'Du' i Biblen

Jeg kundgør HERRENs Tilsagn. Han sagde til mig: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag!

med Jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en Pottemagers Kar!"

(3:4) Men, HERRE, du er et Skjold for mig, min Ære og den, der løfter mit Hoved.

(3:8) Rejs dig, HERRE, frels mig, min Gud, thi alle mine Fjender slog du på Kind, du brød de gudløses Tænder!

Til Korherren. Til strengespil. Salme af David. (4:2) Svar, når jeg råber, min Retfærds Gud! I Trængsel skaffede du mig Rum. Vær nådig og hør min Bøn!

(4:8) HERRE, du skænked mit Hjerte en Glæde, større end deres, da Korn og Most flød over.

(4:9) I Fred går jeg til Hvile og slumrer straks, thi, HERRE, du lader mig bo alene i Tryghed. 

(5:4) Årle hører du, HERRE, min Røst, årle bringer jeg dig min Sag og spejder.

(5:5) Thi du er ikke en Gud, der ynder Ugudelighed, den onde kan ikke gæste dig,

(5:6) for dig skal Dårer ej træde frem, du hader hver Udådsmand,

(5:13) Thi du velsigner den retfærdige, HERRE, du dækker ham med Nåde som Skjold. 

(6:6) Thi i Døden kommes du ikke i Hu, i Dødsriget hvo vil takke dig der?

(7:7) HERRE, stå op i din Vrede, rejs dig imod mine Fjenders Fnysen, vågn op, min Gud, du sætte Retten!

(7:9) HERREN dømmer Folkeslag. Mig dømme du, HERRE, efter min Retfærd og Uskyld!

(7:10) På gudløses Ondskab gøre du Ende, støt den retfærdige, du, som prøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud.

Til Korherren. Al-ha-gittit. Salme af David. (8:2) HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord du, som bredte din Højhed ud over Himlen!

(8:3) Af spædes og diendes Mund har du rejst dig et Værn for dine Modstanderes Skyld, for at bringe til Tavshed Fjende og Hævner.

(8:4) Når jeg ser din Himmel, dine Fingres Værk, Månen og Stjernerne, som du skabte,

(8:5) hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, et Menneskebarn, at du tager dig af ham?

(8:6) Du gjorde ham lidet ringere end Gud. med Ære og Herlighed kroned du ham;

(8:7) du satte ham over dine Hænders Værk, alt lagde du under hans Fødder,

(9:3) glæde og fryde mig i dig, lovsynge dit Navn, du Højeste,

(9:5) Thi du hævded min Ret og min Sag, du sad på Tronen som Retfærds Dommer.

(9:6) Du trued ad Folkene, rydded de gudløse ud, deres Navn har du slettet for evigt.

(9:7) Fjenden er borte, lagt øde for stedse, du omstyrted Byer, de mindes ej mer.

(9:11) og de stoler på dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, HERRE.

(9:14) "HERRE, vær nådig, se, hvad jeg lider af Avindsmænd, du, som løfter mig op fra Dødens Porte,

Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider?

Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke!

Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke?

Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager def i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.

du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til

(12:8) HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt.

Til Korherren.Salme af David. (13:2) Hvor længe vil du evigt glemme mig, Herre, hvor længe skjule dit Åsyn for mig?

Jeg siger til HERREN: "Du er min Herre; jeg har ikke andet Gode end dig.

HERREN er min tilmålte Del og mit Bæger. Du holder min Arvelod i Hævd.

Thi Dødsriget giver du ikke min Sjæl, lader ikke din hellige skue Graven.

Du lærer mig Livets Vej; man mættes af Glæde for dit Åsyn, Livsalighed er i din højre for evigt. 

Prøv mit Hjerte, se efter om Natten, ransag mig, du finder ej Svig hos mig.

Jeg råber til dig, thi du svarer mig, Gud, bøj Øret til mig, hør på mit Ord!

Vis, dig underfuldt nådig, du Frelser for dem, der tyr til din højre for Fjender!

(18:26) Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,

(18:27) du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.

(18:28) De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!

(18:29) Ja, min Lampe lader du lyse, HERRE, min Gud opklarer mit Mørke.

(18:36) Du gav mig din Frelses Skjold, din højre støttede mig, din Nedladelse gjorde mig stor;

(18:37) du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.

(18:40) Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;

(18:41) du slog mine Fjender på Flugt, mine Avindsmænd rydded jeg af Vejen.

(18:44) Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;

(18:49) og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.

(18:51) du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed, David og hans Æt evindelig. 

