fortærede dem; jeg alene undslap for at melde dig det."

Medens han endnu talte, kom en tredje og sagde: "Kaldæerne kom i tre Flokke og kastede sig over Kamelerne og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."

Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for HERREN, og iblandt dem kom også Satan og trådte frem for ham.

Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage og syv Nætter, uden at nogen af dem mælede et Ord til ham; thi de så, at hans Lidelser var såre store. 

dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte,

endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!

hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede dem;

Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem,

Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,

Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,

Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at HERRENs Hånd har skabt det;

han løser, hvad Konger bandt, og binder dem Reb om Lænd;

gør Folkene store og lægger dem øde, udvider Folkeslags Grænser og fører dem atter bort;

han tager Jordens Høvdingers Vid og lader dem rave i vejløst Øde;

dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:

Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;

Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;

Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget.

deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;

Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede,

De retfærdige så det og glædede sig, den uskyldige spottede dem:

For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem.

I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.

For dem er Mørket Morgen, thide er kendt med Mørkets Rædsler.

Som Tørke og Hede tager Snevand, så Dødsriget dem, der har syndet.

dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er ikke tryg på sit Liv,

de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.

han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;

ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;

Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst. 

Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.

Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;

min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;

og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd

Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Ånde giver dem Indsigt;

De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.

da åbner han Menneskers Øre, gør dem angst med Skræmmebilleder

Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem;

for deres Gudløshed slås de sønder, for alles Øjne tugter han dem,

for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets Snarer.

til visse, Gud hører ej tomme Ord, den Almægtige ænser dem ikke,

fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed.

så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,

åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.

Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp;

Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;

Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?

De gudløses Lys toges fra dem, den løftede Arm blev knust.

Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.

siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,

tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?

skjul dem i Støvet til Hobe og lænk deres Åsyn i Skjulet!

Så smukke Kvinder som Jobs Døtre fandtes ingensteds på Jorden; og deres Fader gav dem Arv imellem deres Brødre: