'Sin' i Biblen

De retsindiges Vej er at vige fra ondt; den vogter sit Liv, som agter på sin Vej.

Kløgt er sin Mand en Livsens Kilde, Dårskab er Dårers Tugt.

Voldsmand lokker sin Næste og fører ham en Vej, der ikke er god.

Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning.

Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attrå Fald.

Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham.

Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig.

Den, der vinder Vid, han elsker sin Sjæl, og den, der vogter på Indsigt, får Lykke.

Tåbelig Søn er sin Faders Ulykke, Kvindekiv er som ustandseligt Tagdryp.

Den vogter sin Sjæl, som vogter på Budet, men skødesløs Vandel fører til Død.

Fra HERREN er Mands Fjed, hvor kan et Menneske fatte sin Skæbne!

Godhed og Troskab vogter Kongen, han støtter sin Trone ved Retfærd.

En Mand holder al sin Færd for ret, men HERREN vejer Hjerter.

Den, der vogter sin Mund og sin Tunge, vogter sit Liv for Trængsler. -

Den gudløse optræder frækt, den retsindige overtænker sin Vej.

På den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer; vil man vogte sin Sjæl, må man holde sig fra dem.

Ser du en Mand, som er snar til sin Gerning, da skal han stedes for Konger, ikke for Folk af ringe Stand. 

men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift som en Øgle;

at ikke HERREN skal se det med Mishag og vende sin Vrede fra ham.

Som kølende Sne en Dag i Høst er pålideligt Bud for dem, der sender ham; han kvæger sin Herres Sjæl.

Som Stridsøkse, Sværd og hvassen Pil er den, der vidner falsk mod sin Næste.

er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg spøger jo kun."

Som Fugl, der må fly fra sin Rede, er Mand, der må fly fra sit Hjem:

Den, som årle højlydt velsigner sin Næste, han får det regnet for Banden.

Røgter man et Figentræ, spiser man dets Frugt; den, der vogter sin Herre, æres.

Forstandig Søn tager Vare på Loven, men Drankeres Fælle gør sin Fader Skam.

Leder man retsindige vild på onde Veje, falder man selv i sin Grav; men de lydefri arver Lykke.

At dølge sin Synd fører ikke til Held, men bekendes og slippes den, finder man Nåde.

Et Menneske, der tynges af Blodskyld, er på Flugt til sin Grav; man hjælpe ham ikke.

Den mættes med brød, som dyrker sin Jord, med Fattigdom den, der jager efter Tomhed.

Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods.

Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.

I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.

En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider.

Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam.

Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.

Der findes en Slægt, som forbander sin Fader og ikke velsigner sin Moder,

Den, som håner sin Fader og spotter sin gamle Moder, hans Øje udhakker Bækkens Ravne, Ørneunger får det til Æde.

en bortstødt Hustru, når hun bliver gift, en Trælkvinde, når hun arver sin Frue.

en sadlet Stridshest, en Buk, en Konge midt i sin Hær.

lad ham drikke og glemme sin Fattigdom, ej mer ihukomme sin Møje.

Hun er som en Købmands Skibe, sin Føde henter hun langvejs fra.

Hun bælter sin Hofte med Kraft, lægger Styrke i sine Arme.

Hun rækker sin Hånd til den arme, rækker Armene ud til den fattige.

Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted.

Thi hvad får et Menneske for al sin Flid og sit Hjertes Higen, som han gør sig Flid med under Solen?

Intet er bedre for et Menneske end at spise og drikke og give sin Sjæl gode Dage ved sin Flid. Og det skønnede jeg, at også det kommer fra Guds Hånd.

Alt har sin stund og hver en Ting under Himmelen sin Tid:

Hvad Løn for sin Flid har da den, der arbejder?

Dog også det at spise og drikke og nyde det gode under al sin Flid er for hvert Menneske en Guds Gave.

Således indså jeg, at intet er bedre for Mennesket end at glæde sig ved sin Gerning, thi det er hans Del; thi hvo kan bringe ham så vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans Død? 

