Mest Populære Bibelvers i Salme

Salme Rang:

1001

(84:8) Fra Kraft til Kraft går de frem, de stedes for Gud på Zion.

1002

Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde,

1003

Hungersnød kaldte han frem over Landet, hver Brødets Støttestav brød han;

1004

Lovet være Gud HERREN, Israels Gud som ene gør Undergerninger,

1005

han, som udløser dit Liv fra Graven og kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed,

1006

Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender omkring mig. I hans Telt vil jeg ofre Jubelofre, med Sang og med Spil vil jeg prise HERREN.

1007

Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.

1008

(53:3) Gud skuer ned fra Himlen på Menneskenes Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud.

1009

(22:6) de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.

1010

(47:9) Gud har vist, han er Folkenes Konge, på sin hellige Trone har Gud taget Sæde.

1011

(20:7) Nu ved jeg, at HERREN frelser sin Salvede og svarer ham fra sin hellige Himmel med sin højres frelsende Vælde.

1012

(67:3) for at din Vej må kendes på Jorden, din Frelse blandt alle Folk.

1013

(22:14) spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.

1014

(18:13) Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer.

1015

Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;

1016

Af Kummer græder. min Sjæl, oprejs mig efter dit Ord!

1017

hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;

1018

Og Israel kom til Ægypten, Jakob boede som Gæst i Kamiternes Land.

1019

(89:3) Thi du har sagt: "En evig Bygning er Nåden!" I Himlen har du grundfæstet din Trofasthed.

1020

(63:8) thi du er blevet min Hjælp, og jeg jubler i dine Vingers Skygge.

1021

HERRE, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor.

1022

for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden; han dømmer Jorden med Retfærd og Folkene i sin Trofasthed. 

1023

Hvo er som HERREN vor Gud, som rejste sin Trone i det høje

1024

(92:5) Thi ved dit Værk har du glædet mig, HERRE, jeg jubler over dine Hænders Gerning.

1025

(45:10) Kongedøtre står i kostbare Klæder, Dronningen i Ofrguldets Skrud ved din højre.

1026

(60:6) Dem, der frygter dig, gav du et Banner, hvorhen de kan fly for Buen. - Sela.

1027

Lovet være Gud, som ikke har afvist min Bøn eller taget sin Miskundhed fra mig! 

1028

Lovpris HERREN, Jerusalem, pris, o Zion, din Gud!

1029

men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

1030

(65:6) Du svarer os underfuldt i Retfærd, vor Frelses Gud, du Tilflugt for den vide Jord, for fjerne Strande,

1031

(30:7) Jeg tænkte i min Tryghed: "Jeg rokkes aldrig i Evighed!"

1032

skjul ikke dit Åsyn for mig! Bortstød ikke din Tjener i Vrede, du er min Hjælp, opgiv og slip mig ikke, min Frelses Gud!

1033

(18:41) du slog mine Fjender på Flugt, mine Avindsmænd rydded jeg af Vejen.

1034

Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!

1035

Hvo er han, den Ærens Konge? HERREN, Hærskarers Herre, han er Ærens Konge! - Sela. 

1036

HERRE, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter på ham?

1037

Folkenes Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder;

1038

Vogt på Uskyld, læg Vind på Oprigtighed, thi Fredens Mand har en Fremtid;

1039

om end han snubler, falder han ikke, thi HERREN støtter hans Hånd.

1040

Lad min Klage nå frem for dit Åsyn, HERRE, giv mig Indsigt efter dit Ord!

1041

i hans dage blomstrer Retfærd, og dyb Fred råder, til Månen forgår.

1042

Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.

1043

pris ham, himlenes himle og vandene over himlene!

1044

Jerusalem ligger hegnet af Bjerge; og HERREN hegner sit Folk fra nu og til evig Tid :

1045

han vogtede dem med oprigtigt Hjerte,ledede dem med kyndig Hånd. 

1046

(75:9) Thi i HERRENs Hånd er et Bæger med skummende, krydet Vin. han skænker i for een efter een, selv Bærmen drikker de ud; alle Jordens gudløse drikker.

1047

til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;

1048

(56:10) Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; så meget ved jeg, at Gud er med mig.

1049

(41:4) På Sottesengen står HERREN ham bi, hans Smertensleje gør du ham let.

1050

Mine Ungdomssynder og Overtrædelser komme du ikke i Hu, men efter din Miskundhed kom mig i Hu, for din Godheds Skyld, o HERRE!

1051

Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

1052

HERREN åbner de blindes Øjne, HERREN rejser de bøjede, HERREN elsker de retfærdige,

1053

Dine Vidnesbyrd fik jeg til evigt Eje, thi de er mit Hjertes Glæde.

1054

Giv mig Forstand og indsigt, thi jeg tror på dine Bud.

1055

(19:7) rinder op ved Himlens ene Rand, og dens Omløb når til den anden. Intet er skjult for dens Glød.

1056

(63:9) Dig klynger min Sjæl sig til, din højre holder mig fast.

1057

Som trælles øjne følger deres Herres Hånd, som en Trælkvindes Øjne følger hendes Frues Hånd, så følger vore Øjne HERREN vor Gud, til han er os nådig.

1058

HERREN vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter han ud.

1059

(39:13) Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.

1060

De trængte mig hårdt fra min ungdom - så siger Israel -

1061

"Hvor længe vil I dømme uredeligt og holde med de gudløse? - Sela.

1062

Se min Elende og fri mig, thi jeg glemte ikke din Lov.

1063

Vær ikke uden Forstand som Hest eller Muldyr, der tvinges med Tømme og Bidsel, når de ikke vil komme til dig.

1064

(45:14) Idel Pragt er Kongedatteren, hendes Dragt er Perler, stukket i Guld;

1065

Halleluja! Da Israel drog fra Ægypten, Jakobs Hus fra det stammende Folk,

1066

(62:7) ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes.

1067

(55:16) Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre!

1068

(31:11) Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine År i Suk, min Kraft er brudt for min Brødes Skyld, mine Ben hentæres.

1069

han vendte deres Sind til Had mod sit Folk og til Træskhed imod sine Tjenere.

1070

fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans

1071

(34:23) HERREN forløser sine Tjeneres Sjæl, og ingen, der lider på ham, skal bøde. 

1072

Det lidt, en retfærdig har, er bedre end mange gudløses Rigdom;

1073

(41:5) Så siger jeg da: Vær mig nådig, HERRE, helbred min Sjæl, jeg har syndet mod dig!

1074

min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit Skjold og den, jeg lider på, som underlægger mig Folkeslag!

1075

De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern,

1076

(38:5) thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.

1077

Lovet være du, HERRE, lær mig dine Vedtægter!

1078

(80:4) Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses!

1079

Jeg vil takke dig af oprigtigt Hjerte, når jeg lærer din Retfærds Lovbud.

1080

thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod.

1081

(83:5) "Kom, lad os slette dem ud af Folkenes Tal, ej mer skal man ihukomme Israels Navn!"

1082

(67:4) Folkeslag skal takke dig, Gud, alle Folkeslag takke dig;

1083

Jeg kommer fordums Dage i Hu, tænker på alle dine Gerninger, grunder på dine Hænders Værk.

1084

over de retfærdige oprinder Lys og Glæde over de oprigtige af Hjertet.

1085

mine Skridt har holdt dine Spor, jeg vaklede ej på min Gang.

1086

(22:21) Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!

1087

(18:15) Han udslyngede Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde og skræmmede dem.

1088

De fromme skal juble med Ære, synge på deres Lejer med Fryd,

1089

De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld,

1090

Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne,

1091

De taler om din Højheds herlige Glans, jeg vil synge om dine Undere;

1092

De arme blandt Folket skaffer han Ret, han bringer de fattige Frelse, og han slår Voldsmanden ned.

1093

(41:3) HERREN vogter ham, holder ham i Live, det går ham vel i Landet, han giver ham ikke i Fjendevold.

1094

(18:47) HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,

1095

(40:17) Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: "HERREN er stor!"

1096

da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!

1097

I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne Planter, vore Døtre er som Søjler, udhugget i Tempelstil;

1098

(56:12) Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan et Menneske gøre mig?

1099

som rejser den ringe af Støvet, løfter den fattige op af Skarnet

1100

(18:16) Vandenes Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, HERRE, for din Vredes Pust.

1101

(31:8) jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed; thi du har set min Nød, agtet på min Sjælekvide.

1102

(21:3) Hvad hans Hjerte ønskede, gav du ham, du afslog ikke hans Læbers Bøn. - Sela.

1103

(42:10) Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?

1104

Giv mig Kløgt, så jeg agter på din Lov og holder den af hele mit Hjerte.

1105

De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes Ofre;

1106

Havet er hans, han har skabt det, det tørre Land har hans Hænder dannet.

1107

Dit Bud har gjort mig visere end mine Fjender, thi det er for stedse mit.

1108

(41:14) Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed, Amen, Amen! 

1109

Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,

1110

De skal prise Herrens navn, thi han bød, og de blev skabt;

1111

Ild og hagl, sne og røg, storm, som gør hvad han siger,

1112

og lovet være hans herlige Navn evindelig; al Jorden skal fyldes af hans Herlighed. Amen, Amen!

1113

Farer jeg vild som det tabte Får, så opsøg din Tjener, thi jeg glemte ikke dine Bud. 

1114

(57:6) Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!

1115

(85:3) tog Skylden bort fra dit Folk og skjulte al deres Synd. - Sela.

