'Sit' i Biblen

Desuden gav han ham en Afskrift af Skrivelsen med den den i Susan udgåede Forordning om at udrydde dem, for at han skulde vise Ester den og tilkendegive hende det og pålægge hende at gå ind til Kongen og bede ham om Nåde og gå i Forbøn hos ham for sit Folk.

Alle Kongens Tjenere og Folkene i Kongeos Lande ved, at der for enhver, Mand eller Kvinde, som ukaldet går ind til Kongen i den inderste Gård, kun gælder een Lov, den, at han skal lide Døden, medmindre Kongen rækker sit gyldne Septer ud imod ham; i så Fald beholder han Livet. Men jeg har nu i tredive Dage ikke været kaldt til Kongen!

Og Kongen rejste sig i Vrede fra Gæstebudet og gik ud i Paladsets Park, men Haman blev tilbage for al bønfalde Dronning Ester om sit Liv; thi han mærkede, at det var Kongens faste Vilje at styrte ham i Ulykke.

Thi Jøden Mordokaj havde den højeste Værdighed efter Kong Ahasverus, og han stod i høj Anseelse hos Jøderne og var elsket af sine mange Landsmænd, fordi han virkede for sit Folks vel og talte til Bedste for al sin Slægt. 

Da stod Job op, sønderrev sin Kappe, skar sit Hovedhår af og kastede sig til Jorden, tilbad

Men Satan svarede HERREN: "Hud for Hud! En Mand giver alt, hvad han ejer, for sit Liv!

Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?

han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.

men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"

"Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind

Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;

Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.

Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?

han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge;

i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage;

Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.

som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?"

lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!

Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet?

Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hans Sjæl attrår.

Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske.

dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er ikke tryg på sit Liv,

han fæstner sin Trones Hjørner og breder sit Skylag derover;

Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;

Sølvet har jo sit Leje, som renses, sit sted

Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted;

Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler han sit Åsyn, hvo vil laste ham? Over Folk og Mennesker våger han dog,

fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed.

Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;

Har du nogen Sinde kaldt Morgenen frem, ladet Morgenrøden vide sit Sted,

(3:5) Jeg råber højlydt til HERREN, han svarer mig fra sit hellige Bjerg. - Sela.

(7:13) Visselig hvæsser han atter sit Sværd, han spænder sin Bue og sigter;

han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn;

Han siger i Hjertet: "Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser det aldrig."

Den, som vandrer fuldkomment og øver Ret, taler Sandhed af sit Hjerte;

(19:6) som en Brudgom går den ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved at løbe sin Bane,

(22:25) Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"

han fører mig ad rette Veje for sit Navns Skyld.

Thi han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt og løfter mig op på en Klippe.

HERREN er Værn for sit Folk, sin Salvedes Tilflugt og Frelse.

HERREN give Kraft til sit Folk, HERREN velsigne sit Folk med Fred! 

fra sit Højsæde holder han Øje med alle, som bor på Jorden;

(36:5) på sit Leje udtænker han Uret, han træder en Vej, som ikke er god; det onde afskyr han ikke.

Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans Afkom tigge sit Brød;

han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:

(52:9) "Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled på sin megen Rigdom, trodsede på sin Velstand!"

(53:7) Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når Gud vender sit Folks Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes. 

(58:5) Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre

Kom hid og se, hvad Gud har gjort i sit Virke en Rædsel for Menneskenes Børn.

Til Korherren. Til Strengespil En Salme. En Sang (67:2) Gud være os nådig og velsigne os, han lade sit Ansigt lyse over os - Sela -

De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet.

(77:10) har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela.

Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?"

lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem som Kvæg i Ørkenen,

han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,

prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod;

han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som Jorden.

(85:9) Jeg vil høre, hvad Gud HERREN taler! Visselig taler han Fred til sit Folk og til sine fromme og til dem, der vender deres Hjerte til ham;

thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod.

Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.

han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn,

han tog ham til Herre for sit Hus, til Hersker over alt sit Gods;

Han lod sit Folk blive såre frugtbart og stærkere end dets Fjender;

han vendte deres Sind til Had mod sit Folk og til Træskhed imod sine Tjenere.

Thi han kom sit hellige Ord i Hu til Abraham, sin Tjener;

han lod sit Folk drage ud med Fryd, sine udvalgte under Jubel;

Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt;

Da blev HERREN vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv;

sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven.

Han viste sit folk sine vældige gerninger, da han gav dem folkenes eje.

Han sendte sit folk udløsning, stifted sin pagt for evigt.

og sætter ham mellem Fyrster, imellem sit Folks Fyrster,

ja, han bøjed sit Øre til mig, jeg påkaldte HERRENs Navn.

Jerusalem ligger hegnet af Bjerge; og HERREN hegner sit Folk fra nu og til evig Tid :

Salig den Mand, som fylder sit Kogger med dem; han beskæmmes ej, når han taler med Fjender i Porten. 

thi Ret skaffer HERREN sit Folk og ynkes over sine Tjenere.

Som førte sit Folk i Ørkenen; thi hans Miskundhed varer evindelig!

han sender sit Bud til Jorden, hastigt løber hans Ord,

han sender sit Ord og smelter dem, de strømmer, når han rejser sit Vejr.

Han kundgør sit Ord for Jakob, sine Vedtægter og Lovbud for Israel.

Han løfter et horn for sit folk, lovprist af alle sine fromme, af Israels børn, det folk, der står ham nær. Halleluja! 

thi HERREN har Behag i sit Folk, han smykker de ydmyge med Frelse.

Om han gribes, må han syvfold bøde og afgive alt sit Huses Gods.

slagted sit Kvæg og blanded sin Vin, hun har også dækket sit Bord;

hun sidder ved sit Huses indgang, troner på Byens Høje

Kærlig Mand gør vel mod sin Sjæl, den grumme er hård ved sit eget Kød.

Den, der øder sit Hus, høster Vind, Dåre bliver Vismands Træl.

Den retfærdige føler med sit Kvæg, gudløses Hjerte er grumt.

Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder river det ned.

Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men leve skal den, der hader Gave.

Alt skabte HERREN, hvert til sit, den gudløse også for Ulykkens Dag.

De retsindiges Vej er at vige fra ondt; den vogter sit Liv, som agter på sin Vej.

Større end Helt er sindig Mand, større at styre sit Sind end at tage en Stad.

Som Løvebrøl er Rædslen, en Konge vækker, at vække hans Vrede er at vove sit Liv.

Kongen, der sidder i Dommersædet, sigter alt ondt med sit Blik.

Den, der vogter sin Mund og sin Tunge, vogter sit Liv for Trængsler. -

Den vennesæle velsignes, thi han deler sit Brød med den ringe.