Mangen står alene og har ikke nogen ved sin Side, hverken Søn eller Broder, og dog er der ingen Ende på al hans Flid og hans Øje bliver ikke mæt af Rigdom. Men, for hvis Skyld gør jeg mig Flid og nægter mig enhver Nydelse? Også det, er Tomhed og ondt Slid.

hvis den ene falder, kan den anden rejse sin Fælle op. Men ve den ensomme! Thi falder han, er der ingen til at rejse ham op.

(5:12) Der er et slemt Onde, som jeg så under Solen: Rigdom gemt hen af sin Ejermand til hans Ulykke;

(5:14) Som han udgik af sin Moders Liv, skal han atter gå bort, lige så nøgen som han kom, og ved sin Flid vinder han intet, han kan tage med sig.

(5:18) og hver Gang Gud giver et Menneske Rigdom og Gods og sætter ham i Stand til at nyde det, og tage sin Del og glæde sig under sin Flid, da er det en Guds Gave;

thi Visdom skygger, som Penge skygger, men Kundskabs Fortrin er dette, at Visdom holder sin Mand i Live.

Thi enhver Ting har sin Tid og sin Dom, men det er et tyngende Onde for Mennesket,

Som intet Menneske er Herre over Vinden, så han kan spærre den inde, er ingen Herre over Dødens Dag; Krig kan man ikke unddrage sig, og Gudløshed frier ikke sin Mand.

Thi et Menneske kender lige så lidt sin Tid som Fisk, der fanges i det slemme Garn, eller Fugle, der hildes i Snaren; ligesom disse fanges Menneskens Børn i Ulykkens Stund, når den brat falder over dem.

men der fandtes i Byen en fattig Mand, som var viis, og han frelste den ved sin Visdom. Men ingen mindedes den fattige Mand.

Den vise har sin Forstand tilhøjre, Tåben har sin til venstre,

Bider en Slange, før den besværges, har Besværgeren ingen Gavn af sin Kunst.

da man også ængstes for Bakker, og Rædsler lurer på Vejen, da Mandeltræet blomstrer; Græshoppen slappes og Kapersbærret svigter, nu Mennesket går til sin evige Bolig og Sørgetoget går gennem Gaden,

Min Nardus spreder sin Duft, mens Kongen er til Bords;

Nordenvind, vågn, Søndenvind kom, blæs gennem min Have, så dens Vellugt spredes! Min Ven komme ind i sin Have og nyde dens udsøgte Frugt! 

Gennem Gluggen rakte min Ven sin Hånd, det brusede stærkt i mit Indre.

Så lukked jeg op for min Ven, men min Ven var gået sin Vej. Jeg var ude af mig selv ved hans Ord. Jeg søgte, men fandt ham ikke, kaldte, han svared mig ikke.

Min Ven gik ned i sin Have, ti lBalsambedene, for at vogte sin Hjord i Haverne og sanke Liljer.

Men een er hun, min Due, min rene, hun, sin Moders eneste, hun, sin Moders Kælebarn. Blev hun set af Piger, fik hun Pris, af Dronninger og Medhustruer Hyldest.

Hvem er hun, der kommer fra Ørkenen, støttet til sin ven?"Under Æbletræet vækked jeg dig; der nedkom din moder med dig, der nedkom hun, som dig fødte."

En Okse kender sin Ejer, et Æsel sin Herres Krybbe; men Israel kender intet, mit Folk kan intet fatte.

I Folket undertrykker den ene den anden, hver sin Næste; Dreng sætter sig op imod Olding, Usling mod Hædersmand.

Og siger de til eder: "Søg Genfærdene og Ånderne, som hvisker og mumler!" skal et Folk ikke søge sin Gud, skal man søge de døde for de levende?

Han skal vanke om i Landet, trykket og hungrig. Og når han hungrer, skal han blive rasende og bande sin Konge og sin Gud.