1116

(51:21) Da skal du have Behag i rette Ofre, Brænd- og Heloffer, da bringes Tyre op på dit Alter. 

1117

(46:9) Kom hid og se på HERRENs Værk, han har udført frygtelige Ting på Jord.

1118

(44:4) thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær.

1119

Da bærer Bjerge og Høje Fred for Folket i Retfærd.

1120

(68:26) Sangerne forrest, så de, der spiller, i Midten unge Piger med Pauker:

1121

(36:11) Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd over de oprigtige af Hjertet.

1122

Han lader Skyer stige op fra Jordens Ende, får Lynene til at give Regn, sender Stormen ud fra sine Forrådskamre;

1123

(140:13) Jeg ved, at HERREN vil føre de armes Sag og skaffe de fattige Ret.

1124

(69:21) Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på Medynk, på Trøstere uden at finde;

1125

Din Munds Lov er mig mere værd end Guld og Sølv i Dynger.

1126

Jeg priser dig syv Gange daglig for dine retfærdige Lovbud.

1127

Hjælp os, vor Frelses Gud, for dit Navns Æres Skyld, fri os, forlad vore Synder for dit Navns Skyld!

1128

(44:22) vilde Gud ej opspore det? Han kender jo Hjerternes Løn dom

1129

(69:20) Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede på alle mine Fjender.

1130

(67:5) Folkefærd skal glædes og juble, thi med Retfærd dømmer du Folkeslag, leder Folkefærd på Jorden, - Sela.

1131

Fra HERREN er dette kommet, det er underfuldt for vore Øjne.

1132

(48:10) I din Helligdom tænker vi, Gud, på din Miskundhed;

1133

I Folkeslag, lov vor Gud, lad lyde hans Lovsangs Toner,

1134

Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?

1135

skiftede Stormen til Stille, så Havets Bølger tav;

1136

Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Åsyns Lys.

1137

(80:18) Lad din Hånd være over din højres Mand, det Menneskebarn, du opfostrede dig!

1138

får Libanon til at springe som en Kalv og Sirjon som den vilde Okse!

1139

Ja, dine Vidnesbyrd er min Lyst, det er dem, der giver mig Råd.

1140

Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;

1141

Så er den Slægt, som spørger efter ham, som søger dit Åsyn, Jakobs Gud! - Sela.

1142

pris ham, sol og måne, pris ham, hver lysende stjerne,

1143

lod Mennesker skride hen over vort Hoved, vi kom gennem Ild og Vand; men du førte os ud og bragte os Lindring!

1144

(49:13) Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår.

1145

På Nødens Dag påkalder jeg dig, thi du svarer mig.

1146

(77:14) Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!

1147

Sin Frelse har HERREN gjort kendt, åbenbaret sin Retfærd for Folkenes Øjne;

1148

(34:17) Mod dem, der gør ondt, er HERRENs Åsyn for at slette deres Minde af Jorden; (vers 16 og 17 har byttet plads)

1149

så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen.

1150

(89:31) Hvis hans Sønner svigter min Lov og ikke følger mine Lovbud,

1151

Da vågnede Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;

1152

Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.

1153

Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav.

1154

giv HERREN hans Navns Ære, bring Gaver og kom til hans Forgårde,

1155

Jeg vil løfte Frelsens Bæger og påkalde HERRENs Navn.

1156

Før mig ad dine Buds Sti, thi jeg har Lyst til dem.

1157

Din Trone står fast fra fordum, fra Evighed er du!

1158

Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere, blandt falske kommer jeg ikke.

1159

Din Vælde og din Retfærdighed når til Himlen, o Gud; du, som øvede store Ting, hvo er din Lige, Gud?

1160

Din Miskundhed være over os, HERRE, så som vi håber på dig. 

1161

så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.

1162

for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden; han dømmer Jorden med Retfærd og Folkeslag med Ret! 

1163

(89:9) HERRE, Hærskarers Gud, hvo er som du? HERRE, din Nåde og Trofasthed omgiver dig.

1164

Vig fra ondt og øv godt, så bliver du boende evindelig;

1165

ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger HERREN;

1166

Lad mig fatte dine Befalingers Vej og grunde på dine Undere.

1167

Altid hentæres min Sjæl af Længsel efter dine Lovbud.

1168

For hans Åsyn er Højhed og Hæder, Lov og Pris i hans Helligdom.

1169

Jeg overtænkte mine Veje og styred min Fod tilbage til dine Vidnesbyrd.

1170

(69:8) Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel;

1171

(89:36) Ved min Hellighed svor jeg een Gang for alle - David sviger jeg ikke:

1172

Jeg udbreder Hænderne mod dig, som et tørstigt Land så længes min Sjæl efter dig. - Sela.

1173

For alting så jeg en Grænse, men såre vidt rækker dit Bud.

1174

Han lod Moses se sine Veje, Israels Børn sine Gerninger;

1175

(81:12) Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke.

1176

Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;

1177

Israel glæde sig over sin Skaber, over deres Konge fryde sig Zions Børn,

1178

Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;

1179

(89:10) Du mestrer Havets Overmod; når Bølgerne bruser, stiller du dem.

1180

Gør kun den armes Råd til Skamme, HERREN er dog hans Tilflugt.

1181

Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;

1182

Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig på tistrenget Harpe,

1183

De skal prise Herrens navn, thi ophøjet er hans navn alene, hans højhed omspender jord og himmel.

1184

Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem.

1185

Jeg har set en gudløs trodse, bryste sig som en Libanons Ceder

1186

står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn?

1187

Ej synded min Mund, hvad end Mennesker gjorde; ved dine Læbers Ord vogted jeg mig for Voldsmænds Veje;

1188

Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt, du grundfæsted Jorden, og den står fast.

1189

han sendte forud for dem en Mand, Josef solgtes som Træl;

1190

(75:8) Nej, den, som dømmer, er Gud, han nedbøjer en, ophøjer en anden.

1191

(85:10) ja, nær er hans Frelse for dem, som frygter ham, snart skal Herlighed bo i vort Land;

1192

(89:39) Men du har forstødt og forkastet din Salvede og handlet i Vrede imod ham;

1193

Thi HERREN udvalgte Jakob, Israel til sin Ejendom.

1194

HERREN er Gud, og han lod det lysne for os. Festtoget med Grenene slynge sig frem, til Alterets Horn er nået!

1195

(58:11) Den retfærdige glæder sig, når han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod;

1196

(84:13) Hærskarers HERRE, salig er den, der stoler på dig! 

1197

Fra dig skal min Ret udgå, thi hvad ret er, ser dine Øjne.

1198

som Hermons Dug, der falder på Zions Bjerge. Thi der skikker HERREN Velsignelse ned, Liv til evig Tid. 

1199

(77:15) Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,

1200

(83:10) Gør med dem som med Midjan, som med Sisera og Jabin ved Kisjons Bæk,

1201

(18:51) du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed, David og hans Æt evindelig. 

1202

(85:12) af Jorden spirer Sandhed frem, fra Himlen skuer Retfærd ned.

1203

(18:18) frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.

1204

(47:6) Gud steg op under Jubel, HERREN under Homets Klang.

1205

Han dækker Himlen med Skyer, sørger for Regn til Jorden, lader Græs spire frem på Bjergene og Urter til Menneskers Brug;

1206

De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed;

1207

Han kommer som Regn på slagne Enge, som Regnskyl, der væder Jorden;

1208

De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde;

1209

min Mund skal vidne om din Retfærd, om din Frelse Dagen lang; thi jeg kender ej Ende derpå.

1210

(53:4) Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke een.

1211

(36:3) thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans Brøde og hade ham.

1212

(60:14) Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned! 

1213

jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;

1214

Dit Arbejdes Frugt skal du nyde, salig er du, det går dig vel!

1215

Jeg vil love dig Dag efter Dag, evigt og altid prise dit Navn.

1216

(102:13) Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;

1217

(81:17) jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede dig med Honning fra Klippen!" 

1218

(45:5) Lykken følge din Højhed og Hæder, far frem for Sandhedens Sag, for Ydmyghed og Retfærd, din høj re lære dig frygtelige Ting!

1219

(40:11) Din Retfærd dulgte jeg ej i mit Hjerte, din Trofasthed og Frelse talte jeg Om, din Nåde og Sandhed fornægted jeg ej i en stor Forsamling.

1220

(85:8) Lad os skue din Miskundhed, HERRE, din Frelse give du os!

1221

Strømme lod runge, HERRE, Strømme lod runge deres Drøn, Strømme lod runge deres Brag.

1222

(62:10) Kun Tomhed er Mennesker, Mænd en Løgn, på Vægtskålen vipper de op, de er Tomhed til Hobe.

1223

Han gør, hvad de, der frygter ham, ønsker, hører deres Råb og frelser dem,

1224

(49:7) de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom?

1225

Syngende og dansende siger de: "Alle mine Kilder er i dig!" 

1226

(69:3) jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig;

1227

(38:10) HERRE, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig;

1228

(70:5) Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: "Gud er stor!"

1229

(49:17) Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges;

1230

Havde din Lov ej været min Lyst, da var jeg omkommet i min Elende.

1231

(55:22) Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.

1232

(89:29) jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal holdes ham troligt;

1233

min Mund er fuld af din Lovsang, af din Ære Dagen lang.

1234

(44:24) Vågn op, hvi sover du, Herre? Bliv vågen, forstød ej for stedse!

