'Mig' i Biblen

HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"

fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!

Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?

Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.

Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken

Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;

Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!

Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.

Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber

vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra,

Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.

Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,

Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!

Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,

red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"

Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!

Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?

Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.

Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere! 

Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;

Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,

han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,

ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.

Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,

du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.

Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,

da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden! 

sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!

Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!

Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!

Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,

iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?

Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd

Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.

Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.

Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;

nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!

Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;

Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,

Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!

se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.

Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!

Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører!

Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden!

Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig:

Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!

Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!

Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!

Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende?

at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,

Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!

Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,

at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig.

Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,

de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig;

Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig.

Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,

hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden;

Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig.

Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;

Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag?

Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;

Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;

Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet? 

"Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slå mig sønder med Ord?

I håner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam.

Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?

Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?

Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.

han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,

brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb som Træet;

hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;

samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt.

Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,

mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;

mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;

selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de mod mig;

Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.

Nåde, mine Venner, Nåde, thi Guds Hånd har rørt mig!

Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?

"Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig;

Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund!

Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,

vide, hvad Svar han gav mig, skønne, hvad han sagde til mig!

Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han på mig;

Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige;

Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske.

Og hvis ikke - hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet? 

"Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:

Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.

Dybet siger: "I mig er den ikke!" Havet: "Ej heller hos mig!"