'Du' i Biblen

HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede HERREN: "Jeg har gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."

HERREN spurgte da Satan: " Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde."

Har du ikke omgærdet ham og hans Hus og alt, hvad han ejer, på alle Kanter? Hans Hænders Idræt har du velsignet, og hans Hjorde breder sig i Landet.

Da sagde HERREN til Satan: "Se, alt hvad han ejer, er i din Hånd; kun mod ham selv må du ikke udrække din Hånd!" Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn.

HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede HERREN: "Jeg bar gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."

HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"

Da sagde HERREN til Satan: "Se, han er i din Hånd; kun skal du skåne hans Liv!"

Da sagde hans Hustru til ham: "Holder du endnu fast ved din Fromhed? Forband Gud og dø!"

Men han svarede hende: "Du taler som en Dåre! Skulde vi tage imod det gode fra Gud, men ikke imod det onde?" I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.

Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,

dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.

Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig?

du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer;

du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde dyr;

du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr;

du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes;

du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer;

Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde.

Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det! 

Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere! 

"Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?

så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!

Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;

røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"

må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.

Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;

sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!

Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,

siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,

endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!

Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!

Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!

Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,

Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd

og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.

Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;

nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!

Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;

Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?

Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"

kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!

Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?

Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du?

Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,

ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,

ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;

Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,

du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.

Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig:

Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!

Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!

Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende?

Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå,

at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,

Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!

Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.

For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.

Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.

Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?

Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?

Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?

Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.

Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds;

at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig.

Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;

Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;

Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?

Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden,

Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne,

Du lod Enker gå tomhændet bort, knuste de faderløses Arme.

Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand går over dig!

Dog siger du: "Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky?

Vil du følge Fortidens Sti, som Urettens Mænd betrådte,

Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fra dit Telt,

kaster du Guldet på Jorden, Ofirguldet blandt Bækkenes Sten,

ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Åsyn til Gud.

Beder du til ham, hører han dig, indfri kan du, hvad du har lovet;

hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner på dine Veje;

"Hvor har du dog hjulpet ham, den afmægtige, støttet den kraftløse Arm!

Hvor har du dog rådet ham, den uvise, kundgjort en Fylde af Visdom!

Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;

grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.

Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;

thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.

Svar mig, i Fald du kan, rust dig imod mig, mød frem!

Dog, det har du sagt i mit Påhør, jeg hørte så lydende Ord:

Se, der har du Uret, det er mit Svar, thi Gud er større end Mennesket.