'Af' i Biblen

Når så Gæstebudsdagene havde nået Omgangen rundt, sendte Job Bud og lod Sønnerne hellige sig, og tidligt om Morgenen ofrede han Brændofre, et for hver af dem. Thi Job sagde: "Måske har mine Sønner syndet og forbandet Gud i deres Hjerte." Således gjorde Job hver Gang.

Da stod Job op, sønderrev sin Kappe, skar sit Hovedhår af og kastede sig til Jorden, tilbad

og sagde: Nøgen kom jeg af Moders Skød, og nøgen vender jeg did tilbage.

Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage og syv Nætter, uden at nogen af dem mælede et Ord til ham; thi de så, at hans Lidelser var såre store. 

Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.

endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!

Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig?

Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden,

Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd,

Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.

så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.

de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,

Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde;

Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!

red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"

Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:

Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!

Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!

Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?

ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;

gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.

endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!

Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;

kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!

han drager det skjulte frem af Mørket og bringer Mulmet for Lyset,

Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.

Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl, 

Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,

så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.

Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.

han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.

han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.

"Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!

mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke,

mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;

retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,

de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af Rædsel.

han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,

Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?

med Griffel af Jern, med Bly indristet i Hlippen for evigt!

Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet.

Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug,

han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde;

han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods.

Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke;

Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen;

en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde; over ham falder Rædsler,

Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund!

Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven:

hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;

de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!

Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel er ret?

Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne,

Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand går over dig!

For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem.

tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord på Sinde!

Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld går jeg frem af hans Prøve.

Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget for.

thi jeg går til i Mørket, mit Åsyn dækkes af Mulm. 

de trænger de fattige af Vejen. Landets arme må alle skjule sig.

De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel på Ly til Klippen.

I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.

Hans Storhed er stakket, så er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.

Hvor har du dog rådet ham, den uvise, kundgjort en Fylde af Visdom!

Hvem hjalp dig med at få Ordene frem, hvis Ånd mon der talte af dig?

Skyggerne skælver af Angst, de, som bor under Vandene;

Himlens Støtter vakler, de gribes af Angst ved hans Trusel;

Se, det er kun Omridset af hans Vej, hvad hører vi andet end Hvisken? Hans Vældes Torden, hvo fatter vel den? 

Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.

løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.

Jern hentes op af Jorden, og Sten smeltes om til Kobber.

Af Jorden fremvokser Brød, imedens dens Indre omvæltes som af Ild;

den trædes ikke af stolte Vilddyr, Løven skrider ej frem ad den.

Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.

tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark

De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.

en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.

de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.

Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.

Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.

Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;

er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,

visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam.

så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!

Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld

Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord"

af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed!

blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams Slægt. På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud,

og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden;

jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar på hans Ord.

Thi jeg er fuld af Ord, Ånden i mit Bryst trænger på;

mine Ord er talt af oprigtigt Hjerte, mine Læber fører lutret Tale.

Se, jeg er din Lige for Gud, også jeg er taget af Ler;

for at få Mennessket bort fra Uret og udrydde Hovmod af Manden,

da svulmer hans Legem af Friskhed, han oplever atter sin Ungdom.