'For' i Biblen

Hans Sønner havde for Skik at holde Gæstebud på Omgang hos hverandre, og de indbød deres tre Søstre til at spise og drikke sammen med sig.

Når så Gæstebudsdagene havde nået Omgangen rundt, sendte Job Bud og lod Sønnerne hellige sig, og tidligt om Morgenen ofrede han Brændofre, et for hver af dem. Thi Job sagde: "Måske har mine Sønner syndet og forbandet Gud i deres Hjerte." Således gjorde Job hver Gang.

Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for HERREN, og iblandt dem kom også Satan.

Men Satan svarede HERREN: "Mon det er for intet, Job frygter Gud?

kom et Sendebud til Job og sagde: "Okserne gik for Ploven, og Aseninderne græssede i Nærheden;

så faldt Sabæerne over dem og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."

Medens han endnu talte, kom en anden og sagde: "Guds Ild faldt ned fra Himmelen og slog ned iblandt Småkvæget og Karlene og fortærede dem; jeg alene undslap for at melde dig det."

Medens han endnu talte, kom en tredje og sagde: "Kaldæerne kom i tre Flokke og kastede sig over Kamelerne og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."

og se, da for der et stærkt Vejr hen over Ørkenen, og det tog i Husets fire Hjørner, så det styrtede ned over de unge Mænd, og de omkom; jeg alene undslap for at melde dig det."

Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for HERREN, og iblandt dem kom også Satan og trådte frem for ham.

Men Satan svarede HERREN: "Hud for Hud! En Mand giver alt, hvad han ejer, for sit Liv!

fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!

små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.

Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.

For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.

Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:

"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?

De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.

Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,

for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse,

så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.

du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer;

Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.

"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?

han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,

hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!

Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!

må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;

Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,

før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,

Også jeg har som I Forstand, står ikke tilbage for eder, hvo kender vel ikke sligt?

Til Latter for Venner er den, der råbte til Gud og fik Svar. den retfærdige er til Latter.

han dæmmer for Vandet, og Tørke kommer, han slipper det løs, og det omvælter Jorden.

han drager det skjulte frem af Mørket og bringer Mulmet for Lyset,

hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer.

Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise!

Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?

se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.

Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!

Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører!

Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig:

Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende?

Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?

Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?

han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,

udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;

Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag?

Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;

Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;

Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;

Hvi skal vi regnes for Kvæg og stå som umælende i dine Øjne?

Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?

Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham;

hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Råd;

Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti;

Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt:

I håner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam.

han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,

hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;

Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,

mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;

med Griffel af Jern, med Bly indristet i Hlippen for evigt!

så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom! 

som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?"

ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke;

For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham.

Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen;

Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham.

Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde! 

Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;

så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort?

i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.

Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller går han i Rette med dig derfor?

For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem.

hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner på dine Veje;

Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser,

da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min Ret.

Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget for.

Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved Tanken om ham.

Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.

For dem er Mørket Morgen, thide er kendt med Mørkets Rædsler.

blottet er Dødsriget for ham, Afgrunden uden Dække.

Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;

han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;

man tilstopper Strømmenes Kilder og bringer det skjulte for Lyset.

Man får den ej for det fineste Guld, for Sølv kan den ikke købes,

Guld og Glar kan ej måle sig med den, den fås ej i Bytte for gyldne Kar,

Den er dulgt for alt levendes Øje og skjult for Himmelens Fugle;

da han satte en Lov for Regnen, afmærked Tordenskyen dens Vej,

Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst. 

Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.

Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;

Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?

så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!

Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten,