326 begivenheder in 1 oversættelse

'Han' i Biblen

som der er skrevet hos Profeten Esajas: "Se, jeg sender min Engel for dit Ansigt, han skal berede din Vej.

Johannes kom, han, som døbte i Ørkenen og prædikede Omvendelses-Dåb til Syndernes Forladelse.

Og han prædikede og sagde: "Efter mig kommer den, som er stærkere end jeg, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at bøje mig ned og løse.

Jeg har døbt eder med Vand, men han skal døbe eder med den Helligånd."

Og straks da han steg op af Vandet, så han Himlene skilles ad og Ånden ligesom en Due dale ned over ham;

Og han var i Ørkenen fyrretyve Dage, medens han fristedes af Satan, og han var blandt Dyrene; og Englene tjente ham.

Og medens han gik langs Galilæas Sø, så han Simon og Simons Broder Andreas i Færd med at kaste Garn i Søen; thi de vare Fiskere.

Og da han gik lidt videre frem, så han, Jakob, Zebedæus's Søn, og hans Broder Johannes, som også vare i Færd med at bøde deres Garn i Skibet;

og han kaldte straks på dem, og de forlode deres Fader Zebedæus i Skibet med Lejesvendene og gik efter ham.

Og de gå ind i Kapernaum. Og straks på Sabbaten gik han ind i Synagogen og lærte,

og de bleve slagne af Forundring over hans Lære; thi han lærte dem som en, der havde Myndighed, og ikke som de skriftkloge.

Og der var i deres Synagoge et Menneske med en uren Ånd, og han råbte højt

Og de bleve alle forfærdede, så at de spurgte hverandre og sagde: "Hvad er dette? en ny Lære med Myndighed; også over de urene Ånder byder han, og de lyde ham."

og han gik hen til hende, tog hende ved Hånden og rejste hende op, og Feberen forlod hende, og hun vartede dem op.

Og han helbredte mange, som lede af mange Hånde Sygdomme, og han uddrev mange onde Ånder; og han tillod ikke de onde Ånder at tale, fordi de kendte ham.

Og om Morgenen længe før Dag stod han op og gik ud og gik hen til et øde Sted, og der bad han:

Og han siger til dem: "Lader os gå andetsteds hen til de nærmeste Småbyer, for at jeg kan prædike også der; thi dertil er jeg udgået."

Og han kom og prædikede i deres Synagoger i hele Galilæa og uddrev de onde Ånder.

Og han ynkedes inderligt og udrakte Hånden og rørte ved ham og siger til ham: "Jeg vil; bliv ren!"

Og straks forlod Spedalskheden ham, og han blev renset.

Og han drev ham straks bort, idet han bød ham strengt

Men da han kom ud, begyndte han at fortælle meget og udsprede Rygtet derom, så at han ikke mere kunde gå åbenlyst ind i en By; men han var udenfor på øde Steder, og de kom til ham alle Vegne fra. 

Og da han nogle Dage derefter atter gik ind i Kapernaum, spurgtes det, at han var hjemme.

Og der samledes mange, så at der ikke mere var Plads, end ikke foran Døren; og han talte Ordet til dem.

Og da de ikke kunde komme nær til ham for Folkeskaren, toge de Taget af, hvor han var; og da de havde brudt Hul, firede de Sengen ned, hvorpå den værkbrudne lå.

Og da Jesus så deres Tro, siger han til den værkbrudne: "Søn! dine Synder ere forladte."

"Hvorfor taler denne således.? Han taler bespotteligt. Hvem kan forlade Synder uden een, nemlig Gud?"

Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt på Jorden til at forlade Synder," siger han til den værkbrudne:

Og han stod op og tog straks Sengen og gik ud for alles Øjne, så de alle bleve forfærdede og priste Gud og sagde: "Aldrig have vi set noget sådant."

Og han gik atter ud langs Søen, og hele Skaren kom til ham, og han lærte dem.

Og da han gik forbi, så han Levi, Alfæus's Søn sidde ved Toldboden, og han siger til ham: "Følg mig!" Og han stod op og fulgte ham.