1235

(89:50) Hvor er din fordums Nåde, Herre, som du i Trofasthed tilsvor David?

1236

(68:8) Da du drog ud, o Gud, i Spidsen for dit Folk, skred frem gennem Ørkenen - Sela - da rystede Jorden,

1237

(39:4) mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

1238

han får Velsignelse fra HERREN, Retfærdighed fra sin Frelses Gud.

1239

de, han velsigner, skal arve Landet, de, han forbander, udryddes.

1240

fra Mændene, HERRE, med din Hånd, fra dødelige Mænd - lad dem få deres Del i levende Live! Fyld deres Bug med dit Forråd af Vrede, lad Børnene mættes dermed og efterlade deres Børn, hvad de levner!

1241

(21:10) Du gør dem til et luende Bål, når du viser dig; HERREN sluger dem i sin Vrede. Ild fortærer dem.

1242

Ak, HERRE, jeg er jo din Tjener, din Tjener, din Tjenerindes Søn, mine Lænker har du løst.

1243

Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig,

1244

Årle råber jeg til dig om Hjælp, og bier på dine Ord.

1245

Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore År svinder hen som et Suk.

1246

(49:9) - Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det - så han kunde blive i Live

1247

(69:14) Men jeg beder, HERRE, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig!

1248

(89:11) Du knuste Rahab som en fældet Kriger, splitted dine Fjender med vældig Arm.

1249

(46:8) Hærskarers HERRE er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. - Sela.

1250

Var HERREN ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille.

1251

(21:14) HERRE, stå op i din Vælde, med Sang og med Spil vil vi prise dit Storværk! 

1252

Nær er du, o HERRE, og alle dine Bud er Sandhed.

1253

Ej frelses en Konge ved sin store Stridsmagt, ej fries en Helt ved sin store Kraft;

1254

al Jorden tilbeder dig, de lovsynger dig, lovsynger dit Navn." - Sela.

1255

For længst vandt jeg Indsigt af dine Vidnesbyrd, thi du har grundfæstet dem for evigt.

1256

(49:21) Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgår. 

1257

(40:13) Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde, mine Synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se, de er flere end Hovedets Hår, og Modet har svigtet.

1258

Dine Vidnesbyrd er fuldt at lide på, Hellighed tilkommer dit Hus, HERRE, så længe Dagene varer! 

1259

HERREN tugted mig hårdt, men gav mig ej hen i Døden.

1260

(56:14) Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan vandre for Guds Åsyn i Livets Lys. 

1261

jeg vil udrække Hænderne mod dine Bud og grunde på dine Vedtægter.

1262

så han dømmer dit Folk med Retfærdighed og dine arme med Ret!

1263

(69:6) Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er ej skjult for dig.

1264

(38:14) Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund,

1265

til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de

1266

Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig!

1267

Af Rædsel gribes de da, thi Gud er i de retfærdiges Slægt.

1268

de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod;

1269

Skynd dig at svare mig, HERRE, min Ånd svinder hen; skjul ikke dit Åsyn for mig, så jeg bliver som de, der synker i Graven.

1270

God er du og gør godt, lær mig dine Vedtægter!

1271

(88:4) Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær,

1272

Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja! 

1273

Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere.

1274

(81:8) I Nøden råbte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. - Sela.

1275

Korn skal der være i Overflod i Landet, på Bjergenes Top; som Libanon skal dets Afgrøde bølge og Folk spire frem af Byen som Jordens Urter.

1276

(46:6) i den er Gud, den rokkes ikke, Gud bringer den Hjælp, når Morgen gryr.

1277

(58:12) Og Folk skal sige: "Den retfærdige får dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer på Jord!" 

1278

og fører din Retfærdighed frem som Lyset, din Ret som den klare Dag.

1279

(59:3) fri mig fra Udådsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd!

1280

(38:19) thi jeg må bekende min Skyld må sørge over min Synd.

1281

som kostelig Olie, der flyder fra Hovedet ned over Skægget, Arons Skæg, der bølger ned over Kjortelens Halslinning,

1282

thi han rokkes aldrig i Evighed, den retfærdige ihukommes for evigt;

1283

De fristede alter Gud, de krænkede Israels Hellige;

1284

(65:12) Med din Herlighed kroner du Året, dine Vognspor flyder af Fedme;

1285

(92:3) ved Gry forkynde din Nåde, om Natten din Trofasthed

1286

(70:6) Arm og fattig er jeg, il mig til Hjælp, o Gud! Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, HERRE! 

1287

lovsyng hans Navns Ære, syng ham en herlig Lovsang,

1288

(51:20) Gør vel i din Nåde mod Zion, opbyg Jerusalems Mure!

1289

(52:11) Evindelig takker jeg dig, fordi du greb ind; jeg vidner iblandt dine fromme, at godt er dit Navn. 

1290

(45:13) Tyrus's Datter skal hylde dig med Gaver, Folkets Rigmænd bejle til din Yndest.

1291

hans Hu står ikke til stærke Heste, han har ikke Behag i rapfodet Mand;

1292

Thi hastigt svides de af som Græsset, visner som det friske Grønne.

1293

HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,

1294

(81:14) Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel gå mine Veje!

1295

Herren ved din højre knuser Konger på sin Vredes Dag,

1296

(57:10) Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd;

1297

HERRENs Røst får Hind til at føde, og den gør lyst i Skoven.

1298

Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig HERRENs Nåde på Sinde! 

1299

Giv HERREN, I Folkeslags Slægter, giv HERREN Ære og Pris,

1300

sin Guds Lov har han i Hjertet, ikke vakler hans Skridt.

1301

Lad din Hånd være mig til Hjælp, thi jeg valgte dine Befalinger.

1302

Dog, de kender intet, sanser intet, i Mørke vandrer de om, alle Jordens Grundvolde vakler.

1303

(44:25) Hvorfor vil du skjule dit Åsyn, glemme vor Nød og Trængsel?

1304

Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land,

1305

(38:4) Intet er karskt på min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld;

1306

Jeg vil stadig holde din Lov, ja evigt og altid;

1307

De udryddede ikke de Folk, som HERREN havde sagt, de skulde,

1308

Salig den Mand, som fylder sit Kogger med dem; han beskæmmes ej, når han taler med Fjender i Porten. 

1309

Herren bygger Jerusalem, han samler de spredte af Israel,

1310

(77:13) Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker.

1311

Før Nattevagtstimerne våger mine Øjne for at grunde på dit Ord.

1312

HERREN er Værn for sit Folk, sin Salvedes Tilflugt og Frelse.

1313

Du har givet dine Befalinger, for at de nøje skal holdes.

1314

(75:4) vakler end Jorden og alle, som bor derpå, har jeg dog grundfæstet dens Støtter." - Sela.

1315

velsignet er I af HERREN, Himlens og Jordens Skaber.

1316

(108:4) Jeg vil takke dig, HERRE, blandt Folkeslag, lovprise dig blandt Folkefærd;

1317

(76:3) i Salem er hans Hytte, hans Bolig er på Zion.

1318

Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror;

1319

(52:4) Du pønser hele Dagen på ondt; din Tunge er hvas som en Kniv, du Rænkesmed,

1320

Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.

1321

de priser dit Navn, det store og frygtelige; hellig er han!

1322

(89:5) "Jeg lader din Sæd bestå for evigt, jeg bygger din Trone fra Slægt til Slægt!" - Sela.

1323

(77:20) din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke.

1324

thi vort Hjerte glæder sig i ham, vi stoler på hans hellige Navn.

1325

Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej.

1326

Jeg væmmedes fyrretyve År ved denne Slægt, og jeg sagde: Det er et Folk med vildfarne Hjerter, de kender ej mine Veje.

1327

Min Mund skal udsige HERRENs Pris, alt Kød skal love hans hellige Navn evigt og altid. 

1328

(80:8) Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses!

1329

(39:12) Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela.

1330

(38:16) Thi til dig står mit Håb, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,

1331

jeg vil fryde mig over dine Bud, som jeg højlige elsker;

1332

(69:33) Når de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives!

1333

Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.

1334

(31:18) HERRE, lad mig ej blive til Skamme, jeg råber jo til dig, lad de gudløse blive til Skamme og synke tavse i Døden.

1335

Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at jeg kan vandre omkring dit Alter, HERRE,

1336

at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres Børn derom,

1337

Vand i Strømme græder mine Øjne, fordi man ej holder din Lov.

1338

Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse,

1339

Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed!

1340

Men vi dit Folk og den Hjord, du røgter, vi vil evindelig takke dig, forkynde din Pris fra Slægt til Slægt! 

1341

Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten på Zoans Mark;

1342

(61:4) led mig, thi du er min Tilflugt, et mægtigt Tårn til Værn imod Fjenden.

1343

(57:9) vågn op, min Ære! Harpe og Citer vågn op, jeg vil vække Morgenrøden.

1344

Strømmene klappe i Hænder, Bjergene juble til Hobe

1345

(45:15) fulgt af Jomfruer føres hun frem i broget Pragt, Veninderne fører hende hen til Kongen.

1346

(77:7) jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd.

1347

(142:5) Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

1348

De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord,

1349

O, måtte jeg vandre med faste Skridt, så jeg holder dine Vedtægter!

1350

(89:30) jeg lader hans Æt bestå for evigt, hans Trone, så længe Himlen er til.

1351

(88:11) Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? - Sela.

1352

Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre åbne

1353

Zions Porte fremfor alle Jakobs Boliger.

