'Mit' i Biblen

"Jeg har dog indsat min Konge på Zion, mit hellige Bjerg!"

(3:4) Men, HERRE, du er et Skjold for mig, min Ære og den, der løfter mit Hoved.

(4:8) HERRE, du skænked mit Hjerte en Glæde, større end deres, da Korn og Most flød over.

Til Korherren. Til fløjtespil Salme af David. (5:2) HERRE, lytt til mit Ord og agt på mit suk,

(5:3) lån Øre til mit Nødråb, min Konge og Gud, thi jeg beder til dig!

(5:9) Så led mig for mine Fjenders Skyld i din Retfærd, HERRE, jævn din Vej for mit Ansigt!

(6:7) Jeg er så træt af at sukke; jeg væder hver Nat mit Leje, bader med Tårer min Seng;

(6:8) mit Øje hentæres af Sorg, sløves for alle mine Fjenders Skyld.

(7:6) så forfølge og indhente Fjenden min Sjæl, han træde mit Liv til Jorden og kaste min Ære i Støvet. - Sela.

(7:11) Mit Skjold er hos Gud, han frelser de oprigtige af Hjertet;

Til Korherren. Al-mut-labben. Salme af David. (9:2) Jeg vil takke HERREN af hele mit Hjerte, kundgøre alle dine Undere,

(13:6) Dog stoler jeg fast på din Miskundhed, lad mit Hjerte juble over din Frelse!

Er alle de Udådsmænd da uden Forstand, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder HERREN?

HERREN er min tilmålte Del og mit Bæger. Du holder min Arvelod i Hævd.

Derfor glædes mit Hjerte, min Ære jubler, endogså mit Kød skal bo i Tryghed.

Prøv mit Hjerte, se efter om Natten, ransag mig, du finder ej Svig hos mig.

Jeg råber til dig, thi du svarer mig, Gud, bøj Øret til mig, hør på mit Ord!

(18:3) HERRE, min Klippe, min Borg. min Befrier, min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn!

(18:7) i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!

(18:29) Ja, min Lampe lader du lyse, HERRE, min Gud opklarer mit Mørke.

(19:15) Lad min Munds Ord være dig til Behag, lad mit Hjertes Tanker nå frem for dit Åsyn, HERRE, min Klippe og min Genløser! 

Til Korherren. Al-ajjelet-ha-shahar. Salme af David (22:2) Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.

(22:15) Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;

I mine Fjenders Påsyn dækker du Bord for mig, du salver mit Hoved med Olie, mit Bæger flyder over.

Mit Øje er stadig vendt imod HERREN, thi han frier mine Fødder af Snaren.

Let mit Hjertes Trængsler og før mig ud af min Nød.

Ransag mig, HERRE, og prøv mig, gransk mine Nyrer og mit Hjerte;

Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd,

HERREN er mit Lys og min Frelse, hvem skal jeg frygte? HERREN er Værn for mit Liv, for hvem skal jeg ræddes?

Når onde kommer imod mig for at æde mit Kød, så snubler og falder de, Uvenner og Fjender!

Om en Hær end lejrer sig mod mig, er mit Hjerte uden Frygt; om Krig bryder løs imod mig, dog er jeg tryg.

Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender omkring mig. I hans Telt vil jeg ofre Jubelofre, med Sang og med Spil vil jeg prise HERREN.

HERRE, hør mit Råb, vær nådig og svar mig!

Jeg mindes, du sagde: "Søg mit Åsyn!" Dit Åsyn søger jeg, HERRE;

min Styrke, mit Skjold er HERREN, mit Hjerte stoler på ham. Jeg fik Hjælp, mit Hjerte jubler, jeg takker ham med min Sang.

(30:8) HERRE, i Nåde havde du fæstnet mit Bjerg; du skjulte dit Åsyn, jeg blev forfærdet.

(30:10) "Hvad Vinding har du af mit Blod, af at jeg synker i Graven? Kan Støv mon takke dig, råbe din Trofasthed ud?

(31:10) Vær mig nådig, HERRE, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit Øje, min Sjæl og mit Indre.

(31:11) Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine År i Suk, min Kraft er brudt for min Brødes Skyld, mine Ben hentæres.

(31:14) Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, når de holder Råd imod mig, pønser på at tage mit Liv.

Du er mit Skjul, du frier mig af Trængsel, med Frelsesjubel omgiver du mig. - Sela.

Jeg vil lære dig og vise dig, hvor du skal gå, jeg vil råde dig ved at fæste mit Øje på dig.

(38:5) thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.

(38:10) HERRE, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig;

(38:11) mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.

(38:16) Thi til dig står mit Håb, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,

(39:4) mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

(39:5) Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

(39:6) Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela.

(39:8) Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.

(39:13) Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.

Til Korherren. Salme af David (40:2) Jeg biede troligt på Herren, han bøjede sig til mig, og hørte mit Skrig.

(40:9) at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit Indre."

(40:11) Din Retfærd dulgte jeg ej i mit Hjerte, din Trofasthed og Frelse talte jeg Om, din Nåde og Sandhed fornægted jeg ej i en stor Forsamling.

(40:12) Du, HERRE, vil ikke lukke dit Hjerte for mig, din Nåde og Sandhed skal altid være mit Værn.

(41:10) Endog min Ven, som jeg stolede på, som spiste mit Brød, har løftet Hælen imod mig.

(42:4) Min Gråd er blevet mit Brød både Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: "Hvor er din Gud?"

(42:6) Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!

(42:9) Sin Miskundhed sender HERREN om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud.

(42:12) Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud! 

Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud! 

(44:7) thi ej på min Bue stoler jeg, mit Sværd kan ikke give mig Sejr;

(44:16) Min Skændsel er mig altid i Tanke, og Skam bedækker mit Åsyn

Til Korherren. Al-shoshannim. Maskil af Kora-Sønnerne. En Bryllupssang (45:2) Mit Hjerte svulmer af liflige Ord, jeg kvæder mit Kvad til Kongens Pris, som Hurtigskriverens Pen er min Tunge.

(49:4) Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt;

(49:5) jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg.

Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!

Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!

(51:12) skab mig, o Gud, et rent Hjerte, giv en ny, en stadig Ånd i mit Indre;

(53:5) Er de Udådsmænd da uden Forstand de, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder Gud?

(54:5) Thi frække står op imod mig, Voldsmænd vil tage mit Liv; Gud har de ikke for Øje. - Sela.

(54:9) thi det frier mig ud af al Nød; mit Øje skuer med Fryd mine Fjender! 

(55:5) Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig.

(57:8) Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig,

(59:10) dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn;

(59:12) Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem,

(59:18) Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min nådige Gud. 

(60:9) mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav,

Til Korherren. Til Strengespil. Af David (61:2) Hør, o Gud, på mit råb og lyt til min bøn!

(61:3) Fra Jordens Ende råber jeg til dig. Når mit Hjerte vansmægter, løft mig da op på en Klippe,

(62:3) ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes meget.

(62:6) Vær stille hos Gud alene, min Sjæl, thi fra ham kommer mit Håb;

(62:7) ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes.

Salme af David. Dengang han var i Judas ørken (63:2) Gud, du er min Gud, dig søger jeg, efter dig tørster min Sjæl, efter dig længes mit Kød i et tørt, vansmægtende,vandløst Land

(63:5) Da vil jeg love dig hele mit Liv, opløfte Hænderne i dit Navn,

(63:7) når jeg kommer dig i Hu på mit Leje, i Nattevagterne tænker på dig;

Til Korherren. Salme af David (64:2) Hør, o Gud, min røst, når jeg klager, skærm mit Liv mod den rædsomme Fjende;

Havde jeg tænkt på ondt i mit Hjerte, da havde Herren ej hørt;

(69:4) træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie på min Gud;

(69:5) flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte!

(69:8) Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel;

(69:21) Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på Medynk, på Trøstere uden at finde;

thi du er mit Håb, o Herre! Fra min Ungdom var HERREN min Tillid;

Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.

Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,

Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,

Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt.

Lyt, mit folk til min lære, bøj eders øre til ord fra min Mund;

(81:9) Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig!

(81:12) Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke.