114 begivenheder in 1 oversættelse

'En' i Biblen

Der levede engang i Landet Uz en mand ved Navn Job. Det var en from og retsindig Mand, der frygtede Gud og veg fra det onde.

Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for HERREN, og iblandt dem kom også Satan.

HERREN spurgte da Satan: " Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde."

Da nu en Dag hans Sønner og Døtre spiste og drak i den ældste Broders Hus,

Medens han endnu talte, kom en anden og sagde: "Guds Ild faldt ned fra Himmelen og slog ned iblandt Småkvæget og Karlene og fortærede dem; jeg alene undslap for at melde dig det."

Medens han endnu talte, kom en tredje og sagde: "Kaldæerne kom i tre Flokke og kastede sig over Kamelerne og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."

Medens han endnu talte, kom en fjerde og sagde: "Dine Sønner og Døtre spiste og drak i deres ældste Broders Hus;

Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for HERREN, og iblandt dem kom også Satan og trådte frem for ham.

HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"

Men Satan svarede HERREN: "Hud for Hud! En Mand giver alt, hvad han ejer, for sit Liv!

Men han svarede hende: "Du taler som en Dåre! Skulde vi tage imod det gode fra Gud, men ikke imod det onde?" I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.

Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!"

som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav

en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?

Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:

"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?

endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!

Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat;

Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?

Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.

Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,

Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.

Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.

Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.

Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:

Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!

"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?

gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.

Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;

vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!

da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden! 

Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;

nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!

"Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?

kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!

Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!

at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,

Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?

Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!

Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!

Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?

Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;

Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.

Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra. 

men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.

Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer!

"Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale!

mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;

ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank;

Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog,

Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer stå frem.

så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom! 

Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort;

en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde; over ham falder Rædsler,

En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger:

med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;

i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.

de, som i Utide reves bort, hvis Grundvold flød bort som en Strøm,

da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min Ret.

Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske.

Hvor kan en Mand have Ret imod Gud, hvor kan en kvindefødt være ren?

endsige en Mand, det Kryb, et Menneskebarn, den Orm! 

Hvor har du dog rådet ham, den uvise, kundgjort en Fylde af Visdom!

han drog en Kreds over Vandene, der, hvor Lys og Mørke skilles.

han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;

På Mørket gør man en Ende og ransager indtil de dybeste Kroge Mørkets og Mulmets Sten;

man bryder en Skakt under Foden, og glemte, foruden Fodfæste, hænger de svævende fjernt fra Mennesker.

da han satte en Lov for Regnen, afmærked Tordenskyen dens Vej,

Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;

en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.

Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.

Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;

da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!

Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,

så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!

Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?

nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.

Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe

Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten,

Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,

svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.

Hvis da en Engel er på hans Side, een blandt de tusind Talsmænd, som varsler Mennesket Tugt,

min Ret til Trods skal jeg være en Løgner? Skønt brødefri er jeg såret til Døden!"

Thi han sagde: "Det båder ikke en Mand, at han har Venskab med Gud!"

Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, den Retfærdige, Vældige?

for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets Snarer.

Siger da en til Gud: "Fejlet har jeg, men synder ej mer,

thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.

Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?

Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?

fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,

Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig!

dengang jeg brød det en Grænse og indsatte Portslå og Døre

så den dannedes til som Ler under Segl, fik Farve, som var den en Klædning?

Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931