Og det skete, at han sad til Bords i hans Hus, og mange Toldere og Syndere sade til Bords med Jesus, og hans Disciple; thi de vare mange. Og der fulgte også

nogle skriftkloge af Farisæerne med ham, og da de så, at han spiste med Toldere og Syndere, sagde de til hans Disciple: "Han spiser og drikker med Toldere og Syndere!"

Og da Jesus hørte det, siger han til dem: "De raske trænge ikke til Læge, men de syge. Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere."

Og det skete, at han vandrede på Sabbaten igennem en Sædemark, og hans Disciple begyndte, imedens de gik, at plukke Aks.

Og han siger til dem "Have I aldrig læst, hvad David gjorde, da han kom i Nød og blev hungrig, han selv og de, som vare med ham?

Hvorledes han gik ind i Guds Hus, da Abiathar var Ypperstepræst, og spiste Skuebrødene, som det ikke er nogen tilladt at spise uden Præsterne, og gav også dem, som vare med ham?"

Og han sagde til dem: "Sabbaten blev til for Menneskets Skyld og ikke Mennesket for Sabbatens Skyld.

Og han, gik atter ind i en Synagoge, og der var der en Mand, som havde en vissen Hånd.

Og de toge Vare på ham, om han vilde helbrede ham på Sabbaten, for at de kunde anklage ham.

Og han siger til Manden, som havde den visne Hånd!"Træd frem her i Midten!"

Og han siger til dem: "Er det tilladt at gøre godt på Sabbaten eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at slå ihjel?" Men de tav.

Og han så omkring på dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjertes Forhærdelse, og siger til Manden: "Ræk din Hånd ud!" og han rakte den ud, og hans Hånd blev sund igen.

og fra Jerusalem og fra Idumæa og Landet hinsides Jordan og fra Egnen om Tyrus og Sidon kom de til ham i stor Mængde, da de hørte, hvor store Gerninger han gjorde.

Og han sagde til sine Disciple, at en Båd skulde være til Rede til ham for Skarens Skyld, for at de ikke skulde trænge ham.

Thi han helbredte mange, så at alle, som havde Plager, styrtede ind på ham for at røre ved ham.

Og han truede dem meget, at de ikke måtte gøre ham kendt.

Og han stiger op på Bjerget og hidkalder, hvem han selv vilde; og de gik hen til ham.

Og han beskikkede tolv, til at de skulde være hos ham, og til at han kunde udsende dem til at prædike

Og han beskikkede de tolv, og han tillagde Simon Navnet Peter;

fremdeles Jakob, Zebedæus's Søn, og Johannes, Jakobs Broder, og han tillagde dem Navnet Boanerges, det er Tordensønner;

og Judas Iskariot, han, som forrådte ham.

Og han kommer hjem, og der samles atter en Skare, så at de end ikke kunne få Mad.

Og da hans nærmeste hørte det, gik de ud for at drage ham til sig thi de sagde: "Han er ude af sig selv."

Og de skriftkloge, som vare komne ned fra Jerusalem, sagde: "Han har Beelzebul, og ved de onde Ånders Fyrste uddriver han de onde Ånder:"

Og han kaldte dem til sig og sagde til dem i Lignelser: "Hvorledes kan Satan uddrive Satan?

Og dersom Satan har sat sig op imod sig selv og er kommen i Splid med sig selv, kan han ikke bestå, men det er ude med ham.

Men ingen kan gå ind i den stærkes Hus og røve hans Ejendele, uden han først binder den stærke, og da kan han plyndre hans Hus.

De sagde nemlig: "Han har en uren Ånd."

Og han svarer dem og siger: "Hvem er min Moder og mine Brødre?"

Og han så omkring på dem, som sade rundt om ham, og sagde: "Se, her er min Moder og mine Brødre!

Og han begyndte atter at lære ved søen. Og en meget stor Skare samles om ham, så at han måtte gå om Bord og sætte sig i et Skib på Søen; og hele Skaren var på Land ved Søen.

Og han lærte dem meget i Lignelser og sagde til dem i sin Undervisning:

Og det skete, idet han såede, at noget faldt ved Vejen, og Fuglene kom og åde det op.

Og han sagde: "Den som har Øren at høre med, han høre!"

Og da han blev ene, spurgte de, som vare om ham, tillige med de tolv ham om Lignelserne.

Og han sagde til dem: "Eder er Guds Riges Hemmelighed givet; men dem, som ere udenfor, meddeles alt ved Lignelser,

Og han siger til dem: "Fatte I ikke denne Lignelse? Hvorledes ville I da forstå alle de andre Lignelser?

Og han sagde til dem: "Mon Lyset kommer ind for at sættes under Skæppen eller under, Bænken? Mon ikke for at sættes på Lysestagen?

Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!"

Og han sagde til dem: "Agter på, hvad I høre! Med hvad Mål I måle, skal der tilmåles eder, og der skal gives eder end mere.

Thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har."

Og han sagde: "Med Guds Rige er det således, som når en Mand har lagt Sæden i Jorden

og sover og står op Nat og Dag, og Sæden spirer og bliver høj, han ved ej selv hvorledes.

men når Frugten er tjenlig, sender han straks Seglen ud; thi Høsten er for Hånden."

Og han sagde: "Hvormed skulle vi ligne Guds Rige, eller under hvilken Lignelse skulle vi fremstille det?

Og i mange sådanne Lignelser talte han Ordet til dem, efter som de kunde fatte det.

Men uden Lignelse talte han ikke til dem; men i Enerum udlagde han det alt sammen for sine Disciple.

Og på den Dag, da det var blevet Aften, siger han til dem: "Lader os fare over til hin Side!"

Og han var i Bagstavnen og sov på en Hovedpude, og de vække ham og sige til ham: "Mester! bryder du dig ikke om, at vi forgå?"

Og han stod op og truede Vinden og sagde til Søen: "Ti, vær stille!" og Vinden lagde sig, og det blev ganske blikstille.

Og han sagde til dem: "Hvorfor ere I så bange? Hvorfor have I ikke Tro?"

Og da han trådte ud af Skibet, kom der ham straks i Møde ud fra Gravene en Mand med en uren Ånd.

Han havde sin Bolig i Gravene, og ingen kunde længer binde ham, end ikke med Lænker.

Thi han havde ofte været bunden med Bøjer og Lænker, og Lænkerne vare sprængte af ham og Bøjerne sønderslidte, og ingen kunde tæmme ham.

Og han var altid Nat og Dag i Gravene og på Bjergene, skreg og slog sig selv med Sten.

Men da han så Jesus. Langt borte, løb han hen og kastede sig ned for ham

Thi han sagde til ham: "Far ud af Manden, du urene Ånd!"

Og han spurgte ham: "Hvad er dit Navn?" Og han siger til ham: "Legion er mit Navn; thi vi ere mange."

Og han bad ham meget om ikke at drive dem ud af Landet.

Og han tilstedte dem det. Og de urene Ånder fore ud og fore i Svinene; og Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen, omtrent to Tusinde, og de druknede i Søen

Og de begyndte at bede ham om, at han vilde gå bort fra deres Egn.

Og da han gik om Bord i Skibet, bad den, som havde været besat, ham om, at han måtte være hos ham.

Og han tilstedte ham det ikke, men siger til ham: "Gå til dit Hus, til dine egne, og forkynd dem, hvor store Ting Herren har gjort imod dig, og at han har forbarmet sig over dig."

Og han gik bort og begyndte at kundgøre i Bekapolis, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham; og alle undrede sig.

Og da Jesus igen i Skibet var faren over til hin Side, samledes der en stor Skare om ham, og han var ved Søen.

Og der kommer en af Synagogeforstanderne ved Navn Jairus, og da han ser ham, falder han ned for hans Fødder.

Og han beder ham meget og siger: "Min lille Datter er på sit yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne på hende, for at hun må frelses og leve!"

Og han gik bort med ham, og en stor Skare fulgte ham, og de trængte ham.

Og straks da Jesus mærkede på sig selv, at den Kraft var udgået fra ham, vendte han sig om i Skaren og sagde: "Hvem rørte ved mine Klæder?"

Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931