Man snapper til højre og hungrer, æder om sig til venstre og mættes dog ej. Hver æder sin Næstes Kød,

Derfor, så siger Herren, Hærskarers HERRE: Frygt ikke, mit Folk, som bor i Zion, for Assyrien, når det slår dig med Kæppen og løfter sin Stok imod dig som fordum Ægypten!

Og Retfærd er Bæltet, han har om sin Lænd, Trofasthed Hofternes Bælte.

den spæde skal lege ved Øglens Hul, den afvante række sin Hånd til Giftslangens Rede.

På hin Dag skal Herren atter udrække sin Hånd for at vinde, hvad der er til Rest af hans Folk, fra Assur og fra Ægypten, fra Patros, Ætiopien og Elam, fra Sinear, Hamat og Havets Strande.

HERREN udtørrer Ægypterhavets Vig og svinger Hånden mod Floden i sin Ånds Vælde; han kløver den i syv Bække, så man kan gå over med Sko;

Hør i Bjergene Larm som af talrigt Krigsfolk, hør, hvor det buldrer af Riger, af samlede Folk! Hærskarers HERRE er ved at mønstre sin Krigshær.

Og når Moab viser sig på Offerhøjen, når det gør sig Møje og kommer til sin Helligdom for at bede, udretter det intet.

Thi HERREN går ud fra sin Bolig for at straffe Jordboernes Brøde; sit Blod bringer Jorden for Lyset og dølger ej mer sine dræbte. 

Ved at støde det bort og sende det bort trættede han med det; han jog det bort med sin voldsomme Ånde på Østenstormens Dag.

Thi som på Perazims Bjerg vil HERREN stå op, som i Gibeons Dal vil han vise sin Vrede for at gøre sin Gerning en underlig Gerning, og øve sit Værk et sælsomt Værk.

Bliver Plovmanden ved med at pløje til Sæd, med at bryde og harve sin Jord?

Og Herren sagde: Eftersom dette Folk kun holder sig nær med sin Mund og ærer mig med sine Læber, mens Hjertet er fjernt fra mig, og fordi deres Frygt for mig blev tillærte Menneskebud,

thi når han ser mine Hænders Værk i sin Midte, da skal han hellige mit Navn, holde Jakobs Hellige hellig og frygte Israels Gud;

HERREN lader høre sin Højheds Røst og viser sin Arm, der slår ned med fnysende Vrede, ædende Lue, Skybrud, skyllende Regn og Hagl.

hans Klippe viger bort af Rædsel, hans Fyrster skræmmes fra Fanen. Så lyder det fra HERREN, hvis Ild er i Zion, som har sin Ovn i Jerusalem. 

Skalkens Midler er onde, han oplægger lumske Råd for at ødelægge arme med Løgn, skønt Fattigmand godtgør sin Ret.

Vejene er øde, vejfarende borte. Han brød sin Pagt, agted Byer ringe, Mennesker regned han ikke.

Ingen Indbygger siger: "Jeg er syg!" Folket der har sin Synd forladt. 

Hør ikke på Ezekias, thi så; ledes siger Assyrerkongen: Vil I slutte Fred med mig og overgive eder til mig, så skal enhver af eder spise af sin Vin, stok og sit Figentræ og drikke af sin Brønd,

Dog vil HERREN din Gud måske høre, hvad Rabsjake har sagt, han, som er sendt af sin Herre, Assyrerkongen, for at håne den levende Gud, og måske vil han straffe ham for de Ord, som HERREN din Gud har hørt gå derfor i Forbøn for den Rest, der endnu er tilbage!"

Den, bjærgede Rest af Judas Hus slår atter Rødder forneden og bærer sin Frugt foroven;

Men da han engang tilbad i sin Gud Nisroks Hus, slog hans Sønner Adrammelek og Sar'ezer ham ihjel med deres Sværd, hvorefter de flygtede til Ararats Land: og hans Søn Asarhaddon blev Konge i hans Sted. 

En Bøn af Kong Ezekias af Juda, da han var syg og kom sig af sin Sygdom:

Se, den Herre HERREN kommer med Vælde, han hersker med sin Arm. Se, hans Løn er med ham, hans Vinding foran ham,