og synge om HERRENs Veje; thi stor er HERRENs Ære,

dets Præster klæder jeg i Frelse, dets fromme skal synge med Fryd.

og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig.

hvorledes han tilsvor HERREN, gav Jakobs Vældige et Løfte :

(80:10) du rydded og skaffed den Plads, den slog Rod og fyldte Landet;

hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.

Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver, som er dig utro.

(85:4) Du lod al din Vrede fare, tvang din glødende Harme.

(69:36) thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje;

(55:4) jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt;

(18:46) Udlandets Sønner vansmægter, slæber sig frem af deres Skjul.

Thi han gør dine Portstænger stærke, velsigner dine Børn i din Midte;

Plovmænd pløjed min Ryg, trak lange Furer;

(140:12) Lad ikke Bagtaleren holde sig i Landet, ondt ramme Voldsmanden Slag i Slag!

For Brødres og Frænders Skyld vil jeg ønske dig Fred,

Mine Læber skal synge din Pris, thi du lærer mig dine Vedtægter.

Alle dine Bud er trofaste, med Løgn forfølger man mig, o hjælp mig!

De frække hånede mig såre, dog veg jeg ej fra din Lov.

De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;

fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Råd.

Men vi, vi lover HERREN, fra nu og til evig Tid! 

han åbnede Klippen, og Vand strømmede ud, det løb som en Flod i Ørkenen.

Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;

(80:13) Hvorfor har du nedbrudt dens Hegn, så alle vejfarende plukker deraf?

(83:11) der gik til Grunde ved En-Dor og blev til Gødning på Marken!

(80:12) den bredte sine Skud til Havet og sine kviste til Floden.

han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,

(62:5) Ja, de oplægger Råd om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. - Sela.

De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet.

Frels mig og udfri mig i din Retfærdighed, du bøjede dit Øre til mig;

(68:27) "Lover Gud i Festforsamlinger, Herren, I af Israels Kilde!"

(39:9) Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!

og se dine Sønners Sønner! Fred over Israel! 

Jeg hader og afskyr Løgn, din Lov har jeg derimod kær.

(108:10) Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg."

Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris?

(77:16) udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela.

(88:17) din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,

(89:32) hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder mit Bud,

(81:16) Deres Avindsmænd skulde falde og gå til Grunde for evigt;

Zion hørte det og glædede sig, og Judas Døtre jublede over dine Domme, HERRE!

(80:20) HERRE, Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses! 

for at fri deres Sjæl fra Døden og holde dem i Live i Hungerens Tid.

drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.

Thi HERRENs Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!

(54:5) Thi frække står op imod mig, Voldsmænd vil tage mit Liv; Gud har de ikke for Øje. - Sela.

Mine Veje lagde jeg frem, og du bønhørte mig, dine Vedtægter lære du mig.

men knurrede i deres Telte og hørte ikke på HERREN;

Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;

(108:7) Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os!

(89:53) Lovet være HERREN i Evighed, Amen, Amen! 

(58:3) Nej, alle øver I Uret på Jord, eders Hænder udvejer Vold.

slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig.

(89:40) Pagten med din Tjener har du brudt, vanæret hans Krone og trådt den i Støvet;

for at tage Hævn over Folkene og revse Folkeslagene,

de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej;

udræk din Hånd fra det høje, fri og frels mig fra store Vande,

Der råde Fred på din Mur, Tryghed i dine Borge!

(140:11) Det regne på dem med gloende Kul, styrt dem i Dybet, ej stå de op!

Gør med din Tjener efter din Miskundhed og lær mig dine Vedtægter!

De, der skændigt forfølger mig, er mig nær, men de er langt fra din Lov.

Her er HERRENs Port, ad den går retfærdige ind.

Jeg vil indfri HERREN mine Løfter i Påsyn af alt hans Folk.

Jeg vandrer for HERRENs Åsyn udi de levendes Land;

Hårdt blev jeg ramt, så jeg faldt, men HERREN hjalp mig.

han, som gør Klipper til Vanddrag, til Kildevæld hården Flint! 

(102:21) for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,

af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;

(102:6) Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;

Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,

(83:18) lad dem blues, forfærdes for stedse, beskæmmes og gå til Grunde

(83:16) så forfølge du dem med din Storm, forfærde du dem med din Hvirvelvind;

i Fængsel bragte du os, lagde Tynge på vore Lænder,

Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt!

(80:11) Bjergene skjultes af dens Skygge. Guds Cedre af dens Ranker;

På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.

(64:10) alle Mennesker frygter, forkynder, hvad Gud har gjort, og fatter hans Hænders Geming;

(59:4) Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde.

(59:9) Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle Folk,

(48:14) læg Mærke til dets Ringmur, så gennem dets Borge, at I kan melde Slægten, der

(47:4) Han bøjede Folkefærd under os og Folkeslag under vor Fod;

han sender sit Ord og smelter dem, de strømmer, når han rejser sit Vejr.

Dine Lovbud står fast, de holder dine Tjenere oppe.

han gjorde sine Tegn i Ægypten og Undere i Kamiternes Land;

Ånden hensygner i mig, mit Hjerte stivner i Brystet.

De frække tilsøler mig med Løgn, men på dine Bud tager jeg hjerteligt Vare.

Din Barmhjertighed finde mig, at jeg må leve, thi din Lov er min Lyst.

(64:3) skjul mig for Ugerningsmændenes Råd, for Udådsmændenes travle Hob.

Se, dine Befalinger længes jeg efter, hold mig i Live ved din Retfærd!

(89:22) thi min Hånd skal holde ham fast, og min Arm skal give ham Styrke.

lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!

(102:22) at HERRENs Navn kan forkyndes i Zion, hans - Pris i Jerusalem,

(38:6) Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet;

(102:24) Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv.

(55:8) ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. - Sela.

i Skystøtten taler han til dem, de holder hans Vidnesbyrd, Loven, han gav dem;

(76:4) Der brød han Buens Lyn, skjold og Sværd og Krigsværn. - Sela.

deres Vej blive mørk og glat, og HERRENs Engel forfølge dem!

(49:20) han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue.

(36:12) Lad Hovmods Fod ej træde mig ned, gudløses Hånd ej jage mig bort.

(102:5) mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.

de myrder Enke og fremmed faderløse slår de ihjel;

han, som slog Ægyptens førstefødte, både Mennesker og Kvæg,

det falske Hjerte må holde sig fra mig, den onde kender jeg ikke;

hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;

havde Herren ej været med os, da Mennesker rejste sig mod os;

Fra Zion være HERREN lovet, han, som bor i Jerusalem! 

(65:13) de øde Græsgange flyder, med Jubel omgjordes Højene;

sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde,

(92:12) det fryder mit Øje at se mine Fjender, mit Øre at høre mine Avindsmænd.

Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.

(69:32) det er mer for HERREN end Okser end Tyre med Horn og Klove!

(44:13) dit Folk har du solgt til Spotpris, vandt ikke Rigdom ved Salget.

(41:8) Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig, alle regner de med, at det går mig ilde:

(52:8) De retfærdige ser det, frygter og håner ham leende:

for dem, der holder hans Pagt og kommer hans Bud i Hu, så de gør derefter.

(88:15) Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?

de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund.

jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen!

(102:9) mine Fjender håner mig hele Dagen; de der spotter mig, sværger ved mig.

(80:14) Skovens Vildsvin gnaver deri, Dyrene på Marken æder den op!

(85:6) Vil du vredes på os for evigt, holde fast ved din Harme fra Slægt til Slægt?

ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;

(59:7) Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen!

(41:9) "En dødelig Sot har grebet ham; han ligger der - kommer aldrig op!"

(48:12) Zions Bjerg fryder sig, Judas Døtre jubler over dine Domme.

(38:17) når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!"

(18:43) Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed dem bort som Gadeskarn.

han talede, så kom der Græshopper, Springere uden Tal,

ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt.

I jordens konger og alle folkeslag, fyrster og alle jordens dommere,

han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd;

For dit Navns Skyld, HERRE, holde du mig i Live, udfri i din Retfærd min Sjæl af Trængsel,

Jeg hænger ved dine Vidnesbyrd, lad mig ikke beskæmmes, HERRE!

Hans Lyn lyste op på Jorderig, Jorden så det og skjalv;

(88:13) Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?

de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.

(77:9) er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,

Lad de fangnes Suk nå hen for dit Åsyn, udløs Dødens Børn efter din Arms Vælde,

Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;

han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd,

Han forvandlede Hav til Land, de vandrede til Fods over Strømmen; lad os fryde os højlig i ham.

(58:6) og ikke vil høre på Tæmmerens Røst, på den kyndige Slangebesværger.

(53:5) Er de Udådsmænd da uden Forstand de, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder Gud?

(49:18) thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.

for gudløse, der øver Vold imod mig, glubske Fjender, som omringer mig;

og fuldbyrde på dem den alt skrevne Dom til Ære for alle hans fromme! Halleluja! - 

fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.

førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd.

de har givet Himlens Fugle dine Tjeneres Lig til Æde, Jordens vilde Dyr dine frommes Kød;

(89:52) hvorledes dine Fjender håner, HERRE, hvorledes de håner din Salvedes Fodspor.

(77:10) har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela.

Jeg åbned begærligt min Mund, thi min Attrå stod til dine Bud.

(69:12) i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld.

Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.

(21:12) Thi de søger at volde dig ondt, spinder Rænker, men evner intet;

(58:8) lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs.

(38:18) Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;

fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring, ingen Skrigen på Torvene.

fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse.

Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, HERRE, og lær mig dine Lovbud!

han, som fældede store Folk og veg så mægtige Konger,

Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;

han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres Ondskab; dem udsletter HERREN vor Gud. 

Dine Lovbud fra fordum, HERRE, kom jeg i Hu og fandt Trøst.

(92:9) men du er ophøjet for evigt, HERRE.

(75:6) løft ikke eders Horn mod Himlen, tal ikke med knejsende Nakke!"

(69:18) dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Våde, skynd dig og svar mig;

(76:10) da Gud stod op til Dom for at frelse hver ydmyg på Jord. - Sela.

(64:8) Da rammer Gud dem med en Pil af Slaget rammes de brat;

For mange står jeg som mærket af Gud, men du er min stærke Tilflugt;

(49:10) og aldrig få Graven at se;

(39:11) Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.

(44:18) Alt det kom over os, skønt vi glemte dig ikke, sveg ikke heller din Pagt!

grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,

da eders Fædre fristede mig, prøved mig, skønt de havde set mit Værk.

han holdt den i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel,

Thi han kom sit hellige Ord i Hu til Abraham, sin Tjener;

hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;

Dine Vidnesbyrd er Ret for evigt, giv mig indsigt, at jeg må leve!

hans Hånd kom de ikke i Hu, de Dag han friede dem fra Fjenden,

(89:23) Ingen Fjende skal overvælde ham, ingen Nidding trykke ham ned;

(76:5) Frygtelig var du, herlig på de evige Bjerge.

(38:20) Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,

Måne og stjerner til at råde om natten; thi hans miskundhed varer evindelig!

de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte;

de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,

Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?"

HERRE, vær god mod de gode, de oprigtige af Hjertet;

du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.

rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.

(69:28) Tilregn dem hver eneste Brøde lad dem ikke få Del i din Retfærd;

(69:25) Din Vrede udøse du over dem din glødende Harme nå dem;

(64:9) han styrter dem for deres Tunges Skyld. Enhver, som ser dem, ryster på Hovedet;

(55:12) Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.

(20:9) De synker i Knæ og falder, vi rejser os og kommer atter på Fode.

(68:23) Herren har sagt: "Jeg henter dem hjem fra Basan, henter dem hjem fra Havets Dyb,

Jeg råbte til ham med min Mund og priste ham med min Tunge.

(44:19) Vort Hjerte veg ikke fra dig, vore Skridt forlod ej din Vej.

(59:14) udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! - Sela.

For din Tjener Davids Skyld afvise du ikke din Salvede!"

slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag dem Rædsel;

de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær

Israel, bi på HERREN fra nu og til evig Tid! 

Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på Kvæg.

Jeg væmmes ved Synet af troløse, der ikke holder dit Ord.

Jeg bønfaldt dig af hele mit Hjerte, vær mig nådig efter dit Ord!

Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden;

da blev Juda hans Helligdom, Israel blev hans Rige.

Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.

(76:7) Jakobs Gud, da du truede, faldt Vogn og Hest i den dybe Søvn.

(77:6) Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År;

(75:10) Men jeg skal juble evindelig, lovsynge Jakobs Gud;

(44:8) men du gav os Sejr over Fjenden, du lod vore Avindsmænd blive til Skamme.

(44:26) Thi vor Sjæl ligger bøjet i Støvet, vort Legeme klæber ved Jorden.

(54:7) Det onde vende sig mod mine Fjender, udryd dem i din Trofasthed!

(40:16) Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!" til mig!

Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.

"Jeg træder ej ind i mit Huses Telt, jeg stiger ej op på mit Leje,

Den stærkes Pile er hvæsset ved glødende Gyvel.

Min Nidkærhed har fortæret mig, thi mine Fjender har glemt dine Ord.

(56:7) De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg har dem lige i Hælene, de står mig jo efter Livet.

Se til mig, thi jeg elsker dine Befalinger, HERRE, hold mig i Live efter din Miskundhed!

(52:6) Du elsker al ødelæggende Tale, du falske Tunge!

(89:26) jeg lægger Havet under hans Hånd og Strømmene under hans højre;

(55:9) Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr.

lad dem blive til Skam og Skændsel, dem, der står mig imod, lad dem hylles i Spot og Spe, dem, der vil mig ondt!

(44:17) for spottende, hånende Tale, for Fjendens og den hævngerriges Blikke.

(44:11) du lader os vige for Fjenden, vore Avindsmænd tager sig Bytte;

HERRENs Røst udslynger Luer.

vore Forrådskamre er fulde, de yder Forråd på, Forråd, vore Hjorde føder Tusinder, Titusinder på vore Marker,

Se, så velsignes den Mand, der frygter HERREN.

retfærdig er HERREN, han overskar de gudløses Reb.

Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer,

Lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, frels mig efter dit Ord!

Frelsen er langt fra de gudløse, thi dine Vedtægter ligger dem ikke, på Sinde.

(83:15) Ligesom Ild fortærer Krat og Luen afsvider Bjerge,

Før min Sag og udløs mig, hold mig i Live efter dit Ord!

Hvad fejler du, Hav, at du flyr, Jordan, hvi går du tilbage,

Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,

(69:37) hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri. 

lad syvfold Gengæld ramme vore Naboer for Hånen, de viser dig, Herre!

(63:11) gives i Sværdets Vold og vorde Sjakalers Bytte.

(59:8) Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: "Hvem skulde høre det?"

(56:8) Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud!

rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,

når et Vejr farer over ham, er han ej mere, hans Sted får ham aldrig at se igen.

og ikke fylder Høstkarlens Hånd og Opbinderens Favn;

udslet i din Miskundhed mine Fjender, tilintetgør alle, som trænger min Sjæl! Thi jeg er din Tjener. 

thi did op drager Stammerne, HERRENs Stammer en Vedtægt for Israel om at prise HERRENs Navn.

Gå i Borgen for din Tjener, lad ikke de frække trænge mig!

Hold mig i Live efter din Miskundhed, at jeg kan holde din Munds Vidnesbyrd.

De gudløses Snarer omgav mig, men jeg glemte ikke din Lov.

Hold borte fra mig den Skændsel, jeg frygter, thi dine Lovbud er gode.

de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem.

han tog ham til Herre for sit Hus, til Hersker over alt sit Gods;

Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,

se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.

(59:16) vanker rundt efter Føde og knurrer, når de ikke mættes.

(55:11) de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure;

(76:13) Han kuer Fyrsternes Mod, indgyder Jordens Konger Frygt. 

(38:15) som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.

(80:17) Lad dem, der sved den og huggede den sønder, gå til for dit Åsyns Trussel!

før jeg har fundet HERREN et Sted, Jakobs Vældige en Bolig!"

gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,

han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.

som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.

Jeg håber på din Frelse, HERRE, og jeg har holdt dine Bud.

lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,

(68:24) at din Fod må vade i Blod, dine Hundes Tunger få del i Fjenderne."

for at kundgøre Menneskenes Børn din Vælde, dit Riges strålende Herlighed.

Som fældede store Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig!

De frække grov mig Grave, de, som ej følger din Lov.

fast er hans Hjerte og uden Frygt, indtil han skuer sine Fjender med Fryd;

(140:9) Opfyld ej, HERRE, den gudløses Ønsker, lad ikke hans Råd have Fremgang!

de underkuer, o HERRE, dit Folk og undertrykker din Arvelod;

Deres Hjerte er dorskt som Fedt, jeg har min Lyst i din Lov.

(102:11) over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;

Alle Landets gudløse gør jeg til intet hver Morgen for at udrydde alle Udådsmænd af HERRENs By. 

Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig;

Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet.

(49:19) Priser han end i Live sig selv: "De lover dig for din Lykke!"

de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!"

de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;

Mine Øjne længes efter dit Ord og siger: "Hvornår mon du trøster mig?"

som Brødsmuler sender han Hagl, Vandene stivner af Kulde fra ham;

under ikke mine Øjne Søvn, ikke mine Øjenlåg Hvile,

Thi der står Dommersæder, Sæder for Davids Hus.

(64:7) De udtænker onde Gerninger, fuldfører en gennemtænkt Tanke - og Menneskets Indre og Hjerte er dybt.

De bliver få og segner under Modgangs og Kummers Tryk,

idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod."

Jager de end den ret,færdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod,

for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse;

(76:9) Fra Himlen fældte du Dom. Jorden grued og tav,

(81:15) Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Hånd mod deres Uvenner!

Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!

Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel!

(70:4) lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!"

(45:16) De føres frem under Glæde og Jubel, holder deres Indtog i Kongens Palads.

(38:23) il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse! 

Og veg så vældige Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig!

mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod;

Med stærk 'Hånd og udstrakt Arm; thi hans Miskundhed varer evindelig!

(140:10) Lad dem ikke løfte Hovedet mod mig, lad deres Trusler ramme dem selv!

Lovet være HERREN, som ej gav os hen, deres Tænder til Rov!

alt førstefødt i Landet slog han, Førstegrøden af al deres Kraft;

og sætter ham mellem Fyrster, imellem sit Folks Fyrster,

da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen,

Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.

han talede, så kom der Bremser og Myg i alt deres Land;

af Frøer vrimlede Landet, selv i Kongens Sale var de;

Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok;

Han lod sit Folk blive såre frugtbart og stærkere end dets Fjender;

Ild fortærede dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,

thi mine Fjender taler om mig, de der lurer på min Sjæl, holder Råd:

(69:27) Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du såred.

(69:19) kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld!

(61:7) Til Kongens Dage lægger du Dage, hans År skal være fra Slægt til Slægt.

døm mig efter din Retfærd HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig

(60:12) Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære.

for Herren vor Guds hus's skyld vil jeg søge dit bedste. 

Gid min Sjæl må leve, at den kan prise dig, og lad dine Lovbud være min Hjælp!

Du slog dine Vidnesbyrd fast ved Retfærd og Troskab så såre.

Jeg længes efter din Frelse, HERRE, og din Lov er min Lyst.

Hold mig oppe, at jeg må frelses og altid have min Lyst i dine Vedtægter!

Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, HERRE, jeg holdt din Lov.

fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;

Din er jeg, frels mig, thi dine Befalinger ligger mig på Sinde.

han sendte dem Hagl for Regn og luende Ild i Landet;

hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt:

i HERRENs Hus's Forgårde og i din Midte, Jerusalem! 

Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;

(108:12) Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære.

(60:11) Hvo bringer mig hen til den faste Stad, hvo leder mig hen til Edom?

Udløs mig fra Menneskers Vold, at jeg må holde dine Befalinger!

(102:23) når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.

Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?

Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op.

De, som frygter HERREN, sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!"

(80:7) Du har gjort os til Stridsemne for vore Naboer, vore Fjender håner os.

Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.

også min Tunge skal Dagen igennem forkynde din Retfærd, thi Skam og Skændsel får de, som vil mig ilde. 

for at binde deres Konger med Lænker, deres ædle med Kæder af Jern

lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre. 

ynglinge sammen med jomfruer, gamle sammen med unge!

Amoriternes konge Sion og Basans Konge Og, og alle Kana'ans Riger

som står i HERRENs Hus, i vor Guds Huses Forgårde!

de trængte mig hårdt fra min Ungdom, men kued mig ikke.

overmæt er vor Sjæl af de sorgløses Hån, de stoltes Spot! 

dog så han til dem i Trængslen, så snart han hørte dem klage;

mine Løfter vil jeg indfri HERREN i Påsyn af alt hans Folk

Mange forfølger mig og er mig fjendske, fra dine Vidnesbyrd veg jeg ikke.

Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav.

og vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet,

(102:10) Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer

prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.

men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke.

Gud, hold dig ikke borte fra mig, il mig til Hjælp, min Gud;

(59:15) Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen,

han sendte Mørke, så blev det mørkt, men de ænsede ikke hans Ord;

I bjerge og alle høje, frugttræer og alle cedre,

(89:41) du har nedbrudt alle hans Mure, i Grus har du lagt hans Fæstninger;

Min Sjæl har holdt dine Vidnesbyrd, jeg har dem såre kære.

Det blev min lykkelige Lod: at agte på dine Befalinger.

i hvis Hænder er Skændselsdåd, hvis højre er fuld af Bestikkelse.

(89:24) jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder dem, der bader ham;

Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År.

I vilde dyr og alt kvæg, krybdyr og vingede fugle,

Hør mig efter din Miskundhed, HERRE, hold mig i Live efter dit Lovbud!

de flokkedes om mig fra alle Sider, jeg slog dem ned i HERRENs Navn;

"Gud har svigtet ham! Efter ham! Grib ham, thi ingen frelser!"

Amoriternes Konge Sion, thi hans Miskundhed varer evindelig!

De gudløse lægger Snarer for mig, men fra dine Befalinger for jeg ej vild.

så havde Vandene overskyllet os, en Strøm var gået over vor Sjæl,

og sendte Tegn og Undere i din Midte, Ægypten, mod Farao og alle hans Folk;

at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke!

han gav dem Folkenes Lande, de fik Folkeslags Gods i Eje.

men Sværdet rammer dem selv i Hjertet, og Buerne brydes sønder og sammen.

(89:46) afkorted hans Ungdoms Dage og hylled ham ind i Skam. - Sela.

Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.

Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer;

så havde de slugt os levende, da deres Vrede optændtes mod os;

Der ramme dig dette og hint, du falske Tunge!

han styred hans Øverster efter sin Vilje og viste hans Ældste til Rette.

Altid går jeg med Livet i Hænderne, men jeg glemte ikke din Lov.

som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;

han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.

(59:5) Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til!

du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener.

Din Barmhjertighed er stor, o HERRE, hold mig i Live efter dine Lovbud!

deres Blod har de udøst som Vand omkring Jerusalem, ingen jorder dem;

forvandlede deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene,

de har Hænder, men føler ikke, Fødder, men går dog ej, deres Strube frembringer ikke en Lyd.

Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;

Og de spiste sig overmætte, hvad de ønskede, lod han dem få.

han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til Fange.

Hvor langt er vel din Tjeners Liv? Når vil du dømme dem, der forfølger mig?

tilsår Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt.

Han viste sit folk sine vældige gerninger, da han gav dem folkenes eje.

splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene.

(88:18) som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;

Ægypterne glæded sig, da de drog bort, thi de var grebet af Rædsel for dem.

Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund,

Arons Hus stoler på HERREN, han er deres Hjælp og Skjold;

Du så det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;

den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer!

deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd.

Jeg bringer dig Ofre af Fedekvæg sammen med Vædres Offerduft, jeg ofrer Okser tillige med Bukke. - Sela.

vore Naboer er vi til Hån, vore Grander til Spot og Spe.

dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.

(48:6) de så og tav på Stedet, flyed i Angst,

men, HERREN giver ham ej i hans Hånd og lader ham ikke dømmes for Retten.

og gav deres Land i Eje, i Eje til Israel, hans Folk.

Jeg klæder hans Fjender i Skam, men på ham skal Kronen stråle!" 

han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd blev deres Herrer;

Arons Hus sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!"

Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem;

han gjorde deres Vande til Blod og slog deres Fisk ihjel;

De gudløse lurer på at lægge mig øde, dine Vidnesbyrd mærker jeg mig.

Lov HERREN, Israels Hus, lov HERREN, Arons Hus,

Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp;

(64:5) for i Løn at ramme den skyldfri, ramme ham brat og uset.

så de sander, det var din Hånd, dig, HERRE, som gjorde det!

På Kongens Bud blev han fri, Folkenes Hersker lod ham løs:

(89:42) alle vejfarende plyndrer ham, sine Naboer blev han til Spot.

Og Basans Konge Og thi hans Miskundhed varer evindelig!

Som førte sit Folk i Ørkenen; thi hans Miskundhed varer evindelig!

Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.

Som dem skal de, der laved dem, blive enhver, som stoler på dem.

de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej;

lov HERREN, Levis Hus, lov HERREN, I, som frygter HERREN!

Sol til at råde om dagen; thi hans miskundhed varer evindelig!

han slog både Vinstok og Figen og splintrede Træerne i deres Land;

(89:45) du vristed ham Staven af Hænde og styrted hans Trone til Jorden,

de står i al evighed fast, udført i sandhed og retsind.

der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i,

Og friede os fra vore Fjender; thi hans Miskundhed varer evindelig!

de har Ører, men hører ikke, ej heller er der Ånde i deres Mund.

Og førte Israel ud derfra; thi hans Miskundhed varer evindelig!

Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige.

De har næsten tilintetgjort mig på Jorden, men dine Befalinger slipper jeg ikke.

blev Vidne til HERRENs Gerninger, hans Underværker i Dybet;

de åd alt Græs i Landet, de åd deres Jords Afgrøde;

(89:44) hans Sværd lod du vige for Fjenden, du holdt ham ej oppe i Kampen;

Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.

Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!" lad dem ikke sige: "Vi slugte ham!"

hvi springer I Bjerge som Vædre, hvi hopper I Høje som Lam?

prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod;

Jeg råber til dig, o frels mig, at jeg kan holde dine Vidnesbyrd!

altid være de, HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,

ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;

lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm! 

(89:43) Du har løftet hans Uvenners højre og glædet alle hans Fjender;

Lad dem, der frygter dig, vende sig til mig, de, der kender dine Vidnesbyrd.

lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;

thi de har opædt Jakob og lagt hans Bolig øde.

dem, mine Læber fremførte, min Mund udtalte i Nøden.

over vor Sjæl var de gået, de vilde Vande.

I Eje til hans Tjener Israel; thi hans Miskundhed varer evindelig!

Og gav deres Land i Eje; thi hans Miskundhed varer evindelig!

Og førte tsrael midt igennem det; thi hans Miskundhed varer evindelig!