1354

kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.

1355

(31:14) Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, når de holder Råd imod mig, pønser på at tage mit Liv.

1356

Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.

1357

(68:10) Regn i Strømme lod du falde, o Gud, din vansmægtende Arvelod styrkede du;

1358

han sender sit Bud til Jorden, hastigt løber hans Ord,

1359

(44:3) Folk drev du bort, men plantede hine, Folkeslag knuste du, men dem lod du brede sig;

1360

(18:19) På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig til Værn.

1361

(55:5) Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig.

1362

og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynnde hans Gerninger.

1363

Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld!

1364

(108:5) thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne.

1365

på Herren bier min Sjæl mer end Vægter på Morgen, Vægter på Morgen.

1366

(142:8) udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig. 

1367

de, som ikke gør Uret, men vandrer på hans Veje.

1368

Han har sørget for, at hans undere mindes, nådig og barmhjertig er Herren.

1369

Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Og alt Folket svare Amen! 

1370

(92:8) Spirer de gudløse end som Græsset, blomstrer end alle Udådsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse,

1371

han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;

1372

(102:17) thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;

1373

ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot.

1374

Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst.

1375

(49:11) nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre,

1376

Til Gengæld vil jeg til Harpespil prise din Trofasthed, min Gud, lege på Citer for dig, du Israels Hellige;

1377

Stor er HERREN på Zion, ophøjet over alle Folkeslag;

1378

pris ham med klingre Cymbler, pris ham med gjaldende Cymbler;

1379

(88:12) Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?

1380

Hans Æt bliver mægtig på Jord, den oprigtiges Slægt velsignes;

1381

Jeg vil takke dig, thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse.

1382

(53:6) Af Rædsel gribes de da, hvor ingen Rædsel var; thi Gud adsplitter din Belejres Ben; de bliver til Skamme, thi Gud forkaster dem.

1383

(44:9) Vi roser os altid af Gud, dit Navn vil vi love for evigt. - Sela.

1384

(31:23) Og jeg, som sagde i min Angst: "Jeg er bortstødt fra dine Øjne!" Visselig, du hørte min tryglende Røst, da jeg råbte til dig.

1385

(13:5) og min Fjende skal sige: "Jeg overvandt ham!" mine Uvenner juble, fordi jeg vakler!

1386

de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.

1387

Velstand og Rigdom er i hans Hus, hans Retfærdighed varer evindelig.

1388

(57:5) Jeg må ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd.

1389

Thi du, o HERRE, er den Højeste over al Jorden, højt ophøjet over alle Guder!

1390

Dine vedtægter blev mig til Sange i min Udlændigheds Hus.

1391

men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses Fremtid går tabt.

1392

men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans Time komme.

1393

Let mit Hjertes Trængsler og før mig ud af min Nød.

1394

(21:8) Thi Kongen stoler på HERREN, ved den Højestes Nåde rokkes han ikke.

1395

Jubel og Sejrsråb lyder i de retfærdiges Telte: "HERRENs højre øver Vælde,

1396

med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter;

1397

Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere;

1398

Himlen forkyndte hans Retfærd, alle Folkeslag skued hans Herlighed.

1399

HERRE, dit Navn er evigt, din Ihukommelse, HERRE, fra Slægt til Slægt,

1400

(31:17) lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig i din Miskundhed.

1401

(34:22) Ulykke bringer de gudløse Død, og bøde skal de, der hader retfærdige.

1402

Lyt til min Bøn, o HERRE, lån Øre til min tryglende Røst!

1403

I, hans Tjener Abrahams Sæd, hans udvalgte, Jakobs Sønner!

1404

Fremfor vældige Vandes Drøn, fremfor Havets Brændinger er HERREN herlig i det høje!

1405

Pris HERREN, thi god er HERREN, lovsyng hans Navn, thi lifligt er det.

1406

Hvor længe vredes du, HERRE - for evigt? hvor længe skal din Nidkærhed lue som Ild?

1407

(77:3) jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;

1408

(68:36) frygtelig er Gud i sin Helligdom. Israels Gud; han giver Folket Styrke og Kraft. Lovet være Gud! 

1409

fra sit Højsæde holder han Øje med alle, som bor på Jorden;

1410

Jeg vil minde om den Herre HERRENs Vælde, lovsynge din Retfærd, kun den alene.

1411

de har Ører, men hører ikke, Næse men lugter dog ej;

1412

Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:

1413

(83:4) oplægger lumske Råd mod dit Folk, holder Råd imod dem, du værner:

1414

Det er Tid for HERREN at gribe ind, de har krænket din Lov.

1415

(67:7) Landet har givet sin Grøde, Gud, vor Gud, velsigne os,

1416

(46:7) Folkene larmed, Rigerne vakled, han løfted Røsten, så Jorden skjalv,

1417

(59:10) dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn;

1418

(55:3) lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage,

1419

(44:5) Du, du er min Konge, min Gud, som sender Jakob Sejr.

1420

Føde giver han Kvæget og Ravneunger, som skriger;

1421

for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;

1422

Dem, der frygter ham, giver han føde, han kommer for evigt sin pagt i hu.

1423

som skabte Himmel og Jord, Havet og alf, hvad de rummer, som evigt bevarer sin Trofasthed

1424

Tag ikke ganske Sandheds Ord fra min Mund, thi jeg bier på dine Lovbud.

1425

råb af Fryd for Kongen, HERREN, til Trompeter og Hornets Klang!

1426

Moses og Aron er blandt hans Præster og Samuel blandt dem, der påkalder hans Navn; de råber til HERREN, han svarer;

1427

Tak HERREN, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig! 

1428

(68:29) Opbyd, o Gud, din Styrke, styrk, hvad du gjorde for os, o Gud!

1429

(39:14) Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til! 

1430

for at istemme Takkesang, fortælle om alle dine Undere.

1431

deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare;

1432

Folk, som går forbi, siger ikke: "HERRENs Velsignelse over eder! Vi velsigner eder i HERRENs Navn!" 

1433

Da skulde jeg ikke blive til - Skamme, thi jeg så hen til alle dine Bud.

1434

HERREN kommer os i Hu, velsigner, velsigner Israels Hus, velsigner Arons Hus,

1435

Marken juble og alt, hvad den bærer! Da fryder sig alle Skovens Træer

1436

(81:13) Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres egne Råd.

1437

(102:25) Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År er fra Slægt til Slægt.

1438

Han skal leve, så længe Solen lyser og Månen skinner, fra Slægt til Slægt.

1439

(69:30) Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud!

1440

(69:15) Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb,

1441

(49:4) Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt;

1442

Som i Vandsæk samled han Havets Vand, lagde Dybets Vande i Forrådskamre.

1443

Riv mig ej bort med gudløse, Udådsmænd, som har ondt i Sinde mod Næsten trods venlige Ord.

1444

HERREN holder de ydmyge oppe, til Jorden bøjer han gudløse.

1445

Tak Himlenes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig! 

1446

Aldrig i Evighed glemmer jeg dine Befalinger, thi ved dem holdt du mig i Live.

1447

men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

1448

Der lader jeg Horn vokse frem for David, sikrer min Salvede Lampe.

1449

Du er min Gud, jeg vil takke dig, min Gud, jeg vil ophøje dig!

1450

(69:7) Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på dig, o Herre, Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem der søger dig, Israels Gud!

1451

(65:4) Vore Overtrædelser blev os for svare, du tilgiver dem.

1452

(57:11) thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne.

1453

de beskæmmes ikke i onde Tider, de mættes i Hungerens Dage.

1454

(45:18) Jeg vil minde om dit Navn fra Slægt til Slægt; derfor skal Folkene love dig evigt og altid. 

1455

Rejs dig, HERRE, træd ham i Møde, kast ham til Jorden, fri med dit Sværd min Sjæl fra den gudløses Vold,

1456

Som giver alt Kød Føde; thi hans Miskundhed varer evindelig!

1457

(44:6) Ved dig nedstøder vi Fjenden, Modstanderne træder vi ned i dit Navn;

1458

(84:10) Gud, vort Skjold, se til og vend dit Blik til din Salvedes Åsyn!

1459

Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.

1460

Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,

1461

Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.

1462

HERRE vor Gud, du svarer dem. Du var dem en Gud, som tilgav og frikendte dem, for hvad de gjorde.

1463

Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej! 

1464

Mennesket er som et Åndepust, dets Dage som svindende Skygge.

1465

Vær mig nådig, Herre, du er min Gud; thi jeg råber til dig Dagen igennem.

1466

Jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger uden at blues;

1467

- Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens Dag -

1468

(31:9) Du gav mig ikke i Fjendens Hånd, men skaffede Rum for min Fod.

1469

(67:6) Folkeslag skal takke dig Gud, alle Folkeslag takke dig!

1470

HERRE, bryd op til dit Hvilested, du og din Vældes Ark!

1471

så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,

1472

(69:13) De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.

1473

(142:6) HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

1474

Vend, o Herre, vort Fangenskab, som Sydlandets Strømme!

1475

(89:19) thi vort Skjold er hos HERREN, vor Konge er Israels Hellige!

1476

(64:11) de retfærdige glædes i HERREN og lider på ham, de oprigtige af Hjertet jubler til Hobe! 

1477

(60:5) Du lod dit Folk friste ondt, iskænked os døvende Vin.

1478

(38:11) mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.

1479

Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris. 

