'Dem' i Biblen

Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem.

Så taler han til dem i Vrede, forfærder dem i sin Harme:

med Jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en Pottemagers Kar!"

(5:7) tilintetgør dem, der farer med Løgn; en blodstænkt, svigefuld Mand er HERREN en Afsky.

(5:11) Døm dem, o Gud, lad dem falde for egne Rænker, bortstød dem for deres Synders Mængde, de trodser jo dig.

(5:12) Lad alle glædes, som lider på dig, evindelig frydes, skærm dem, som elsker dit Navn, lad dem juble i dig!

(7:5) har jeg voldet dem ondt, der holdt Fred med mig, uden Årsag gjort mine Fjender Men,

(9:11) og de stoler på dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, HERRE.

(9:13) Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i Hu, han glemte ikke de armes Råb:

(9:21) HERRE, slå dem med Rædsel, lad Folkene kende, at de er Mennesker! - Sela. 

retfærdige og gudløse ransager HERREN; dem, der elsker Uret, hader hans Sjæl;

(12:5) dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?"

som agter den forkastede ringe, men ærer dem, der frygter HERREN, ej bryder Ed, han svor til egen Skade,

Mange Kvaler rammer dem, som vælger en anden Gud; deres Blodofre vil jeg ikke udgyde, ej tage deres Navn i min Mund.

Vis, dig underfuldt nådig, du Frelser for dem, der tyr til din højre for Fjender!

fra Mændene, HERRE, med din Hånd, fra dødelige Mænd - lad dem få deres Del i levende Live! Fyld deres Bug med dit Forråd af Vrede, lad Børnene mættes dermed og efterlade deres Børn, hvad de levner!

(18:15) Han udslyngede Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde og skræmmede dem.

(18:38) Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,

(18:39) slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.

(18:42) De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.

(18:43) Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed dem bort som Gadeskarn.

(19:12) Din Tjener tager og Vare på dem; at holde dem lønner sig rigt.

(21:10) Du gør dem til et luende Bål, når du viser dig; HERREN sluger dem i sin Vrede. Ild fortærer dem.

(21:13) thi du slår dem på Flugt, med din Bue sigter du mod deres Ansigt.

(22:5) På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;

Alle HERRENs Stier er Miskundhed og Trofasthed for dem, der holder hans Pagt og hans Vidnesbyrd.

Fortroligt Samfund har HERREN med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin Pagt.

Løn dem for deres Idræt og onde Gerninger; løn dem for deres Hænders Værk, gengæld dem efter Fortjeneste!

Thi HERRENs Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!

Frels dit Folk og velsign din Arv, røgt dem og bær dem til evig Tid! 

(31:7) du hader dem, der bolder på Løgneguder. Men jeg, jeg stoler på HERREN,

(31:13) Som en død er jeg gået dem at Minde, jeg er som et ødelagt Kar.

(31:16) mine Tider er i din Hånd. Red mig fra Fjenders Hånd, fra dem, der forfølger mig,

(31:20) Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter dig, over mod dem, der lider på dig, for Menneskebørnenes Øjne.

(31:21) Du skjuler dem i dit Åsyns Skjul for Menneskers Stimmel; du gemmer dem i en Hytte for Tungers Kiv.

Men HERRENs Øje ser til gudfrygtige, til dem, der håber på Nåden,

for at fri deres Sjæl fra Døden og holde dem i Live i Hungerens Tid.

(34:8) HERRENs Engel slår Lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.

(34:11) Unge Løver lider Nød og sulter, men de, der søger HERREN, dem fattes intet godt.

(34:17) Mod dem, der gør ondt, er HERRENs Åsyn for at slette deres Minde af Jorden; (vers 16 og 17 har byttet plads)

(34:18) når de skriger, hører HERREN og frier dem af al deres Trængsel.

(34:19) HERREN er nær hos dem, hvis Hjerte er knust, han frelser dem, hvis Ånd er brudt.

(34:20) Den retfærdiges Lidelser er mange, men HERREN frier ham af dem alle;

HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,

tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!"

Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,

de blive som Avner for Vinden, og HERRENs Engel nedstøde dem,

deres Vej blive mørk og glat, og HERRENs Engel forfølge dem!

Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!

døm mig efter din Retfærd HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig

Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!" lad dem ikke sige: "Vi slugte ham!"

Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.

Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!"

(36:9) de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds Strøm;

(36:11) Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd over de oprigtige af Hjertet.

Græm dig ikke over Ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør Uret!

De gudløse drager Sværdet og spænder Buen for at fælde arm og fattig, for at nedslagte dem, der vandrer ret;

men Sværdet rammer dem selv i Hjertet, og Buerne brydes sønder og sammen.

HERREN hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han dem; thi hos ham har de søgt deres Tilflugt. 

(38:17) når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!"

(40:5) Salig den Mand, der sætter sin Lid til HERREN, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til Løgn.

(40:6) Mange Undere gjorde du, HERRE min Gud, og mange Tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.

(40:15) Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;

(40:16) Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!" til mig!

(40:17) Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: "HERREN er stor!"

(41:11) Men du, o HERRE, vær mig nådig og rejs mig, så jeg kan øve Gengæld imod dem.

(44:3) Folk drev du bort, men plantede hine, Folkeslag knuste du, men dem lod du brede sig;

(44:4) thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær.

(45:17) Dine Sønner træde ind i dine Fædres Sted, sæt dem til Fyrster rundt i Landet!

(49:14) Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela.

(49:15) I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig.

(53:6) Af Rædsel gribes de da, hvor ingen Rædsel var; thi Gud adsplitter din Belejres Ben; de bliver til Skamme, thi Gud forkaster dem.

Til Korherren. Til Strengespil. Maskil af David (54:2) Dengang Folkene fra Zim kom og fortalte Saul, at David skjulte sig hos dem (54:3) Frels mig o Gud, ved dit navn og skaf mig min ret ved din Vælde,

(54:7) Det onde vende sig mod mine Fjender, udryd dem i din Trofasthed!

(55:16) Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre!

(55:20) Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. - Sela. Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.

(55:24) Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig! 

(56:7) De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg har dem lige i Hælene, de står mig jo efter Livet.

(56:8) Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud!

(57:4) han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed.

(58:8) lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs.

(58:9) Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbårent Foster, der aldrig så Sol.

(58:10) Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede

Til Korherren. Al-tashket. Miktam af David. Dengang Saul sendte Folk ud for at bevogte Huset og dræbe ham (59:2) Fri mig fra mine Fjender, min Gud bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig;

(59:9) Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle Folk,

(59:12) Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem,

(59:13) giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger;

(59:14) udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! - Sela.

(60:6) Dem, der frygter dig, gav du et Banner, hvorhen de kan fly for Buen. - Sela.

(64:8) Da rammer Gud dem med en Pil af Slaget rammes de brat;

(64:9) han styrter dem for deres Tunges Skyld. Enhver, som ser dem, ryster på Hovedet;

(65:4) Vore Overtrædelser blev os for svare, du tilgiver dem.

dem, mine Læber fremførte, min Mund udtalte i Nøden.

(68:23) Herren har sagt: "Jeg henter dem hjem fra Basan, henter dem hjem fra Havets Dyb,

(69:7) Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på dig, o Herre, Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem der søger dig, Israels Gud!

(69:12) i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld.

(69:15) Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb,

(69:23) Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en Fælde;

(69:25) Din Vrede udøse du over dem din glødende Harme nå dem;

(69:27) Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du såred.