(21:3) Hvad hans Hjerte ønskede, gav du ham, du afslog ikke hans Læbers Bøn. - Sela.

(21:4) Du kom ham i Møde med rig Velsignelse, satte en Krone af Guld på hans Hoved.

(21:5) Han bad dig om Liv, og du gav ham det, en Række af Dage uden Ende.

(21:6) Stor er hans Glans ved din Frelse, Højhed og Hæder lægger du på ham.

(21:7) Ja, evig Velsignelse gav du ham, med Fryd for dit Åsyn glæded du ham.

(21:10) Du gør dem til et luende Bål, når du viser dig; HERREN sluger dem i sin Vrede. Ild fortærer dem.

(21:11) Du rydder bort deres Frugt af Jorden, deres Sæd blandt Menneskens Børn.

(21:13) thi du slår dem på Flugt, med din Bue sigter du mod deres Ansigt.

Til Korherren. Al-ajjelet-ha-shahar. Salme af David (22:2) Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.

(22:3) Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.

(22:4) Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.

(22:5) På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;

(22:10) Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;

(22:11) på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.

(22:16) min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.

(22:20) Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!

(22:22) Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.

Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din Kæp og din Stav er min Trøst.

I mine Fjenders Påsyn dækker du Bord for mig, du salver mit Hoved med Olie, mit Bæger flyder over.

Led mig på din Sandheds Vej og lær mig, thi du er min Frelses Gud; jeg bier bestandig på dig.

Mine Ungdomssynder og Overtrædelser komme du ikke i Hu, men efter din Miskundhed kom mig i Hu, for din Godheds Skyld, o HERRE!

For dit Navns Skyld, HERRE, tilgive du min Brøde, thi den er stor.

Jeg mindes, du sagde: "Søg mit Åsyn!" Dit Åsyn søger jeg, HERRE;

skjul ikke dit Åsyn for mig! Bortstød ikke din Tjener i Vrede, du er min Hjælp, opgiv og slip mig ikke, min Frelses Gud!

Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven.

Salm af David. En sang ved Tempelindvielsen (30:2) HERRE, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine Fjender glæde sig over mig;

(30:3) HERRE min Gud, jeg råbte til dig, og du helbredte mig.

(30:4) Fra Dødsriget, HERRE, drog du min Sjæl, kaldte mig til Live af Gravens Dyb.

(30:8) HERRE, i Nåde havde du fæstnet mit Bjerg; du skjulte dit Åsyn, jeg blev forfærdet.

(30:10) "Hvad Vinding har du af mit Blod, af at jeg synker i Graven? Kan Støv mon takke dig, råbe din Trofasthed ud?

(30:12) Du vendte min Sorg til Dans, løste min Sørgedragt, hylled mig i Glæde,

(31:3) du bøje dit Øre til mig; red mig i Hast og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse;

(31:4) thi du er min Klippe og Borg. For dit Navns Skyld lede og føre du mig,

(31:5) fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er min Tilflugt,

(31:6) i din Hånd befaler jeg min Ånd. Du forløser mig, HERRE, du tro faste Gud,

(31:7) du hader dem, der bolder på Løgneguder. Men jeg, jeg stoler på HERREN,

(31:8) jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed; thi du har set min Nød, agtet på min Sjælekvide.

(31:9) Du gav mig ikke i Fjendens Hånd, men skaffede Rum for min Fod.

(31:15) Men, HERRE, jeg stoler på dig; jeg siger: Du er min Gud,

(31:20) Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter dig, over mod dem, der lider på dig, for Menneskebørnenes Øjne.

(31:21) Du skjuler dem i dit Åsyns Skjul for Menneskers Stimmel; du gemmer dem i en Hytte for Tungers Kiv.

(31:23) Og jeg, som sagde i min Angst: "Jeg er bortstødt fra dine Øjne!" Visselig, du hørte min tryglende Røst, da jeg råbte til dig.

Min Synd bekendte jeg for dig, dulgte ikke min Skyld; jeg sagde: "Mine Overtrædelser vil jeg bekende for HERREN!" Da tilgav du mig min Syndeskyld. - Sela.

Derfor bede hver from til dig, den Stund du findes. Kommer da store Vandskyl, ham skal de ikke nå.

Du er mit Skjul, du frier mig af Trængsel, med Frelsesjubel omgiver du mig. - Sela.

Jeg vil lære dig og vise dig, hvor du skal gå, jeg vil råde dig ved at fæste mit Øje på dig.

alle mine Ledemod sige: "HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!"

Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.