'Til' i Biblen

Mærk dig, min Søn, mine Ord, bøj Øret til, hvad jeg siger;

bøj hverken til højre eller venstre, lad Foden vige fra ondt! 

Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,

men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;

hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed;

så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen,

så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!

han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab. 

Gå hen til Myren, du lade, se dens Færd og bliv viis.

et Hjerte, der udtænker onde Råd, Fødder, der haster og iler til ondt,

på din Vandring lede den dig, på dit Leje vogte den dig, den tale dig til, når du vågner;

Så er det at gå ind til sin Næstes Hustru; ingen, der rører hende, slipper for Straf.

sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde,

han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus

kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!

tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,

til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.

Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!

Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier;

Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre. 

Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn.

HERRENs Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund.

jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til;

Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid:

giv til den vise, så bliver han visere, lær den retfærdige, så øges hans Viden.

Er du viis, er det til Gavn for dig selv; spotter du, bærer du ene Følgen!

Dårskaben, hun slår sig løs og lokker og kender ikke til Skam;

Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid:

På den kloges Læber fnder man Visdom, Stok er til Ryg på Mand uden Vid.

Den retfærdiges Vinding tjener til Liv, den gudløses Indtægt til Synd.

HERRENs Velsignelse, den gør rig, Slid og Slæb lægger intet til.

HERRENs Frygt lægger dage til, gudløses År kortes af.

Uden Styre står et Folk for Fald, vel står det til, hvor mange giver Råd.

Retfærdiges Ønske bliver kun til Lykke, gudløse har kun Vrede i Vente.

For sin Klogskab prises en Mand, til Spot bliver den, hvis Vid er vrangt.

De flittiges Hånd skal råde, den lade tvinges til Hoveriarbejde.

Hjertesorg bøjer til Jorden, et venligt Ord gør glad.

På Retfærds Sti er der Liv, til Døden fører den onde Vej. 

Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold står troløses Hu.

Hver, som er klog, går til Værks med Kundskab, Tåben udfolder Dårskab.

Den gode efterlader Børnebrn Arv, til retfærdige gemmes Synderens Gods.

Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er tom. 

I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt.

Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.

Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.

Spotteren ynder ikke at revses, til Vismænd går han ikke.

Viis Søn glæder sin Fader, Tåbe til Menneske foragter sin Moder.

Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil gerne dvæle iblandt de vise.

Hvo Tugt forsmår, lader hånt om sin Sjæl, men Vid fanger den, der lytter til Revselse.

HERRENs Frygt er Tugt til Visdom, Ydmyghed først og siden Ære. 

Alt skabte HERREN, hvert til sit, den gudløse også for Ulykkens Dag.

Når HERREN har Behag i et Menneskes Veje, gør han endog hans Fjender til Venner.

Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er HERREN.

Den onde hører på onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger.

Hvad hjælper Penge i Tåbens Hånd til at købe ham Visdom, når Viddet mangler?

Ven viser Kærlighed når som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød.

Tåbens Læber fører til Trætte, hans Mund råber højt efter Hug,

Den, der er efterladen i Gerning, er også Broder til Ødeland.

Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til Dårskab og Skændsel.

Gaver åbner et Menneske Vej og fører ham hen til de store.

Den, der taler først i en Trætte har Ret, til den anden kommer og går ham efter.

Med mange Fæller kan Mand gå til Grunde, men Ven kan overgå Broder i Troskab. 

Mange bejler til Stormands Yndest, og alle er Venner med gavmild Mand.

Den vogter sin Sjæl, som vogter på Budet, men skødesløs Vandel fører til Død.

Hør på Råd og tag ved Lære, så du til sidst bliver viis.

HERRENs Frygt er Vej til Liv, man hviler mæt og frygter ej ondt.

Den lade rækker til Fadet, men fører ej Hånden til Munden.

Slag er rede til Spottere, Hug til Tåbers Ryg. 

Først haster man efter en Arv, men til sidst velsignes den ikke.

Den gudløses Sjæl har Lyst til ondt, hans Øjne ynker ikke hans Næste.

Lyst til Morskab fører i Trang, Lyst til Olie og Vin gør ej rig.

Hest holdes rede til Stridens Dag, men Sejren er HERRENs Sag. 

Væn Drengen til den Vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.

Dårskab er knyttet til Ynglingens Hjerte, Tugtens Ris skal tjerne den fra ham.

Vold mod den ringe øger hans Eje, Gave til Rigmand gør ham kun fattig. -

Bøj Øret og hør de vises Ord, vend Hjertet til og kend deres Liflighed!

For at din Lid skal stå til HERREN, lærer jeg dig i Dag.

Alt i Går optegned jeg til dig, alt i Forgårs Råd og Kundskab

Hør ikke til dem, der giver Håndslag, dem, som borger for Gæld!

Ser du en Mand, som er snar til sin Gerning, da skal han stedes for Konger, ikke for Folk af ringe Stand. 

Når du sidder til bords hos en Stormand, mærk dig da nøje, hvem du har for dig,

thi han sidder med karrige Tanker; han siger til dig: "Spis og drik!" men hans Hjerte er ikke med dig.

Vend dit Hjerte til Tugt, dit Øre til Kundskabs Ord.

en Fremtid har du visselig da, dit Håb bliver ikke til intet.

Hør ikke til dem, der svælger i Vin, eller dem, der frådser i Kød;

Se ikke til Vinen, hvor rød den er, hvorledes den perler i Bægeret; den glider så glat,

men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift som en Øgle;

"De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig Hug, jeg mærked det ikke; når engang jeg vågner igen, så søger jeg atter til Vinen!" 

Misund ej onde Folk, hav ikke lyst til at være med dem;

Thi Krig skal du føre efter modent Overlæg, vel står det til, hvor mange giver Råd.

Frels dem, der slæbes til Døden, red dem, der vakler hen for at dræbes.

vid, at så er og Visdom for Sjælen! Når du finder den, har du en Fremtid, dit Håb bliver ikke til intet.

skrid ikke til Trætte straks; thi hvad vil du siden gøre, når din Næste gør dig til Skamme?

Før Sagen med din Næste til Ende, men røb ej Andenmands Hemmelighed

Finder du Honning, så spis til Behov, at du ikke bliver mæt og igen spyr den ud.

Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til for en Tåbe.

Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der gentager Dårskab.

Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Hånden til Munden.

Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.

Sten er tung, og Sand vejer til, men tung fremfor begge er Dårers Galde.