'Ham' i Biblen

Syv Sønner og tre Døtre fødtes ham;

Har du ikke omgærdet ham og hans Hus og alt, hvad han ejer, på alle Kanter? Hans Hænders Idræt har du velsignet, og hans Hjorde breder sig i Landet.

Da sagde HERREN til Satan: "Se, alt hvad han ejer, er i din Hånd; kun mod ham selv må du ikke udrække din Hånd!" Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn.

Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for HERREN, og iblandt dem kom også Satan og trådte frem for ham.

HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"

Da sagde hans Hustru til ham: "Holder du endnu fast ved din Fromhed? Forband Gud og dø!"

Da Jobs tre Venner hørte om al den Ulykke, der havde ramt ham, kom de hver fra sin Hjemstavn. Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar, og aftalte at gå hen og vise ham deres Medfølelse og trøste ham.

Men da de i nogen Frastand så op og ikke kunde genkende ham, opløftede de deres Røst og græd, sønderrev alle tre deres Kapper og kastede Støv op over deres Hoveder.

Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage og syv Nætter, uden at nogen af dem mælede et Ord til ham; thi de så, at hans Lidelser var såre store. 

Thi Dårens Harme koster ham Livet, Tåbens Vrede bliver hans Død.

Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,

han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?

Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,

men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"

Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!

Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?

Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;

røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"

Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;

hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!

Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,

Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!

da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden! 

Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,

Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?

Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,

Hos ham er der Visdom og Vælde, hos ham er der Råd og Indsigt.

Hos ham er der Kraft og Fasthed; den, der farer og fører vild, er hans Værk.

Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?

Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?

Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?

se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.

Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!

Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?

For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;

Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.

stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.

Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham;

Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast;

Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti;

Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt:

Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald:

man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra Jorderig;

ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min Mund;

hvem jeg skal se på min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgår i mit Indre!

Når I siger: "Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi udfinde hos ham!"

som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?"

Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort;

Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen.

Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet.

så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;

han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slår ham ihjel;

midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham.

For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham.

Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen;

en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde; over ham falder Rædsler,

idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt.

Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham.

Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?"

Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt?

Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det,

lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!

Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?

Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?

i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.

Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på Himlens Runding går han!"

Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Råd er ham fjernt.

Bliv Ven med ham og hold Fred. derved vil der times dig Lykke;

tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord på Sinde!

Beder du til ham, hører han dig, indfri kan du, hvad du har lovet;

Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg nå hans Trone!

Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser,

da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min Ret.

Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham;

jeg søger i Nord og ser ham ikke, drejer mod Syd og øjner ham ej.

Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hans Sjæl attrår.

Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved Tanken om ham.

Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som kender ham, ikke hans Dage at se?

"Hos ham er der Vælde og Rædsel, han skaber Fred i sin høje Bolig.

"Hvor har du dog hjulpet ham, den afmægtige, støttet den kraftløse Arm!

Hvor har du dog rådet ham, den uvise, kundgjort en Fylde af Visdom!

blottet er Dødsriget for ham, Afgrunden uden Dække.

Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?

Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham?

Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;

løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.

Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;

man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted! 

Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?

nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.

svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.

Sig nu ikke: "Vi stødte på Visdom, Gud må fælde ham, ikke et Menneske!"

Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham.

Hvorfor tvistes du med ham, fordi han ej svarer på dine Ord?