'Sa' i Biblen

og hans Ejendom udgjorde 7000 Stykker Småkvæg, 3000 Kameler, 500 Spand Okser, 500 Aseninder og såre mange Trælle, så han var mægtigere end alle Østens Sønner.

Når så Gæstebudsdagene havde nået Omgangen rundt, sendte Job Bud og lod Sønnerne hellige sig, og tidligt om Morgenen ofrede han Brændofre, et for hver af dem. Thi Job sagde: "Måske har mine Sønner syndet og forbandet Gud i deres Hjerte." Således gjorde Job hver Gang.

HERREN spurgte da Satan: " Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde."

Da sagde HERREN til Satan: "Se, alt hvad han ejer, er i din Hånd; kun mod ham selv må du ikke udrække din Hånd!" Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn.

så faldt Sabæerne over dem og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."

og se, da for der et stærkt Vejr hen over Ørkenen, og det tog i Husets fire Hjørner, så det styrtede ned over de unge Mænd, og de omkom; jeg alene undslap for at melde dig det."

HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"

Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn, og han slog Job med ondartet Bylder fra Fodsål til Isse,

Men da de i nogen Frastand så op og ikke kunde genkende ham, opløftede de deres Røst og græd, sønderrev alle tre deres Kapper og kastede Støv op over deres Hoveder.

Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage og syv Nætter, uden at nogen af dem mælede et Ord til ham; thi de så, at hans Lidelser var såre store. 

Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred

Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro! 

Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:

for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse,

han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der varer,

som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet;

så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.

Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det! 

Så tog Job til Orde og svarede:

så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.

Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!

Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!

så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.

Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

"Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?

så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!

Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:

Så tog Job til Orde og svarede:

Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,

ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;

han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,

Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;

Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,

du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.

Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;

Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!

og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,

Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:

så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.

Så tog Job til Orde og svarede:

Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise!

Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!

Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig:

Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!

at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,

Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl, 

tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.

som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.

Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

Så tog Job til Orde og svarede:

Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,

Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

"Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale!

Så tog Job til Orde og svarede:

Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.

brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb som Træet;

så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom! 

Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde

som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?"

Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen.

så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;

Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen;

Så tog Job til Orde og svarede:

så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort?

Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det,

En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger:

Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,

i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.

Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på Himlens Runding går han!"

De retfærdige så det og glædede sig, den uskyldige spottede dem:

så den Almægtige bliver dit Guld, hans Lov dit Sølv,

Så tog Job til Orde og svarede:

Som Tørke og Hede tager Snevand, så Dødsriget dem, der har syndet.

Hans Storhed er stakket, så er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.

Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

Så tog Job til Orde og svarede:

"Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:

Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,

se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?

Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,

Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.

Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;

på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld

da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!

så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!

hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter?

så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!

var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget,

så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne,

og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd

nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl.

Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet

af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed!