'Med' i Biblen

Siger de: "Kom med, lad os lure på den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand!

Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Hår, som for de i Graven.

Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov.

Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!"

- min Søn, gå da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti;

Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Råd;

Til retsindige gemmer han Lykke, han er Skjold for alle med lydefri Vandel,

idet den frier dig fra Andenmands Hustru, fra fremmed Kvinde med sleske Ord,

Ær med din Velstand HERREN med Førstegrøden af al din Avl;

da fyldes dine Lader med Korn, dine Perser svømmer over af Most.

HERREN grundlagde Jorden med Visdom, grundfæsted Himlen med Indsigt;

Da vandrer du trygt din Vej, støder ikke imod med din Fod; -

Yp ikke Trætte med sagesløs Mand, når han ikke har voldet dig Men.

Hold dig fra Svig med din Mund, lad Læbernes Falskhed være dig fjern.

Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder:

En Nidding, en ussel Mand er den, som vandrer med Falskhed i Munden,

som blinker med Øjet, skraber med Foden og giver Tegn med Fingrene,

falsk Vidne, der farer med Løgn, og den, som sætter Splid mellem Brødre.

Afsindig er den, der boler med hende, kun en Selvmorder handler så;

at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.

hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;

Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred

jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;

Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!"

Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;

Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord;

Blinker man med øjet, volder man ondt, den brovtende dåre styrtes.

For Tåben er Skændselsgerning en Leg, Visdom er Leg for Mand med Indsigt.

Kommer Hovmod, kommer og Skændsel, men med ydmyge følger der Visdom.

Med sin Mund lægger vanhellig Næsten øde, retfærdige fries ved Kundskab.

En retfærdig reddes med Nød og næppe, endsige en gudløs, en, der synder. 

Den retfærdige føler med sit Kvæg, gudløses Hjerte er grumt.

Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der jager efter Tomhed.

De ondes Fæstning jævnes med Jorden, de retfærdiges Rod bolder Stand.

Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske får, som hans Hænder har øvet.

Den sanddru fremfører, hvad der er ret, det falske Vidne kommer med Svig.

Hver, som er klog, går til Værks med Kundskab, Tåben udfolder Dårskab.

Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.

Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige.

Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.

Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.

At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.

Bedre lidet med HERRENs Frygt end store Skatte med Uro.

Bedre en Ret Grønt med Kærlighed end fedet Okse og Had derhos.

Dårskab er Glæde for Mand uden Vid, Mand med Indsigt går lige frem.

Bedre er lidet med Retfærd end megen Vinding med Uret.

Hellere sagtmodig med ydmyge end dele Bytte med stolte.

Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med Trætte.

Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige.

Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig.

Særlingen søger et påskud, med vold og magt vil han strid.

Fattigmand beder og trygler, Rigmand svarer med hårde Ord.

Med mange Fæller kan Mand gå til Grunde, men Ven kan overgå Broder i Troskab. 

Bedre Fattigmand med lydefri færd end en, som går Krogveje, er han end rig.

Det falske Vidne undgår ej Straf; den slipper ikke, som farer med Løgn.

Mange bejler til Stormands Yndest, og alle er Venner med gavmild Mand.

Det falske Vidne undgår ej Straf, og den, der farer med Løgn, går under.

Hør op, min Søn, med at høre på Tugt og så fare vild fra Kundskabsord.

Råd i Mands Hjerte er dybe Vande, men Mand med Indsigt drager det op.

Kongen, der sidder i Dommersædet, sigter alt ondt med sit Blik.

Sødt smager Løgnens Brød, bagefter fyldes Munden med Grus.

Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, hav ej med en åbenmundet at gøre!

Hellere bo i en Krog på Taget end fælles Hus med frættekær Kvinde.

Den Retfærdige har Øje med den gudløses Hus, han styrter gudløse Folk i Ulykke.

Den vennesæle velsignes, thi han deler sit Brød med den ringe.

Driv Spotteren ud, så går Trætten med, og Hiv og Smæden får Ende.

HERREN elsker den rene af Hjertet; med Ynde på Læben er man Kongens Ven.

Vær ej Ven med den, der let bliver hidsig, omgås ikke vredladen Mand,

thi han sidder med karrige Tanker; han siger til dig: "Spis og drik!" men hans Hjerte er ikke med dig.

Spar ej Drengen for Tugt; når du slår ham med Riset, undgår han Døden;

du slår ham vel med Riset, men redder hans Liv fra Dødsriget.

Misund ej onde Folk, hav ikke lyst til at være med dem;

ved Kundskab fyldes kamrene med alskens kosteligt, herligt Gods.

at ikke HERREN skal se det med Mishag og vende sin Vrede fra ham.

Frygt HERREN og Kongen, min Søn, indlad dig ikke med Folk, som gør Oprør;

men dem, der dømmer med Ret, går det vel, dem kommer Lykkens Velsignelse over.

Et Kys på Læberne giver den, som kommer med ærligt Svar.

Vidn ikke falsk mod din Næste, vær ikke letsindig med dine Læber;

Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder:

Før Sagen med din Næste til Ende, men røb ej Andenmands Hemmelighed

Som Skyer og Blæst uden Regn er en Mand, der skryder med skrømtet Gavmildhed.

Hellere bo i en Krog på Taget end fælles Hus med trættekær Kvinde.

Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;

Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.

Jern skærpes med Jern, det ene Menneske skærper det andet.

0m du knuste en Dåre i Morter med Støder midt imellem Gryn, hans Dårskab veg dog ej fra ham.

Ved Voldsmands Brøde opstår Strid, den kvæles af Mand med Forstand.

Hvo Loven sviger, roser de gudløse, hvo Loven holder, er på Krigsfod med dem.

Hellere en fattig med lydefri Færd end en, som går Krogveje, er han end rig.

Den mættes med brød, som dyrker sin Jord, med Fattigdom den, der jager efter Tomhed.

Stjæle fra Forældre og nægte, at det, er Synd, er at være Fælle med hærgende Mand.

Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde.

Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.

En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig.

Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald.

Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.

en Slægt med de stolteste Øjne, hvis Blikke er fulde af Hovmod.

Firbenet, det kan man gribe med Hænder, er dog i Kongers Paladser.

Kong Lemuel af Massas Ord; som hans Moder tugtede ham med.

Hun sørger for Uld og Hør, hun bruger sine Hænder med Lyst.