'Har' i Biblen

Når så Gæstebudsdagene havde nået Omgangen rundt, sendte Job Bud og lod Sønnerne hellige sig, og tidligt om Morgenen ofrede han Brændofre, et for hver af dem. Thi Job sagde: "Måske har mine Sønner syndet og forbandet Gud i deres Hjerte." Således gjorde Job hver Gang.

HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede HERREN: "Jeg har gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."

HERREN spurgte da Satan: " Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde."

Har du ikke omgærdet ham og hans Hus og alt, hvad han ejer, på alle Kanter? Hans Hænders Idræt har du velsignet, og hans Hjorde breder sig i Landet.

HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"

De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan";

alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;

en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?

Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro! 

Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,

Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.

"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?

endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!

Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat;

du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer;

du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr;

Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det! 

så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.

Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,

Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!

Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!

Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.

Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,

men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"

Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!

"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?

Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!

Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,

kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!

Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?

Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,

Også jeg har som I Forstand, står ikke tilbage for eder, hvo kender vel ikke sligt?

Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at HERRENs Hånd har skabt det;

Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;

se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.

Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.

Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!

Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,

hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,

"Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!

Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds;

Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel;

Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;

i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig;

i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage;

Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?

Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.

Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,

mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;

Nåde, mine Venner, Nåde, thi Guds Hånd har rørt mig!

Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke;

midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham.

Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;

med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;

Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:

Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel er ret?

Beder du til ham, hører han dig, indfri kan du, hvad du har lovet;

Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt, veg ikke derfra,

fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans Ord har jeg gemt i mit Bryst.

Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget for.

Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige;

Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som kender ham, ikke hans Dage at se?

De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de på Græs.

Som Tørke og Hede tager Snevand, så Dødsriget dem, der har syndet.

"Hvor har du dog hjulpet ham, den afmægtige, støttet den kraftløse Arm!

Hvor har du dog rådet ham, den uvise, kundgjort en Fylde af Visdom!

Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,

se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?

Sølvet har jo sit Leje, som renses, sit sted

Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted;

min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;

Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,

min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;

Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.

Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:

Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang?

Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig

er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,

Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,

Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig,

Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?

Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,

var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf

Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe

Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten,

Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,

Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord"

Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet

Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde,

har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,

Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham.

Se, jeg har åbnet min Mund, min Tunge taler i Ganen;

Guds Ånd har skabt mig, den Almægtiges Ånde har givet mig Liv.

Dog, det har du sagt i mit Påhør, jeg hørte så lydende Ord:

Se, der har du Uret, det er mit Svar, thi Gud er større end Mennesket.