'Til' i Biblen

Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham;

thi jeg går til i Mørket, mit Åsyn dækkes af Mulm. 

Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.

De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel på Ly til Klippen.

Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej på hans Stier:

Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke på Vejen til Vingården.

Og hvis ikke - hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet? 

Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

Så tog Job til Orde og svarede:

med Vælde bragte han Havet til Ro og knuste Rahab med Kløgt;

"Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:

Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.

Jern hentes op af Jorden, og Sten smeltes om til Kobber.

thi han skuer til Jordens Ender, alt under Himmelen ser han.

Men til Mennesket sagde han: "Se, HERRENs Frygt, det er Visdom, at sky det onde er Indsigt." 

da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.

Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;

min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;

Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.

Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig

min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;

Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;

thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.

min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd! 

Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig

ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!

Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,

og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden;

Men hør nu Job, på min Tale og lyt til alle mine Ord!

Han beder til Gud, og han er ham nådig, han skuer med Jubel hans Åsyn, fortæller Mennesker om sin Frelse.

Lyt til og hør mig, Job, ti stille, så jeg kan tale!

Og Elihu tog til Orde og sagde:

Job sagde jo: "Jeg er retfærdig, min Ret har Gud sat til Side;

min Ret til Trods skal jeg være en Løgner? Skønt brødefri er jeg såret til Døden!"

Er der mon Mage til Job? Han drikker Spot som Vand,

Drog han sin Ånd tilbage og tog sin Ånde til sig igen,

da udånded Kødet til Hobe, og atter blev Mennesket Støv!

Har du Forstand, så hør derpå, lån Øre til mine Ord!

Han, som kan sige til Kongen: "Din Usling!" og "Nidding, som du er!" til Stormænd,

som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej heller foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk.

Brat må de dø, endda midt om Natten; de store slår han til, og borte er de, de vældige fjernes uden Menneskehånd.

Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for Gud;

så de voldte, at ringe råbte til ham, og han måtte høre de armes Skrig.

Siger da en til Gud: "Fejlet har jeg, men synder ej mer,

Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd, der hører mig:

Og Elihu tog til Orde og sagde:

Løft dit Blik imod Himlen og se, læg Mærke til Skyerne, hvor højt de, er over dig!

til visse, Gud hører ej tomme Ord, den Almægtige ænser dem ikke,

Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.

Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.

Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!

var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide.

Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!

Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!

Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;

Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!"

mens Morgenstjernerne jubled til Hobe, og alle Gudssønner råbte af Glæde?

dengang jeg gav det Skyen til Klædning og Tågemulm til Svøb,

så den dannedes til som Ler under Segl, fik Farve, som var den en Klædning?

Hvor er Vejen til Lysets Bolig, og hvor har Mørket mon hjemme,

så du kunde hente det til dets Rige og bringe det hen på Vej til dets Bolig?

den, jeg gemmer til Trængselens Tid, til Kampens og Krigens Dag?

Kan du løfte Røsten til Sky, så Vandskyl adlyder dig?

Jager du Rov til Løvinden, stiller du Ungløvers hunger,

Hvem skaffer Ravnen Æde, når Ungerne skriger til Gud og flakker om uden Føde? 

Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.

som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?

siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,

Mon du vil gøre min Ret til intet, dømme mig, for af du selv kan få Ret?

skjul dem i Støvet til Hobe og lænk deres Åsyn i Skjulet!

Den er Guds ypperste Skabning, skabt til at herske over de andre;

thi Foder til den bærer Bjergene, hvor Markens Vildt har Legeplads.

(40:28) Mon den vil indgå en Pagt med dig, så du får den til Træl for evigt?

(41:1) Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved Synet lå du der.

(41:2) Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den?

(41:15) Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke;

(41:25) Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte.

"Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Indsigt?" Derfor: jeg talte uden Forstand om noget, som var mig for underfuldt, og som jeg ej kendte til.

Men efter at HERREN havde talet disse Ord til Job, sagde han til Temaniten Elifaz: "Min Vrede er blusset op mod dig og dine to Venner, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job!

Tag eder derfor syv Tyre og syv Vædre og gå til min Tjener Job og bring et Brændoffer for eder. Og min Tjener Job skal gå i Forbøn for eder, thi ham vil jeg bønhøre, så jeg ikke gør en Ulykke på eder, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job!"

men har Lyst til HERRENs Lov, og som grunder på hans Lov både Dag og Nat.

Han er som et Træ, der, plantet ved Bække, bærer sin Frugt til rette Tid, og Bladene visner ikke: Alt, hvad han gør, får han Lykke til.

Jordens Konger rejser sig, Fyrster samles til Råd mod HERREN og mod hans Salvede:

Så taler han til dem i Vrede, forfærder dem i sin Harme:

Jeg kundgør HERRENs Tilsagn. Han sagde til mig: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag!

Bed mig, og jeg giver dig Hedningefolk til Arv og den vide Jord i Eje;

(3:5) Jeg råber højlydt til HERREN, han svarer mig fra sit hellige Bjerg. - Sela.

Til Korherren. Til strengespil. Salme af David. (4:2) Svar, når jeg råber, min Retfærds Gud! I Trængsel skaffede du mig Rum. Vær nådig og hør min Bøn!

(4:9) I Fred går jeg til Hvile og slumrer straks, thi, HERRE, du lader mig bo alene i Tryghed. 

Til Korherren. Til fløjtespil Salme af David. (5:2) HERRE, lytt til mit Ord og agt på mit suk,

(5:3) lån Øre til mit Nødråb, min Konge og Gud, thi jeg beder til dig!

Til Korherren. Til strengespil. Al-ha-sheminit. Salme af David. (6:2) HERRE, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme,

Shiggajon af David. Han sang den til Herren på grund af benjaminitten Kush. (7:2) HERRE min Gud, jeg lider på dig, frels mig og fri mig fra hver min Forfølger,

(7:6) så forfølge og indhente Fjenden min Sjæl, han træde mit Liv til Jorden og kaste min Ære i Støvet. - Sela.

(7:14) men mod sig selv har han rettet de dræbende Våben, gjort sine Pile til brændende Pile.

Til Korherren. Al-ha-gittit. Salme af David. (8:2) HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord du, som bredte din Højhed ud over Himlen!

(8:3) Af spædes og diendes Mund har du rejst dig et Værn for dine Modstanderes Skyld, for at bringe til Tavshed Fjende og Hævner.

(8:8) Småkvæg og Okser til Hobe, ja, Markens vilde Dyr,

Til Korherren. Al-mut-labben. Salme af David. (9:2) Jeg vil takke HERREN af hele mit Hjerte, kundgøre alle dine Undere,

(9:8) Men HERREN troner evindelig, han rejste sin Trone til Dom,