1480

han, som danned deres Hjerter til Hobe, gennemskuer alt deres Værk.

1481

han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne tårnedes op;

1482

han går ikke bestandig i Rette, gemmer ej evigt på Vrede;

1483

Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde.

1484

(92:16) for at vidne, at HERREN er retvis, min Klippe, hos hvem ingen Uret findes. 

1485

(55:15) og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus.

1486

Jeg hasted og tøved ikke med at holde dine Bud.

1487

han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.

1488

(64:4) der hvæsser Tungen som Sværd, lægger giftige Ord på Buen

1489

(85:5) Vend tilbage, vor Frelses Gud, hør op med din Uvilje mod os!

1490

(68:9) ja, Himlen dryppede for Guds Åsyn, for Guds Åsyn, Israels Guds.

1491

(83:3) Thi se, dine Fjender larmer, dine Avindsmænd løfter Hovedet,

1492

(61:5) Lad mig evigt bo som Gæst i dit Telt, finde Tilflugt i dine Vingers Skjul! - Sela.

1493

(102:20) thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord

1494

hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;

1495

Jerusalem bygget som Staden, hvor Folket samles;

1496

Bjergene smelted som Voks for HERREN, for hele Jordens Herre;

1497

(68:14) Vil l da blive imellem Foldene? Duens Vinger dækkes af Sølv, dens Fjedre af gulgrønt Guld.

1498

(48:13) Drag rundt om Zion, gå rundt og tæl dets Tårne,

1499

(48:11) som dit Navn så lyder din Pris til Jordens Grænser. Din højre er fuld af Retfærd,

1500

(44:27) Stå op og kom os til Hjælp, forløs os for din Miskundheds Skyld! 

1501

(44:21) Havde vi glemt vor Guds Navn, bredt Hænderne ud mod en fremmed Gud,

1502

(39:10) Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.

1503

(41:11) Men du, o HERRE, vær mig nådig og rejs mig, så jeg kan øve Gengæld imod dem.

1504

Vor Sjæl slap fri som en Fugl at Fuglefængernes Snare, Snaren reves sønder, og vi slap fri.

1505

de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs;

1506

(65:11) du vander dets Furer, jævner knoldene, bløder det med Regn, velsigner dets Sæd.

1507

Over alle folk er Herren ophøjet, hans herlighed højt over himlene.

1508

(102:18) han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.

1509

Jeg vil ofre dig Lovprisningsoffer og påkalde HERRENs Navn;

1510

ingen, der øver Svig, skal bo i mit Hus, ingen, som farer med Løgn, bestå for mit Øje.

1511

(92:7) Tåben fatter det ikke, Dåren skønner ej sligt.

1512

(45:17) Dine Sønner træde ind i dine Fædres Sted, sæt dem til Fyrster rundt i Landet!

1513

Min Fod står på den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love HERREN. 

1514

thi din Hånd lå tungt på mig både Dag og Nat, min Livskraft svandt som i Sommerens Tørke. - Sela.

1515

Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,

1516

Han løfter et horn for sit folk, lovprist af alle sine fromme, af Israels børn, det folk, der står ham nær. Halleluja! 

1517

(102:7) jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder;

1518

(88:14) Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.

1519

I retfærdige, glæd jer i HERREN, lovsyng hans hellige Navn! 

1520

Men Zion kalder man Moder, der fødtes enhver, den Højeste holder det selv ved Magt.

1521

Rejs dig, o Gud, døm Jorden, thi alle Folkene får du til Arv! 

1522

(69:35) Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der;

1523

sig til Gud: "Hvor forfærdelige er dine Gerninger! For din vældige Styrkes Skyld logrer Fjenderne for dig,

1524

(59:12) Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem,

1525

(21:9) Til alle dine Fjender når din Hånd, din højre når dine Avindsmænd.

1526

Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage.

1527

(46:4) om end deres Vande bruser og syder og Bjergene skælver ved deres Vælde. - Sela.

1528

da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark,

1529

så jeg har Svar til dem, der spotter mig, thi jeg stoler på dit Ord.

1530

(102:4) Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;

1531

(85:13) Derhos giver HERREN Lykke, sin Afgrøde giver vort Land;

1532

(77:8) Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde,

1533

Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand!

1534

(38:7) jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang.

1535

Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.

1536

(60:10) Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg."

1537

han ynkes altid og låner ud, og hans Afkom er til Velsignelse.

1538

(21:7) Ja, evig Velsignelse gav du ham, med Fryd for dit Åsyn glæded du ham.

1539

Som skabte Himlen med indsigt; thi hans miskundhed varer evindelig!

1540

men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler

1541

Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;

1542

Han lader ej Gudløsheds Herskerskerstav tynge retfærdiges Lod, at retfærdige ikke skal udrække Hånden til Uret.

1543

Du forkaster alle, der farer vild fra dine Vedtægter, thi de higer efter Løgn.

1544

(58:5) Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre

1545

(77:17) Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;

1546

Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!

1547

Til Landets trofaste søger mit Øje, hos mig skal de bo; den, der vandrer uskyldiges Vej, skal være min Tjener;

1548

Vogt min Sjæl, thi jeg ærer dig; frels din Tjener, som stoler på dig!

1549

(68:33) I Jordens Riger, syng for Gud, lovsyng HERREN;

1550

visselig, Gud har hørt, han lytted til min bedende Røst.

1551

(41:7) Kommer en i Besøg, så fører han hyklerisk Tale, hans Hjerte samler på ondt, og så går han bort og taler derom.

1552

(31:19) Lad de falske Læber forstumme, som taler frækt om den retfærdige med Hovmod og Foragt.

1553

(55:20) Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. - Sela. Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.

1554

(54:8) Da vil jeg frivilligt ofre til dig, prise dit Navn, o HERRE, thi det er godt;

1555

thi din Miskundhed står mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed.

1556

Tak Herrens Herre; thi hans miskundhed varer evindelig!

1557

Vig fra mig, I, som gør ondt, jeg vil holde min Guds Bud.

1558

Lad Løgnens Vej være langt fra mig og skænk mig i Nåde din Lov!

1559

(38:13) de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig.

1560

(81:3) istem Lovsang, lad Pauken lyde, den liflige Citer og Harpen;

1561

(49:6) Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde,

1562

Du truer de frække; forbandede er de, der viger fra dine Bud.

1563

du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf;

1564

(81:9) Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig!

1565

I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By,

1566

at ty til HERREN er godt fremfor at stole på Fyrster.

1567

Som dem skal de, der lavede dem, blive, enhver, som stoler på dem!

1568

thi Ret skaffer HERREN sit Folk og ynkes over sine Tjenere.

1569

(77:21) Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd. 

1570

velsigner dem, der frygter HERREN, og det både små og store.

1571

hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.

1572

Vælt Hån og Ringeagt fra mig, thi jeg agter på dine Vidnesbyrd.

1573

Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt;

1574

Med Brændofre vil jeg gå ind i dit Hus og indfri dig mine Løfter,

1575

(52:5) du foretrækker ondt for godt, Løgn for sanddru Tale. - Sela.

1576

HERRENs Røst med Vælde, HERRENs Røst i Højhed,

1577

(56:11) Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med HERRENs Hjælp skal jeg prise hans Ord.

1578

Tak Gudernes Gud; thi hans miskundhed varer evindelig!

1579

lovsyng HERREN til Citer, lad Lovsang tone til Citer,

1580

HERREN velsigne dig fra Zion, at du må se Jerusalems Lykke alle dit Livs Dage

1581

Udøs din Vrede på Folk, der ikke kender dig, på Riger, som ikke påkalder dit Navn;

1582

(45:6) Dine Pile er hvæssede, Folkeslag falder for din Fod, Kongens Fjender rammes i Hjertet.

1583

Tilregn os ikke Fædrenes Brøde, lad din Barmhjertighed komme os snarlig i Møde, thi vi er såre ringe,

1584

Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn!

1585

(38:21) som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode.

1586

Se hen til mine Fjender, thi de er mange og hader mig med Had uden Grund.

1587

han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed;

1588

kom i Hu de Undere, han gjorde, hans Tegn og hans Munds Domme,

1589

Jeg, står op ved Midnat og takker dig for dine retfærdige Lovbud.

1590

hans Avindsmænd bøjer knæ for ham, og hans Fjender slikker Støvet;

1591

(52:9) "Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled på sin megen Rigdom, trodsede på sin Velstand!"

1592

Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.

1593

(69:34) Thi HERREN låner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe.

1594

(80:3) for Efraims, Benjamins og Manasses Øjne; opbyd atter din Vælde og kom til vor Frelse!

1595

Måtte han leve og Guld fra Saba gives ham! De skal bede for ham bestandig, velsigne ham Dagen igennem.

1596

(69:24) lad Øjnene slukkes, så Synet svigter, lad Lænderne altid vakle!

1597

(68:31) Tru ad Dyret i Sivet, Tyreflokken, Folkeslags Herrer, så de hylder dig med deres Sølvstykker. Adsplit Folkeslag, der elsker Strid!

1598

Han hersker med Vælde for evigt, på Folkene vogter hans Øjne, ej kan genstridige gøre sig store. - Sela.

1599

(48:4) Som Værn gjorde Gud sig kendt i dens Borge.

1600

(67:8) Gud velsigne os, så den vide Jord må frygte ham! 

1601

(61:8) Han skal trone evigt for Guds Åsyn; send Nåde og Sandhed til at bevare ham!

