'Gud' i Biblen

Der levede engang i Landet Uz en mand ved Navn Job. Det var en from og retsindig Mand, der frygtede Gud og veg fra det onde.

Når så Gæstebudsdagene havde nået Omgangen rundt, sendte Job Bud og lod Sønnerne hellige sig, og tidligt om Morgenen ofrede han Brændofre, et for hver af dem. Thi Job sagde: "Måske har mine Sønner syndet og forbandet Gud i deres Hjerte." Således gjorde Job hver Gang.

HERREN spurgte da Satan: " Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde."

Men Satan svarede HERREN: "Mon det er for intet, Job frygter Gud?

I alt dette syndede Job ikke og tillagde ikke Gud noget vrangt. 

HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"

Da sagde hans Hustru til ham: "Holder du endnu fast ved din Fromhed? Forband Gud og dø!"

Men han svarede hende: "Du taler som en Dåre! Skulde vi tage imod det gode fra Gud, men ikke imod det onde?" I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.

Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem!

Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,

en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?

"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?

Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,

Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt!

Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.

Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber

Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?

så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!

Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:

Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.

"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?

Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!

Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;

sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!

Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,

kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!

Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?

Til Latter for Venner er den, der råbte til Gud og fik Svar. den retfærdige er til Latter.

I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker Guds Vrede, den, der fører Gud i sin Hånd.

Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette,

Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?

Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?

Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.

Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?

Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.

Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,

Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig.

gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud,

at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!

Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud! 

Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.

Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?

Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,

Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug,

For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham.

Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde! 

skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!

Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det,

Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?

"Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv.

Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes Tinde, hvor højt de står!

Dog siger du: "Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky?

som sagde til Gud: "Gå fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?"

ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Åsyn til Gud.

Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige;

De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.

Hvor kan en Mand have Ret imod Gud, hvor kan en kvindefødt være ren?

"Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:

Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?

Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?

Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige:

Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted;

Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?

på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld

hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter?

også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.

blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams Slægt. På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud,

Sig nu ikke: "Vi stødte på Visdom, Gud må fælde ham, ikke et Menneske!"

Se, jeg er din Lige for Gud, også jeg er taget af Ler;

Se, der har du Uret, det er mit Svar, thi Gud er større end Mennesket.

Thi på een Måde taler Gud, ja på to, men man ænser det ikke:

Han beder til Gud, og han er ham nådig, han skuer med Jubel hans Åsyn, fortæller Mennesker om sin Frelse.

Se, alle disse Ting gør Gud to Gange, ja tre med Mennesket

Job sagde jo: "Jeg er retfærdig, min Ret har Gud sat til Side;

Thi han sagde: "Det båder ikke en Mand, at han har Venskab med Gud!"

Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt;

Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten!

Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for Gud;

Siger da en til Gud: "Fejlet har jeg, men synder ej mer,

Thi han dynger Synd på Synd, han optræder hovent iblandt os og fremfører mange Ord imod Gud!" 

"Holder du det for Ret, og kalder du det din Ret for Gud,

men siger ej: "Hvor er Gud, vor Skaber, som giver Lovsang om Natten,

til visse, Gud hører ej tomme Ord, den Almægtige ænser dem ikke,

Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.

Se, Gud forkaster det stive Sind,

Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?

Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke fides.

Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?

fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,

Hvem skaffer Ravnen Æde, når Ungerne skriger til Gud og flakker om uden Føde? 

Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.

Vil den trættekære tvistes med den Almægtige? Han, som revser Gud, han svare herpå!

Har du en Arm som Gud, kan du tordne med Brag som han?