'Til' i Biblen

Hans Sønner havde for Skik at holde Gæstebud på Omgang hos hverandre, og de indbød deres tre Søstre til at spise og drikke sammen med sig.

HERREN spurgte da Satan: " Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde."

Da sagde HERREN til Satan: "Se, alt hvad han ejer, er i din Hånd; kun mod ham selv må du ikke udrække din Hånd!" Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn.

kom et Sendebud til Job og sagde: "Okserne gik for Ploven, og Aseninderne græssede i Nærheden;

Da stod Job op, sønderrev sin Kappe, skar sit Hovedhår af og kastede sig til Jorden, tilbad

HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"

Da sagde HERREN til Satan: "Se, han er i din Hånd; kun skal du skåne hans Liv!"

Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn, og han slog Job med ondartet Bylder fra Fodsål til Isse,

Og Job tog sig et Potteskår til at skrabe sig med, medens han sad i Askedyngen.

Da sagde hans Hustru til ham: "Holder du endnu fast ved din Fromhed? Forband Gud og dø!"

Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage og syv Nætter, uden at nogen af dem mælede et Ord til ham; thi de så, at hans Lidelser var såre store. 

og Job tog til Orde og sagde:

Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?

som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav

Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?

Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,

Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?

For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.

Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken

De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.

Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig?

men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.

Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,

Så tog Job til Orde og svarede:

Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde;

så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!

Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!

han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.

Så tog Job til Orde og svarede:

han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,

røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"

Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!

Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?

Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?

vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!

sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!

Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?

Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!

Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!

jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.

før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,

Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:

Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?

Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?

så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.

Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,

du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.

Så tog Job til Orde og svarede:

Til Latter for Venner er den, der råbte til Gud og fik Svar. den retfærdige er til Latter.

se til Jorden, den skal lære dig lad Havets Fisk fortælle dig det!

Rådsherrer fører han nøgne bort, og Dommere gør han til Tåber;

Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette,

mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe.

Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.

Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!

Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!

forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?

Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?

Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?

udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;

Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.

tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.

Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;

Så tog Job til Orde og svarede:

"Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!

Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare?

de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig;

Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile!

gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud,

den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.

Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;

mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;

Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;

Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

"Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale!

han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge;

Så tog Job til Orde og svarede:

Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.

Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde

til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til Svar!

Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky,

Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder må give hans Gods tilbage.

sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane,

så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;

idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt.

Så tog Job til Orde og svarede:

Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund!

de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;

skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!

Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det,