1602

(102:3) skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig!

1603

de talte mod Gud og sagde: "Kan Gud dække Bord i en Ørken?

1604

For Slagger regner du alle Jordens gudløse, derfor elsker jeg dine Vidnesbyrd.

1605

Det hørte Gud og blev vred følte højlig Lede ved Israel;

1606

(55:10) Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen;

1607

(140:8) HERRE, Herre, min Frelses Styrke, du skærmer mit Hoved på Stridens Dag.

1608

Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?

1609

(83:7) Edoms Telte og Ismaeliterne, Moab sammen med Hagriterne,

1610

(68:11) din Skare tog Bolig der, for de arme sørged du, Gud, i din Godhed,

1611

Der siges herlige Ting om dig, du Guds Stad. - Sela.

1612

(49:12) deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn.

1613

(18:48) den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod

1614

de, som frygter HERREN, stoler på ham, han er deres Hjælp og Skjold.

1615

HERRE, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, så at de ryger;

1616

Dine Præster være klædte i Retfærd, dine fromme synge med Fryd!

1617

(83:6) Ja, de rådslår i Fællig og slutter Pagt imod dig,

1618

(89:34) men min Nåde tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg ikke;

1619

Frels os, HERRE vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris.

1620

Vend tilbage, HERRE! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere;

1621

(89:13) Norden og Sønden skabte du, Tabor og Hermon jubler over dit Navn.

1622

(76:8) Frygtelig er du! Hvo holder Stand mod dig i din Vredes Vælde?

1623

tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!"

1624

(60:9) mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav,

1625

(59:11) med Nåde kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd!

1626

selv skal han leve i Lykke og hans Sæd få Landet i Eje.

1627

Ja, han fried min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Gråd, min Fod fra Fald.

1628

han lader Sne falde ned som Uld, som Aske spreder han Rim,

1629

Støt mig efter dit Ord, at jeg må leve, lad mig ikke beskæmmes i mit Håb!

1630

Und mig et Tegn på din Godhed; at mine Fjender med Skamme må se, at du, o HERRE, hjælper og trøster mig! 

1631

De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.

1632

Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind!

1633

(142:4) Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

1634

du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;

1635

Derfor elsker jeg dine Bud fremfor Guld og Skatte.

1636

Hvorfor skal Hedninger sige: "Hvor er deres Gud?" Lad dine Tjeneres udgydt Blod blive hævnet på Hedningerne for vore Øjne!

1637

Lad din Miskundhed være min Trøst efter dit Ord til din Tjener!

1638

(108:13) Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte.

1639

(61:9) Da vil jeg evigt love dit Navn og således Dag efter Dag indfri mine Løfter. 

1640

(63:10) Forgæves står de mig efter livet, i Jordens Dyb skal de synke,

1641

(55:19) og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig.

1642

Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.

1643

Israel stoler på HERREN, han er deres Hjælp og Skjold;

1644

Den gudløse ser det og græmmer sig, skærer Tænder og går til Grunde; de gudløses Attrå bliver til intet. 

1645

i hans Hånd er Jordens dybder, Bjergenes Tinder er hans;

1646

Om Fyrster oplægger Råd imod mig, grunder din Tjener på dine Vedtægter.

1647

(76:12) Aflæg Løfter og indfri dem for HERREN eders Gud, alle omkring ham skal bringe den Frygtindgydende Gaver.

1648

(65:8) du, som dæmper Havenes Brusen, deres Bølgers Brusen og Folkefærds Larm,

1649

(58:7) Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse du, HERRE;

1650

(56:13) Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg betale dig.

1651

(61:6) Ja du, o Gud, har hørt mine Løfter, opfyldt deres Ønsker, der frygter dit Navn.

1652

(21:5) Han bad dig om Liv, og du gav ham det, en Række af Dage uden Ende.

1653

(60:8) Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med jubel, udmåle Sukkots Dal;

1654

de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,

1655

Dets Føde velsigner jeg, dets fattige mætter jeg med Brød,

1656

Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder;

1657

(102:8) om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget;

1658

(142:7) Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

1659

o Herre hør min Røst! Lad dine Ører lytte til min tryglende Røst!

1660

han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,

1661

De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?"

1662

(89:37) Hans Æt skal blive for evigt, hans Trone for mig som Solen,

1663

Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt."

1664

(42:11) Det er, som knustes mine Ben, når Fjenderne håner mig, når de stadig spørger mig : "Hvor er din Gud?"

1665

(77:11) Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før.

1666

(69:16) lad Strømmen ikke gå over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig.

1667

jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel.

1668

(57:12) Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden! 

1669

Thi du er min Tilflugts Gud, hvi har du forstødt mig? Hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, træn:t af Fjender?

1670

(68:22) Men Fjendernes Hoveder knuser Gud, den gudløses Isse, der vandrer i sine Synder.

1671

(47:10) Folkenes Stormænd samles med Folket, der tilhører Abrahams Gud; thi Guds er Jordens Skjolde, højt ophøjet er han! 

1672

Vogt min Sjæl og frels mig, jeg lider på dig, lad mig ikke beskæmmes.

1673

(21:4) Du kom ham i Møde med rig Velsignelse, satte en Krone af Guld på hans Hoved.

1674

(55:14) men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,

1675

HERRE, udfri min Sjæl fra Løgnelæber, fra den falske Tunge!

1676

de taler om dine ræddelige Gerningers Vælde, om din Storhed vil jeg vidne;

1677

alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,

1678

Dog, mine Øjne er rettet på dig, o HERRE, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris!

1679

(88:3) lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!

1680

Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til,

1681

Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd,

1682

lad os gå hen til hans Bolig, tilbede ved hans Fødders Skammel!"

1683

HERREN vogter enfoldige, jeg var ringe, dog frelste han mig.

1684

de skal bære dig på deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod på nogen Sten;

1685

Thi jeg er som en Lædersæk i Røg, men dine Vedtægter glemte jeg ikke.

1686

thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord.

1687

ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud

1688

Alle, som hader Zion, skal vige med Skam,

1689

Da sendte han Moses, sin Tjener, og Aron, sin udvalgte Mand;

1690

han lod sit Folk drage ud med Fryd, sine udvalgte under Jubel;

1691

han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;

1692

han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som Jorden.

1693

(47:5) han udvalgte os vor Arvelod, Jakob hans elskedes Stolthed. - Sela.

1694

Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.

1695

(77:19) din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;

1696

Jeg kundgør med mine Læber alle din Munds Lovbud.

1697

han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk;

1698

(80:5) HERRE, Hærskarers Gud, hvor længe vredes du trods din Tjeners Bøn?

1699

(81:7) "Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder slap fri for Kurven.

1700

(69:4) træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie på min Gud;

1701

(68:17) Hvi skæver I Bjerge med spidse Tinder til Bjerget, Gud ønskede til Bolig, hvor HERREN også vil bo for evigt?

1702

(60:13) Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte.

1703

(53:7) Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når Gud vender sit Folks Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes. 

1704

(108:3) Harpe og Citer, vågn op, jeg vil vække Morgenrøden.

1705

Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse,

1706

(88:6) kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.

1707

HERREN lader eder vokse i Tal, eder og eders Børn;

1708

Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når bliver I kloge, I Dårer?

1709

(38:9) jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde.

1710

(31:13) Som en død er jeg gået dem at Minde, jeg er som et ødelagt Kar.

1711

(44:14) Til Hån for Naboer gør du os, til Spot og Spe for Grander,

1712

Her ender Davids, Isajs Søns, Bønner. 

1713

(60:7) Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os!

1714

(40:14) Du værdiges, HERRE, at fri mig, HERRE, il mig til Hjælp.

1715

dine Landemærker giver han Fred, mætter dig med Hvedens Fedme;

1716

Som slog Ægyptens førstefødte; thi hans Miskundhed varer evindelig!

1717

de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud;

1718

og skuer ned i det dybe - i Himlene og på Jorden -

1719

Så gjorde han ikke mod andre Folk, dem kundgør han ingen Lovbud. Halleluja! 

1720

(102:16) Og HERRENs Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger;

1721

han kom sin Nåde mod Jakob i Hu, sin Trofasthed mod Israels Hus. Den vide Jord har skuet vor Guds Frelse.

1722

Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;

1723

(83:13) fordi de siger: "Guds Vange tager vi til os som Eje."

1724

(81:5) Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud;

1725

(65:7) du, som grundfæster Bjerge med Vælde, omgjorde med Kraft,

1726

(49:14) Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela.

1727

HERRENs Røst, den splintrer Cedre, HERREN splintrer Libanons Cedre,

1728

(57:4) han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed.

1729

De gudløse drager Sværdet og spænder Buen for at fælde arm og fattig, for at nedslagte dem, der vandrer ret;

1730

(41:12) Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min Fjende ikke skal juble over mig.

1731

Thi Fjender forfølger min Sjæl, de træder mit Liv i Støvet, lader mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.

1732

(83:9) også Assur har sluttet sig til dem, Lots Sønner blev de en Arm. - Sela.

1733

for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig.

1734

(65:9) så Folk ved Verdens Ende gruer for dine Tegn; hvor Morgen og Aften oprinder, bringer du Jubel.

1735

(44:15) du gør os til Mundheld blandt Folkene, lader Folkeslagene ryste på Hovedet ad os.

1736

Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;

1737

(49:3) både høj og lav, både rig og fattig!

1738

men dem, der slår ind på krogveje, dem bortdrive HERREN tillige med Udådsmænd. Fred over Israel! 

1739

du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.

1740

Jeg påkaldte HERRENs Navn: "Ak, HERRE, frels min Sjæl!"

1741

(88:9) Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,

1742

med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender.

1743

blandt Folkene holder han Dom, fylder op med døde, knuser Hoveder viden om Lande.

1744

(88:7) Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;

1745

Lad mit Hjerte være fuldkomment i dine Vedtægter, at jeg ikke skal blive til Skamme.

1746

(88:5) jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,

1747

han skal fri deres Sjæle fra Uret og vold, deres Blod er dyrt i hans Øjne.

1748

(77:4) jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. - Sela.

1749

var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.

1750

(48:8) Med Østenstormen knuser du Tarsisskibe.

1751

(63:12) Men Kongen glædes i Gud; enhver, der sværger ved ham, skal juble, thi Løgnernes Mund skal lukkes. 

1752

(59:18) Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min nådige Gud. 

1753

(58:9) Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbårent Foster, der aldrig så Sol.

1754

(44:20) Dog knuste du os, hvor Sjakalerne bor, og indhylled os i Mørke.

1755

(31:12) For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine Naboers Gru, mine Keodinges Rædsel; de, der ser mig på Gaden, flygter for mig.

1756

de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.

1757

(36:13) Se, Udådsmændene falder, slås ned, så de ikke kan rejse sig. 

1758

thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;

1759

(38:8) Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop,

1760

slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,

1761

Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør;

1762

Israel sige: "Thi hans miskundhed varer evindelig!"

1763

Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde;

1764

Lov HERREN, alle hans Hærskarer, hans Tjenere, som fuldbyrder hans Vilje.

1765

Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,

1766

lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem som Kvæg i Ørkenen,

1767

(89:47) Hvor længe vil du skjule dig, HERRE, for evigt, hvor længe skal din Vrede lue som Ild?

1768

Hans værk er højhed og herlighed, hans retfærd bliver til evig tid.

1769

De forkynder dit Riges Ære og taler om din Vælde

1770

De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, HERRENs hellige;

1771

(102:12) mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.

1772

"Se, i Efrata hørte vi om den, fandt den på Ja'ars Mark;

1773

(88:19) Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte. 

1774

(108:9) mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav,

1775

(89:14) Du har en Arm med Vælde, din Hånd er stærk, din højre løftet.

1776

(88:8) tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. - Sela.

1777

Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;

1778

(83:8) Gebal, Ammon, Amalek, Filister land med Tyrus's Borgere;

1779

(68:34) hyld ham der farer frem på Himlenes Himle, de gamle! Se, han løfter sin Røst, en vældig Røst.

1780

(68:25) Se på Guds Højtidstog, min Guds, min Konges Højtidstog ind i Helligdommen!

1781

Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab.

1782

(140:5) Vogt mig, HERRE, for gudløses Hånd, vær mig et Værn mod Voldsmænd, som pønser på at bringe mig til Fald.

1783

Jeg har mere Forstand end de gamle; jeg agter på dine Bud.

1784

blive som Græs på Tage, der visner, førend det skyder Strå,

1785

(140:14) For vist skal retfærdige prise dit Navn, oprigtige bo for dit Åsyn. 

1786

Trængsel og Angst har ramt mig, men dine Bud er min Lyst.

1787

(92:4) til tistrenget Lyre, til Harpe, til Strengeleg på Citer!

1788

Hvor længe skal gudløse, HERRE, hvor længe skal gudløse juble?

1789

Alle Folkeslag flokkedes om mig, jeg slog dem ned i HERRENs Navn;

1790

sagde så i min Angst: "Alle Mennesker lyver!"

1791

tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger

1792

til Frelse slår Stridshesten ikke til, trods sin store Styrke redder den ikke.

1793

Herrens navn være lovet fra nu og til evig tid;

1794

(57:7) Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. - Sela.

1795

HERREN tæller efter i Folkeslagenes Liste, en fødtes her, en anden der. - Sela.

1796

(56:6) De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på ondt.

1797

(18:49) og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.

1798

(84:9) Hør min Bøn, o HERRE, Hærskarers Gud, Lyt til, du Jakobs Gud! - Sela.

1799

(83:12) Deres Høvdinger gå det som Oreb og Ze'eb, alle deres Fyrster som Zeba og Zalmunna,

1800

Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.

1801

(65:14) Engene klædes med Får, Dalene hylles i Korn, i Jubel bryder de ud og synger! 

1802

de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden.

1803

Lad dit Ansigt lyse over din Tjener og lær mig dine Vedtægter!

1804

(36:5) på sit Leje udtænker han Uret, han træder en Vej, som ikke er god; det onde afskyr han ikke.

1805

Havet så det og flyede, Jordan trak sig tilbage,

1806

når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?

1807

Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;

1808

(102:29) Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestå for dit Åsyn. 

1809

de blive som Avner for Vinden, og HERRENs Engel nedstøde dem,

1810

(40:15) Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;

1811

(21:6) Stor er hans Glans ved din Frelse, Højhed og Hæder lægger du på ham.

1812

(31:22) Lovet være HERREN, thi under fuld Miskundhed har han vist mig i en befæstet Stad.

1813

(20:4) han komme alle dine Afgrødeofre i Hu og tage dit Brændoffer gyldigt! - Sela.

1814

Ringe og ussel er jeg, men dine Befalinger glemte jeg ikke.

1815

ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!

1816

Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger

1817

(80:15) Hærskarers Gud, vend tilbage, sku ned fra Himlen og se! Drag Omsorg for denne Vinstok,

1818

Vend dig til mig og vær mig nådig, som Ret er for dem, der elsker dit Navn!

1819

(58:10) Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede

1820

(49:5) jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg.

1821

(68:16) Et Gudsbjerg er Basans Bjerg, et Bjerg med spidse Tinder er Basans Bjerg;

1822

(21:13) thi du slår dem på Flugt, med din Bue sigter du mod deres Ansigt.

1823

(48:5) Thi Kongerne samlede sig, rykked frem tilsammen;

1824

de har lukket deres Hjerte med Fedt, deres Mund fører Hovmodstale.

1825

Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.

1826

da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris.

1827

(140:7) Jeg siger til HERREN: Du er min Gud, HERRE, lyt til min tryglende Røst!

1828

(68:30) For dit Tempels Skyld skal Konger bringe dig Gaver i Jerusalem.

1829

(140:3) der pønser på ondt i Hjertet og daglig ægger til Strid.

1830

Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"

1831

Han, der ene gør store undere; thi hans miskundhed varer evindelig!

1832

og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.

1833

red de ringe og fattige, fri dem ud af de gudløses Hånd!

1834

(80:16) for Skuddet, din højre planted!

1835

Jeg holder min Fod fra hver Vej, som er ond, at jeg kan holde dit Ord.

1836

(77:18) Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did;

1837

(80:19) Da viger vi ikke fra dig, hold os i Live, så påkalder vi dit Navn!

1838

ynkes over ringe og fattig og frelse fattiges Sjæle;

1839

han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;

1840

han, som har holdt vor Sjæl i Live og ej lod vor Fod glide ud!

1841

Løn dem for deres Idræt og onde Gerninger; løn dem for deres Hænders Værk, gengæld dem efter Fortjeneste!

1842

(54:4) hør, o Gud, min Bøn, lyt til min Munds Ord!

1843

(18:45) hører de om mig, lyder de mig, Udlandets Sønner kryber for mig;

1844

HERREN er Konge for evigt, din Gud, o Zion, fra Slægt til Slægt. Halleluja! 

1845

De, der frygter dig, ser mig og glædes, thi jeg bier på dit Ord.

1846

Harme greb mig over de gudløse, dem, der slipper din Lov.

1847

Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern.

1848

men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

1849

Han bredte en Sky som Skjul og Ild til at lyse i Natten;

1850

(44:7) thi ej på min Bue stoler jeg, mit Sværd kan ikke give mig Sejr;

1851

Jeg vil holde dine Vedtægter, svigt mig dog ikke helt!

1852

(83:17) fyld deres Åsyn med Skam, så de søger dit Navn, o HERRE;

1853

(68:15) Da den Almægtige splittede Kongerne der, faldt der Sne på Zalmon."

1854

han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:

1855

(18:42) De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.

1856

Jeg vil Fred; men taler jeg, vil de Krig! 

1857

(142:3) udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

1858

de flokkedes om mig som Bier, blussed op, som Ild i Torne, jeg slog dem ned i HERRENs Navn.

1859

de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.

1860

med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;

1861

Skælv, Jord, for HERRENs Åsyn, for Jakobs Guds Åsyn,

1862

thi han står ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl. 

1863

de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten,

1864

(44:16) Min Skændsel er mig altid i Tanke, og Skam bedækker mit Åsyn

1865

(89:18) Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din Yndest;

1866

(83:14) Min Gud, lad dem blive som hvirvlende Løv som Strå, der flyver for Vinden.

1867

(44:12) du har givet os hen som Slagtekvæg, og strøet os ud mellem Folkene,

1868

(75:3) "Selv om jeg udsætter Sagen, dømmer jeg dog med Retfærd;

1869

Som kom os i Hu i vor Ringhed; thi hans Miskundhed varer evindelig!

1870

Som kløved det røde Hav; thi hans Miskundhed varer evindelig!

1871

ja, han bøjed sit Øre til mig, jeg påkaldte HERRENs Navn.

1872

HERREN, han er min Hjælper, jeg skal se med Fryd på dem, der hader mig.

1873

til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som - bor der.

1874

Så står vore Fødder da i dine Porte, Jerusalem,

1875

og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By.

1876

Du er en Konge, der elsker Retfærd, Retten har du grundfæstet, i Jakob, øved du Ret og Retfærd.

1877

de tvang hans Fødder med Lænker, han kom i Lænker af Jern,

1878

stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige!

1879

Han drikker af Bækken ved Vejen, derfor løfter han Hovedet højt. 

1880

Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn,

1881

(89:38) stå fast som Månen for evigt, og Vidnet på Himlen er sanddru, - Sela.

1882

(81:10) En fremmed Gud må ej findes hos dig, tilbed ikke andres Gud!

1883

Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;

1884

(75:5) Til Dårerne siger jeg: "Vær ej Dårer!" og til de gudløse: "Løft ej Hornet,

1885

du vil øge min Storhed og atter trøste mig.

1886

Som skabte de store lys; thi hans miskundhed varer evindelig!

1887

Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;

1888

du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.

1889

og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte.

1890

Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.

1891

De fører tøjlesløs Tale, hver Udådsmand ter sig som Herre;

1892

han udøser Hån over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde.

1893

lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;

1894

Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.

1895

Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi.

1896

deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.

1897

Glæd din Tjeners Sjæl, thi til dig, o Herre, løfter jeg min Sjæl;

1898

(55:6) Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig.

1899

(41:13) Du holder mig oppe i Kraft af min Uskyld, lader mig stå for dit Åsyn til evig Tid.

1900

(62:4) Hvor længe stormer I løs på en Mand, - alle slår I ham ned - som på en hældende Væg, en faldende Mur?

1901

(59:13) giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger;

1902

De er som den rovgridske Løve, den unge Løve, der ligger på Lur.

1903

Se hen til min Nød og min Kvide og tilgiv alle mine Synder.

1904

For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,

1905

de krævede, han bragte Vagtler, med Himmelbrød mættede han dem;

1906

indtil hans Ord blev opfyldt; ved HERRENs Ord stod han Prøven igennem.

1907

(108:11) Hvo bringer mig til den befæstede By, hvo leder mig hen til Edom?

1908

Han, HERREN, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden;

1909

(36:4) Hans Munds Ord er Uret og Svig, han har ophørt at handle klogt og godt;

1910

(89:51) Kom, Herre, din Tjeners Skændsel i Hu, at jeg bærer Folkenes Spot i min Favn,

1911

thi de gudløses Arme skal brydes, men HERREN støtter de retfærdige;

1912

(102:15) thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.

1913

(77:5) Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs.

1914

(75:11) alle de gudløses Horn stødes af, de retfærdiges Horn skal knejse! 

1915

(20:10) HERRE, frels dog Kongen og svar os, den Dag vi kalder! 

1916

Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

1917

Jeg er din Tjener, giv mig Indsigt, at jeg må kende dine Vidnesbyrd!

1918

Hvi skal Folkene sige: "Hvor er dog deres Gud?"

1919

(89:33) da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres Brøde med hårde Slag;

1920

Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,

1921

(68:35) Giv Gud Ære! Over Israel er hans Højhed, Hans Vælde i Skyerne,

1922

Havet med dets Fylde skal bruse, Jorderig og de, som bor der,

1923

(48:9) Som vi havde hørt det, så vi det selv i Hærskarers HERREs By, i vor Guds By; til evig Tid lader Gud den stå. - Sela.

1924

(76:6) De tapre gjordes til Bytte, i Dvale sank de, og kraften svigted alle de stærke Kæmper.

1925

Og han vil forløse Israel fra alle dets Misgerninger, 

1926

Som drev Farao og hans Hær i det røde Hav thi hans Miskundhed varer evindelig!

1927

HERREN velsigne dig fra Zion, han, som skabte Himmel og Jord. 

1928

Lad de frække beskæmmes, thi de gør mig skammelig Uret, jeg grunder på dine Befalinger.

1929

Her er for evigt mit Hvilested, her vil jeg bo, thi det har jeg ønsket.

1930

de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter.

1931

Jeg holder dine Befalinger og Vidnesbyrd, thi du kender alle mine Veje.

1932

Bjergene sprang som Vædre, Højene hopped som Lam.

1933

han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse yndede han ikke, den blive ham fjern!

1934

De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;

1935

(108:14) Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned! 

1936

(89:25) med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være, hans Horn skal løfte sig ved mit Navn;

1937

(81:6) han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da han drog ud fra Ægypten, hvor han hørte et Sprog, han ikke kendte.

1938

(69:17) Svar mig, HERRE, thi god er din Nåde, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed;

1939

frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;

1940

(41:6) Mine Fjender ønsker mig ondt: "Hvornår mon han dør og hans Navn udslettes?"

1941

(85:14) Retfærd vandrer foran ham og følger også hans Fjed. 

1942

(68:13) "Hærenes Konger flyr, de flyr, Husets Frue uddeler Bytte.

1943

over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.

1944

de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.

1945

Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig;

1946

(108:6) Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!

1947

de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres Gudebilleder.

1948

(80:6) Du har givet os Tårebrød at spise, Tårer at drikke i bredfuldt Mål.

1949

Derfor skulde de holde hans Bud og efterkomme hans Love. 

1950

Frække har rejst sig imod mig, Gud; Voldsmænd, i Flok vil tage mit Liv, og dig har de ikke for Øje.

1951

Vend dig til mig og vær mig nådig, giv din Tjener din Styrke, frels din Tjenerindes Søn!

1952

Som bredte jorden på vandet; thi hans miskundhed varer evindelig!

1953

de siger: "HERREN kan ikke se,Jakobs Gud kan intet mærke!"

1954

Alle Jordens Konger skal prise dig, HERRE, når de hører din Munds Ord,

1955

(89:48) Herre, kom i Hu, hvad Livet er, til hvilken Tomhed du skabte hvert Menneskebarn!

1956

Ild farer frem foran ham, og luer iblandt hans Fjender.

1957

(108:8) Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med Jubel, udmåle Sukkots Dal;

1958

Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt?

1959

(56:3) mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange strider bittert imod mig!

1960

(68:28) Der er liden Benjamin forrest, Judas Fyrster i Flok, Zebulons Fyrster, Naftalis Fyrster.

1961

Den gudløse lurer på den retfærdige og står ham efter Livet,

1962

(52:7) Derfor styrte Gud dig for evigt, han gribe dig, rive dig ud af dit Telt, han rykke dig op af de levendes Land! - Sela.

1963

dog skal I dø som Mennesker, styrte som en af Fyrsterne!"

1964

Såfremt dine Sønner holder min Pagt og mit Vidnesbyrd, som jeg lærer dem, skal også deres Sønner sidde evindelig på din Trone!

1965

Min Sjæl har længe nok boet blandt Folk, som hader Fred.

1966

de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom;

1967

Jeg svor en Ed og holdt den: at følge dine retfærdige Lovbud.

1968

Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.

1969

Pagten, han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak;

1970

Fra dine Lovbud veg jeg ikke, thi du underviste mig.

1971

(64:6) Ihærdigt lægger de onde Råd, skryder af, at de lægger Snarer siger: "Hvem skulde se os?"

1972

Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn

1973

(88:16) Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;

1974

han kløvede Havet og førte dem over, lod Vandet stå som en Vold;

1975

Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der,

1976

Min Gud, fri mig ud af gudløses Hånd, af Niddings og Voldsmands Kløer;

1977

(60:4) du lod Landet skælve, slå Revner, læg nu dets Brist, thi det vakler!

1978

(55:21) På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt.

1979

(59:6) Du er jo HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg alle Folkene, skån ej een af de troløse Niddinger! - Sela.

1980

Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?

1981

(38:22) HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig,

1982

Forløs, o Gud, Israel af alle dets Trængsler! 

1983

De omringer os, overalt hvor vi går, de sigter på at slå os til Jorden.

1984

han gav dem deres plads for evigt, han gav en lov, som de ej overtræder!

1985

(140:6) Hovmodige lægger Snarer og Strikker for mig, breder et Net for min Fod, lægger Fælder for mig ved Vejen. - Sela.

1986

Fri mig fra mine Fjender, HERRE, til dig flyr jeg hen;

1987

I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,

1988

Jeg bøjed mit Hjerte til at holde dine Vedtægter for evigt til Enden.

1989

HERRENs højre er løftet, HERRENs højre øver Vælde!"

1990

Forbarm dig over os, HERRE, forbarm dig! Thi overmætte er vi af Spot,

1991

Stadfæst for din Tjener dit Ord, så jeg lærer at frygte dig.

1992

Da blev HERREN vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv;

1993

HERRENs Røst får Ørk til at skælve, HERREN får Kadesj's Ørk til at skælve!

1994

(92:10) Thi se, dine Fjender, HERRE, se, dine Fjender går under, alle Udådsmænd spredes!

1995

(89:17) De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din Retfærdighed.

1996

(70:3) Lad dem beskæmmes og røme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;

1997

(48:7) af Rædsel grebes de brat, af Veer som en, der føder.

1998

(54:9) thi det frier mig ud af al Nød; mit Øje skuer med Fryd mine Fjender! 

1999

Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig nådig!

2000

(21:11) Du rydder bort deres Frugt af Jorden, deres Sæd blandt Menneskens Børn.

Gå til Side: